Når vinteren går på hæld, og frosten slipper sit tag i jorden, begynder løvtræerne at ernære sig med vand, som suges op fra jorden. I birketræet stiger saften så kraftigt fra marts til maj, at du kan tappe og drikke den, og det er der flere gode grunde til at gøre.

Folk har drukket birkesaft i mange hundrede år, fordi den søde saft er velsmagende og rig på vitaminer og mineraler, ligesom der florerer mange mere eller mindre utrolige udsagn om, hvad saften kan gøre for både krop og sind.

Birkesaft rummer vitaminer og mineraler

Ifølge Naturstyrelsen indeholder birkesaft bl.a. fruktose, glukose, frugtsyrer, aminosyrer, C-vitaminer, kalium, kalcium, fosfor, magesium, mangan, zink, natrium og jern.

Men du behøver ikke tage på fin restaurant, hvis du ønsker at smage birkesaft, selvom mange bryggerier og gourmetrestauranter bruger de søde dråber i deres håndværk. Du kan nemlig let tappe birketræerne selv, fortæller Tage Rønne, der er skovarbejder og ejer af virksomheden Birkesaft.dk.

Har du birkesaft i rige mængder, kan du koge saften ind til en sød sirup, der kan bruges i stil med ahornsirup på pandekager og deslige.

Video: Sådan tapper du saft fra birketræer

Klip en gren over og få 2 liter birkesaft om dagen

Som nybegynder kan du nøjes med at klippe en gren på træet over. Grenen skal ca. have samme tykkelse som en lillefinger.

Herefter binder du en halvandenlitersflaske fast til grenen på træet, fx med sejlgarn. Grenen vil dryppe omkring 2 liter birkesaft ud om dagen på denne måde, men hullet vil lukke sig selv efter omtrent en uge.

...eller bor et hul i stammen 

- Hvis du ønsker at tappe mere saft ad gangen, skal du bore med et 10-11 mm bor ind til midten af træet. Du finder træets midte ved at måle træets diameter og bore halvdelen af det, siger Tage Rønne. Har træet fx en diameter på 40 cm, skal du altså bore 20 cm ind.

Før en plasticslange ind i hullet, når du har boret hullet. Hvis du bruger andre materialer end plastic, fx et metalrør, kan du risikere, at der sker en uønsket kemisk reaktion i birkesaften, advarer Tage Rønne.

Ved at følge borings-metoden kan du tappe op til 10 liter om dagen pr. træ.

Det er vigtigt, at du tømmer flaskerne dagligt, så saften ikke bliver dårlig.

Tap kun birkesaft fra sunde træer - og spørg først

Ikke alle træer egner sig lige godt til tapning. Når Tage Rønne finder nye træer, går han efter dem med flest knopper - et klart tegn på, at træet har det godt og er sundt.

- Men du kan ikke bare gå ud i skoven og bore et hul i et træ. Du skal have lov først, understreger Tage Rønne, der selv tapper professionelt og bl.a. leverer birkesaft til Michelin-restauranten Noma.

- Jeg lejer mig ind og betaler en literafgift på den birkesaft, jeg tapper. Som privat kan du gøre det samme og forhøre dig hos en skovejer, råder birkesaft-entusiasten.

I Naturstyrelsens skove må du klippe en gren af et træ, der er over 10 meter højt, og tappe saften derfra.

Birketræer tager ikke skade af at blive tappet

Træet mister ifølge Tage Rønne ikke værdi af at blive tappet. Det vokser ikke langsommere, det forbløder ikke, og når slangen trækkes ud, begynder træet at lukke hullet til i en sådan grad, at man efter 5 år ikke kan se, hvor det var.

- Men lad være med at stikke en pind i hullet. Hvis du gør det, skal træet vokse omkring pinden, og det tager mindst 5 år, siger Tage Rønne, som har tappet af de samme træer i 10 år.

Hvor finder du birketræer?

Birken findes i dag over det meste af landet. I Grishøjgård Krat syd for Øster Hjermitslev i Nordjylland og ved Store Vildmose nordvest for Aalborg findes landets største birkeskove.

Du kan finde en omfattende oversigt over offentlige skove og naturarealer hos Miljøstyrelsen her.

Hvad koster udstyr til at tappe birkesaft?

At tappe birkesaft kræver ikke meget grej. Butikkerne Dansk Hjemmeproduktion og Nordisk Selvforsyning sælger pakker med alt det udstyr, du skal bruge, for under 200 kroner. De fleste ting kan også findes i velassorterede byggemarkeder.

Til sammenligning kan drikkeklar, økologisk birkesaft let koste 60-70 kr. pr. liter.

Køl saften ned og hold den kold

Birkesaft kan holde sig 5-8 dage i køleskabet.         

Tage Rønne hælder typisk saften i plasticposer, som han har sat ned i mælkekartoner. Hvis du har tappet meget, kan du også vælge at fryse saften ned i op til et år.