Der er god grund til at holde rotter væk fra din have og skur.

Rotter holder som regel til i kloaksystemerne, men af og til kommer såkaldte strejfere op til overfladen for at finde mad eller ly. Og hvis rotterne først har fundet et sted med mad, bliver de som regel i området og undersøger, om der findes mere føde i nærheden. I værste fald kan det kan føre til, at rotterne søger ind i dit hus.

Derfor skal du prøve at undgå, at din have og dit hus er attraktive steder for rotter at søge efter føde og ly. Der er flere ting, du kan gøre.

Mange ting tiltrækker rotter

Der er mange ting i almindelige haver, som kan tiltrække rotter og give dem mad og et sted at bo.

Fx kan bunker med udtjente havemøbler, brændestabler eller lignende være glimrende ly for rotter. Hvis der samtidig er noget spiseligt i nærheden, er der optimale betingelser for rotter. Derfor bør du sørge for, at der er ryddet godt op i haven og skuret, så de sky rotter har så få steder at gemme sig som muligt.

Du bør også så vidt muligt sørge for, at rotterne ikke har mulighed for at finde føde på din grund. Og for rotter kan fødekilder være rigtig mange forskellige ting.

Rotter er altædende

For selvom mange vejledninger om rotter fremhæver, at rotters fortrukne mad er korn, er det en sandhed med modifikationer.

Rotter tilpasser sig nemlig hurtigt det lokale udbud af både korn og planter. Men rotter har også brug for animalsk protein, og derfor er de også er også kødædende.

Derfor skal du sørge for, at der ikke står poser ned fx hunde- eller kattemad udenfor. Hvis du har kæledyr, som du fodrer udenfor, kan det også være en fødekilde for rotter.

Derfor er det bedst ikke at stille mere mad ud til hund og kat end at de kan spise helt op.

Hvis du samtidig anbringer maden, så rotterne ikke umiddelbart kan komme hen til maden, er du et godt stykke af vejen for at undgå rotter ved madskålene.

Fodrer du fugle i din have, bør du tilpasse mængden af fuglefoder så havens fugle kan spise det hele i løbet af dagen. På den måde kan du undgå at rotter, der primært er aktive om natten, finder en nemt tilgængelig fødekilde i form af fuglefoder.

Du skal altså rydde op efter solsorten og duen rundt om foderbrættet. Ikke kun skaller, som ryger på jorden, men også hele korn, som er lækre for rotterne.

Smid ikke kogte grøntsager eller kød i kompostbunken

Kompostbunker bliver ofte nævnt som rotte-magneter. Men det gælder ikke, hvis du anvender kompostbunken ordentligt. Den korrekte brug afhænger af, hvilken type kompost du har.

En åben kompostbunke må du kun bruge til haveaffald og ukogt grønt køkkenaffald som avokadoskaller, gulerodstoppe og bananskræller. Du kan også putte æggeskaller i, hvis du sikrer, at der ikke er noget af selve ægget tilbage.

Undgå til gengæld at putte kogte grøntsager og kødaffald i komposten, da det er god mad for rotter.

Du kan rottesikre din kompostbeholder

Der er langt mere spillerum for dig, hvis du har en lukket kompostbeholder. Hvis du tager nogle forholdsregler, kan den også tage kogt madaffald.

Rotter kan leve længe i en tilgroet kompostbeholder uden at blive opdaget. Hvis du har en kompostbeholder, skal du sørge for at sikre den og at kunne se hvad der foregår med den.

Du kan sikre din kompostbeholder mod rotter ved at sætte en plade eller et metalnet i bunden af beholderen. Du sikrer beholderen bedst, hvis metalnettet eller pladen går lidt op af kanten, så rotterne får svært ved at gnave sig gennem beholderen.

Det er også en god idé at fjerne planter rundt om beholderen og hæve den 15-20 cm over jorden. På den måde kan du se, hvad der sker med din kompostbehold.

LÆS OGSÅ:Rotter i boligen

Hønsegård kan være tag selv bord for rotter

Hvis du holder høns i haven, er det lidt sværere at sikre mod rotter. Høns eller ænder går gerne til og fra maden, og rotter er dygtige til at smutte hen til maden, når hønsene ikke står ved truget.

Det største problem er dog, hvis rotterne finder lagret af hønsefoder. Derfor bør du ikke opbevare hønsefoder i en sæk, men i stedet i en solid tønde af træ eller metal. Tønden skal også kunne lukkes helt tæt.

Ligesom med en kompostbeholder er det også en god idé at hæve tønden med foder over jorden, så rotterne ikke umiddelbart kan nå den.

Desuden anbefaler By- og Landsskabsstyrelsen, at hønsehuset bygges mindst 30 cm over jorden for ikke at give rotterne skjulesteder.

Rotter kan ikke lide hund og kat

Rotter lærer at frygte større rovdyr og vil ofte flygte instinktivt, hvis de bliver angrebet af en hund eller en kat. Derfor er det have en hund eller en kat ikke en dårlig idé, hvis du har risiko for rotter.

Rottesikring af udhuset

De fleste har ting i udhuset eller skuret, som er potentiel rottemad. Det kan være grøntsagsforråd, fuglefoder, blomsterløg eller lignende.

Og i praksis er det næsten umuligt at gøre et udhus helt tæt, så rotterne ikke kan komme ind. Derfor er det bedste råd at sikre tingene inde i udhuset, så rotterne ikke kan sætte tænderne i det.

Det gør du ved ikke at have noget spiseligt stående på gulvet, men i stedet hæve det over jorden. Det bedste er reoler i metal, da de er glatte, og så har rotterne sværere ved at klatre op ad dem.

Du kan opnå en yderligere sikring ved at opbevare tingene i tønder og bøtter med låg. Det vigtigste er, at tønder og bøtter er lavet af et solidt materiale. Om det så er træ, metal eller plastik er en smagssag.

Du har pligt til at indberette rotter til kommunen

Husk, at du har pligt til at indberette det til kommunen, hvis du ser rotter på din grund eller i dit hus eller nogen andre steder for den sags skyld. Kommunen skal så sørge for, at rotterne bliver bekæmpet. Det er også kommunen, der dækker udgifterne til bekæmpelsen.

Hvordan du skal indberette rotter varierer fra kommune til kommune. I nogle kommuner skal du ringe til kommunen, mens du i andre skal ringe direkte til et firma, som kommunen har hyret til rotte-bekæmpelse. Du kan finde information om, hvordan det foregår i din kommune på kommunens hjemmeside.

Sådan kender du en rotte

    • Den brune rotte er stort set den eneste rotte i Danmark.
    • Den bliver omkring 45 cm lang.
    • En rotte vejer typisk 250-300 g, men nogle vejer over et halvt kilo.
    • Halen er lysere på undersiden end på oversiden.
    • Halen er kortere end hoved og krop til sammen.
    • Ørene er korte, brede og beklædt med fine hår.
    • Snuden er relativt kort.
    • Rottens pels er brungrå med en lysere grålig bug – det kan dog variere meget.
    • En mus har væsentligt mindre fødder, et relativt lille hoved og har store ører.
    • Ekskrementer fra voksne rotter er typisk ca. 17 mm lange og 6 mm tykke.

Kilde: By- og Landskabsstyrelsen.