1. Læg kompost ud i haven

Læg 2-4 cm kompost ud i bede og under hække. Det forbedrer jorden. Gør det hvert eller hvert andet år.

2. Riv græsplænen og fjern blade og kviste, før du slår plænen første gang

Slå først plænen, når græsset begynder at gro. Klip første gang med en klippehøjde på ca. 5 cm, så græsset kommer godt i gang med at gro. Gå ned til ca. 3-4 cm de efterfølgende gange.

3. Fyld huller og visne steder i græsplænen med en 'topdressing'

Lav en topdressing til plænen ved at blande to dele kompostmuld med en del sand og græsfrø til en gennemsnitlig plæne. Stamp let ovenpå bagefter. 

En god huskeregel er at gå i gang med plænen, når græsset så småt er tøet op og begyndt at vokse igen.

Video: Sådan slipper du af med ujævnheder i plænen

4. Beskær roser, lavendler og stauder

Giv roser og lavendler en kraftig beskæring. Du kan også nedskære stauder nu.

Video: Sådan beskærer du dine roser

5. Plant ud, så snart jorden ikke længere er hård af frost

Vand nyplantede, barrodede planter i tørre perioder. Rodstik større planter og forbered dem til en flytning til efteråret. Del og omplant stauder, og flyt afblomstrede forårsløg.

Video: Sådan planter du ud i dit bed

6. Så i køkkenhaven

Når martsviolen blomstrer, og ukrudtet for alvor vokser, kan du så i køkkenhaven, for så har jorden nået en temperatur på 6-7 grader. Læg evt. klar plastik ud på jorden de steder, du skal så, 14 dage før, så jordtemperaturen bliver endnu højere.

7. Forspir varmekrævende planter

Forspir mere varmekrævende planter som bønner, majs, squash og græskar i drivhus eller i vindueskarmen. Opblød frøene i vand, inden du sår dem.

8. Pod frugtræer i begyndelsen af april

Podekvistene skal dog være skåret af i januar.

9. Slip for meget ukrudt

Fjern alle små spirer, træk store ukrudtsplanter op, grav køkkenhaven igennem med en havegreb og fjern alle ukrudtsrødder, du finder.

10. Så i drivhuset

Udnyt varmen i et uopvarmet drivhus allerede nu. Så fx tidlige gulerødder, salat, spinat og krydderurter.

Podcast: Mig og min have

Episode 2: Græsplænen

I denne episode besøger vi greenkeeper Martin Nilsson hos Københavns Golfklub i Dyrehaven og hører hvordan de får golfbanen til at stå smukt. Vi får også tips til græsplæner med andre formål end en VM-kvalificering fra Jesper Corfitzen, haveekspert i Videncentret Bolius.

Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.

Alle afsnit