Hvis du vil minimere antallet af dræbersnegle i din have, skal du samle snegleæg fra dræbersnegle i løbet af efteråret, mens der stadig er lys nok i din have til at se æggene.

Hvordan ser dræbersnegles æg ud?

Dræbersnegle lægger deres æg fra august til november. En enkelt snegl kan lægge op til 400 æg på en sæson. Æggene er ganske små - 3-4 mm. De fleste andre snegles æg er større, oftest en 6-8 mm.

Æggene, der er en lille smule ovale, er mælkehvide eller har en orangefarvet overflade i begyndelsen, mens ældre æg ofte er gullige. De minder om små snebær eller bær på en mistelten. Modsat er flere nyttesnegles æg mere klare i farven.

Du kan se mere i Naturstyrelsens bestemmelsesnøgle for snegleæg.

Her kan du finde æg fra dræbersnegle

Sneglene lægger æggene i klumper på 20-30 styk. Æggene ligger på jorden eller i små sprækker i jorden. Typisk sørger sneglene for at lægge deres æg på steder, hvor jorden ikke udtørrer, og hvor der ikke kommer store temperaturudsving.

Et godt sted at lede efter snegleæg er fx under brædder, trærødder, i kompost- eller grenbunker samt i drivhuset, typisk under flamingokasser og krukker.

Kan dræbersnegleæg overleve frost?

Snegleæg og små dræbersnegle, der er blevet udklækket i løbet af sensommeren, kan godt overleve selv en ret streng vinter. Mens de store, voksne dræbersnegle dør, hvis de får frost.

Det kan dog være svært helt at undgå at få dræbersnegle til foråret/sommeren, da snegleæggene kan være svære at finde - fx, hvis du har en stor have og er meget plaget af dræbersnegle.

Find de små dræbersnegle

Du kan også med fordel indsamle de små dræbersnegle og destruere dem.

En række smådyr i haven som pindsvin, frøer, tudser, løbebiller og fugle spiser også de små snegleæg og små dræbersnegle. Derfor kan det være en fordel at skabe gode levebetingelser for smådyrene i din have.

Sådan gør du, når du skal indsamle æg fra dræbersnegle

  1. Saml snegleæggene i en pose og bind knude på posen.
  2. Smid snegleæggene i skraldespanden.
  3. Du kan også mase snegleæggene eller hælde kogende vand over dem.

Det er vigtigt, at du ikke smider æggene i kompostbunken, det giver dræbersneglene gode vækstbetingelser.

Sådan indsamler brugerne dræbersneglens æg

Der findes flere metoder til at indsamle æggene.

Vi har spurgt vores venner på Facebook om deres erfaringer. Du kan læse et udpluk herunder.

Du kan dele dine egne erfaringer med vores fællesskab af venner på dette opslag på Facebook.

Test dig selv: Hvor god er du til at bekæmpe dræbersnegle?