Når sommerdage presser termometeret mod 30 grader, og solen står ind ad vinduerne, er det for mange fristende at vippe hasperne af og skubbe vinduet op. Men i lejlighederne i Andelsboligforeningen Christiansport på Amager er det ikke altid tillokkende. Foreningen ligger nemlig lige ud til Christmas Møllers Plads, hvor der er massiv trafik det meste af døgnet.

Derfor er lydniveauet konstant i mange timer dagligt, hvis vinduerne er åbne. Men langt størstedelen af tiden er de også lukket – og kan man så formindske trafikstøjen fra biler, lastbiler og busser i lejlighederne?

Forsøg skulle finde de bedste forsatsvinduer mod støj

Det spørgsmål har de stillet sig selv i både bestyrelsen og blandt andelshaverne.

Fakta om de nye forsatsvinduer

Byens Tegnestue har udarbejdet et notat med en vurdering af alle vinduerne. Vinduet fra Trehøje Træindustri, som Christiansport har valgt at installere får følgende beskrivelse:

  • Giver ifølge en laboratoriemåling en lydreduktion på ca. 38 decibel.
  • Har en u-værdi på 0,9. Det giver en besparelse på 187 kr. årligt ift. et af de nuværende 3-fagsvinduer
  • Materialer og æstetik som de oprindelige rammer, så de passer fint til vinduet.
  • Bliver vurderet til at have brug meget lidt vedligehold.

Derfor satte de i 2019 et forsøg i gang sammen med firmaerne Gate 21, Force Technology og Byens Tegnestue, som en del af projektet ’Mindre Støj i Boliger’, hvor de testede fem forskellige løsninger med forsatsvinduer for at finde frem til den bedste.

Forsatsvinduer består af en ramme med glas uden sprosser, som monteres på indersiden af det eksisterende vindue.

Christiansport har til huse i en bevaringsværdig ejendom og har mange fine, originale detaljer. Herunder sidder de gamle 1-lags vinduer stadig udvendigt, mens der mange steder også er ældre forsatsvinduer monteret.

Af samme årsag har målet været af finde de bedste forsatsvinduer, da en udskiftning til nymoderne vinduer ikke er en mulighed. 

Min datter sagde det meget godt, da hun kom hjem fra institutionen den dag, forsatsvinduerne var blevet installeret. Hun har sit værelse lige ud til vejen og sagde straks ”Far, helt stille”.
Anders Mark

Det havde været en svær proces at gennemføre uden hjælp udefra, fortæller bestyrelsesmedlem i Andelsboligforeningen Christiansport, Karsten Felland.

- Det er svært at forstå alle de nuancer, der er i støjdæmpning. Det har vi fået indblik i med de tests, Force Technology har udført. Og ved at have eksperter og rådgivere på, har vi fået et langt bedre grundlag at tage en beslutning ud fra, siger Karsten Felland. 

Sådan testede de vinduernes støjdæmpning

Fem forskellige lejligheder fik monteret fem forskellige løsninger til en støjdæmpende løsning med forsatsvinduer. De blev kun monteret i ét rum i hver lejlighed. 

Herefter stod Force Technology for at teste før og efter vinduernes montering. Byens Tegnestue har sidenhen stået for at sammenholde testresultater med andre parametre som pris, reduktion af varmetab mv. Gate21 og Glarmesterlauget har også været en del af projektet.

Læs mere om projektet og se billeder af alle testede løsninger ved at klikke her

Hvilke vinduer støjdæmper mest?

Med store vinduespartier, som dem, der er i de gamle lejligheder i Christiansport, er der mange ting, der spiller ind. Derfor valgte de at kigge ud over bare støjdæmpning. Ting som æstetik, minimering af varmetab og ikke mindst pris spiller også ind. 

Den samlede vurdering af vinduerne endte derfor med, at de valgte løsningen fra Træhøje Træindustri. Her bibeholdes de originale vinduer mod gade, mens der monteres et forsatsvindue i træ med en termorude.
 

Sådan er livet med støjdæmpede vinduer

Anders Mark har boet ud til de trafikerede gader i ti år. Og selvom han dag efter dag er kommet hjem til en lejlighed, der selv med lukkede vinduer ikke var støjfri, var han skeptisk overfor den valgte løsning. Ikke så meget i forhold til, om det kunne løse støjproblemerne, men med en uddannelse som revisor mente han ikke, at beregningsgrundlaget for investeringen ville give et positivt afkast set over lånetiden.

- Jeg havde svært ved at se, at investering skulle kunne betale sig samlet set, siger Anders Mark.

Måske derfor blev han og familien af bestyrelsen udvalgt som testpersoner, og lejligheden, han deler med sin hustru og datter på knap tre år, fik som den første i andelsboligforeningen de nye forsatsvinduer installeret i januar 2020.

Forsatsvinduerne fjerner trafikstøj

Al tvivl er nu fjernet efter at have levet med løsningen i vintermånederne, hvor de ofte våde veje øger trafikstøjen, og man bruger mere tid indenfor end i sommerhalvåret.

- Min datter sagde det meget godt, da hun kom hjem fra institutionen den dag, forsatsvinduerne var blevet installeret. Hun har sit værelse lige ud til vejen og sagde straks ”Far, helt stille”, siger Anders Mark.

Og netop larmen er nu tæt på ikke eksisterende i dagligdagen. Hvis man anstrenger sig og lytter specifikt efter støjen, høres en svag summen. Men den ellers konstante trafikstøj er nu forsvundet, og det er kun udrykningskøretøjer og brummen fra en motorcykels udstødning, der i ny og næ finder vej ind til lejligheden på 3. sal.

- Nu, hvor jeg har levet med løsningen, er jeg ikke i tvivl om værdien af den. Det har fjernet støjen, og så har vi tilmed fået et markant forbedret indeklima. Vi behøver ikke at have radiatoren til at banke på 5 mere, men kan nøjes med at have den stående på 2, siger Anders Mark.

Vil lave yderligere isolering

Flere andre beboere i opgangen har været forbi og lytte efter støjen, og de er også imponerede over forskellen. 

Selvom trafikstøjen aldrig har fyldt så meget for Anders Mark og familien, så de overvejede at flytte, har det forbedret hverdagen markant, forklarer han.

De nye vinduer har gjort store dele af lejligheden stille. Vinduerne mod gaden – i køkkenet, stuen og datterens værelse – har alle fået en støjdæmpende løsning. I forældresoveværelset mod gården er der stadig de gamle vinduer, og det har gjort, at Anders og familien nu hører nogle lyde, der førhen forsvandt i Amagers trafikstøj.

- Vi har stadig den gamle vinduesløsning i soveværelset, og det gør, vi nu lægger mærke til støjen fra gården. Derfor har vi allerede forespurgt på en løsning, som ligner den i de andre rum, siger Anders Mark.

Arbejdet er stadig i gang

Mens Anders Mark og familien i en af de 20 andelsboliger og to lejeboliger nu nyder den øgede stilhed indendørs, så afventer foreningens øvrige beboere stadig, at deres nye forsatsvinduer monteres. 

Det arbejde forventes udført i løbet af 2020, hvor de gamle ydervinduer også blive sat i stand, så hele løsningen kan holde vind, vand og ikke mindst trafikstøj ude mange år fremover.