Se 4 herlige hobbyrum

En tysk ølstue, stenmaling, cykelværksted og en stor modeljernbane. BEDRE HJEM har besøgt fire hobbyrum - se dem her.

En del danskere har en hobby, de går op i. Nogle vælger at tilegne en del af deres bolig til netop denne hobby.

Dette er tilfældet i denne reportage, hvor vi tager på opdagelse i fire vidt forskellige hobbyrum hos fire vidt forskellige mennesker.

Se de fire flotte hobbyrum

Gå på opdagelse i de fire hobbyrum, der omfatter en hjemmebar på Norddjurs, en stensamling på Vestsjælland, et cykelværksted i Birkerød og en modelbane i Aarhus.

Hvad: Hjemmebar

Hvem: Hans Lund Rasmussen, 64 år, selvstændig

Hvor: Værelse i hus, Norddjurs

I Hans Lund Rasmussens ølstue er hver en kvadratcentimeter udnyttet.

– Jeg har altid drømt om at have mit eget værtshus, fortæller Hans Lund Rasmussen med stolthed i stemmen.

Stalin, paven, Kong Christian og dronning Alexandrine på et glasskab.

Stalin, paven,  og kong Christian og dronning Alexandrine  og et ur vendt på hovedet. Alt er tilladt i ølstuen.

– Det her er ikke en efterligning, det er unikt, og det er min opfindelse. Det er et frirum. Her må ryges, du skal ikke rende og gøre rent hele tiden, man kan råbe stodder og sågar spytte på gulvet, hvis man har lyst til det.

Hans Lund Rasmussen elsker tyske øl og den tyske ølkultur og betragter ølbrygning som en ædel kunstform. Hans har boet i huset med sin kone siden 1998, og dengang var denne del af huset en forfalden ruin, som Hans Lund Rasmussen udtrykker det. Så han gik i gang med at skabe sin drøm - sit eget værtshus. 

– Der er jo ikke nogen stil. Er det grimt nok, får det lov til at komme herind, siger han.

Hjemmebaren har eksisteret siden 2004 og bliver flittigt brugt både til jule- og påskefrokoster, ølsmagninger, når børnene kommer hjem og skal holde fest m.m., og der bliver næsten altid pyntet op til de særlige lejligheder.

Mange ældre danskere  vil kunne nikke genkendende til billedet af kronhjorten. I Hans’ ølstue har det fået en alternativ ophængning.

I ølstuen er der også en del klenodier hjembragt fra Tyskland.

Hvad: Stenmaling

Hvem: Mette Marie Bredahl, 37 år, pædagog, p.t. sygemeldt

Hvor: Værelse i hus, Vestsjælland

Mette Marie Bredahl har fået sit eget rum i parcelhuset, hvor hun i fred og ro kan dyrke sin hobby uden at skulle rydde op hele tiden.

– Timerne flyver afsted, jeg tømmer hjernen, og jeg bliver glad.

Mette Marie Bredahl måtte droppe arbejdet som pædagog på grund af stress, men hendes hobby hjælper hende til at få det bedre:

– Det er terapi for mig, både at male og at samle stenene. Der er ikke rigtig gode strande, hvor vi bor, men omkring Kalundborg finder jeg nogle rigtig flotte sten. Så engang imellem laver jeg en kande kaffe, smører en bolle og kører derop med mine spande.

Tuscher i mange farver.

Der er brugt omkring et par tusinde kroner på tuscher, pensler og maling. Mette Marie sælger sine sten på loppemarkeder og har en hylde i den lokale brugs. ”Hvis det bare går lige op med, hvad tuscherne har kostet, er det fedt”.

Mette Marie har altid enten tegnet, malet, skåret kort eller syet, men hobbyen begynder ofte at kede hende, når hun er blevet god til den. Så er det videre til noget andet. Stenene holder hun dog nok fast i, det er den hobby, hun har dyrket i længst tid – hidtil omkring to år.

Hun nyder også bekræftelsen, når nogle vil købe hendes sten:

– Folk kommer og banker på min dør og spørger, så jeg har fået en lille hylde i den lokale brugs, hvor jeg har mine sten til salg. Jeg er bare glad for, at nogen kan bruge dem.

Sit eget hobbyrumt fik hun, da familien flyttede i et større hus. Nu slipper hun for at have grejet i kasser ved spisebordet, hvor de skulle ryddes væk, når der skulle spises, eller der kom gæster..

– Det var så besværligt, så jeg sagde til min mand: "Jeg skal have mit hobbyrum". Han kører rally og dyrker sin  hobby i garagen, så han syntes, at det var ok, at jeg også fik mit rum.

Pensler og andre hobby-redskaber.

Inspiration til motiver på stenene hentes i naturen eller det sociale medie Pinterest.

Malede sten i kasse

Yndlingsmotivet for tiden er sommerfuglen. Her kan Mette Marie nemlig eksperimentere med sin nyeste investering: et bor, der kan slibe huller i stenene.

Hvad: Cykelværkstedet

Hvem: Andrew Tøttrup Maddock, 42 år, projektleder i Dansk Cykelturisme

Hvor: Kælderen i hus i Birkerød 

Andrew Tøttrup Maddock tilbringer mange timer i sit cykelværksted, der ligger i kælderen under familiens hus.

– Jeg tror ikke, jeg ville kunne leve uden sådan et værksted. Et sted hvor jeg kan gå ned, få lidt olie på fingrene og dufte til metal, bearbejde og file på et eller andet.

Buddhahoved på værkstedsvæg.

Buddhahovedet hang i en kælder, som Andrew overtog, og det har fulgt med i hans værksteder lige siden.

Væg med værktøj.

Der er orden på værktøjet og de forskellige remedier

Interessen for at skrue på ting har Andrew arvet fra sin far. Det begyndte med en lille gokart, og da han fik sin første cykel, skruede han på den og mange flere efterfølgende. Cyklerne blev senere afløst af knallerter, og da han fik kørekort blev det motorcykler, som han har kørt stort set hele verden rundt på: Fra Danmark til Indien og videre til Australien, fra Argentina til Alaska og fra Cape Town til Tanzania.  

Da Andrew skulle i gang med en uddannelse, flyttede han til København, og der gav det mest mening at komme rundt på cykel. Studiekammeraterne spurgte, om han ikke ville med i Hareskoven og køre på mountainbike, og så spirede interessen for cykler igen.

Andrew dyrker såkaldt single speed, hvor der ikke er gear på cyklen.

– Man har en tættere forbindelse til baghjulet på cyklen, fordi kæden bevæger sig i den samme bane hele tiden. Det er selvfølgelig hårdere at komme op ad bakkerne, men det er en befriende måde at køre cykel på. 

Han elsker både at bruge og at skabe cyklen:

 – Der er en stor tilfredsstillelse ved at skille en cykel ad, samle den, kigge på resultatet og køre en tur på den, og tænke, at den har jeg selv lavet. Det kan dog godt gribe om sig og blive lidt dyrt med de cykler. Der er altid et eller andet, jeg går og drømmer om. Nu, hvor vi har købt hus, prøver jeg at holde lidt hånd i hanke med det.

Mand strammer eger på sit cykelhjul.

Andrew strammer eger med nippelnøglen fra sit nøglebundt.

Billede af Eddy Merckx i cykelværksted.

I værkstedet hænger et fotografi af belgieren Eddy Merckx – verdens mest vindende landevejscykelrytter.

Hvad: Modelbane

Hvem: Peter Clausen, 79 år, Pensionist, tidligere trykker 

Hvor: Tidligere krybekælder under sit hus i Aarhus

Husets krybekælder er i dag indrettet til Peter Clausens hobby, som optager en del plads.

 – Modeltogene holder mig ung, griner Peter Clausen, der er uddannet trykker..

Han var meget ung, da han første gang fik øjnene op for modeltog. Han fik nemlig sit første tog i konfirmationsgave som 14-årig. Men faktisk startede interessen for togene endnu tidligere.

– Jeg gik rundt nede på Århus Banegård sammen med min bedstefar og kiggede på alle togene. Det kunne jeg godt lide, fortæller Peter Clausen.

Siden sin konfirmation har han bare udbygget sin samling, men modeltog i dag er noget anderledes end dengang.

– Når jeg ser de gamle tog, synes jeg de ser herrens ud. De har slet ikke den detaljerigdom som de tog, man kan købe i dag har.

Peter Clausen har boet i huset siden januar 1967. Hans hobbyrum har været under opbygning næsten fra starten. Det er en gammel krybekælder, hvor en væg er blevet lagt ned, men anlægget, som det ser ud i dag, startede Peter med at bygge op i slutningen af 1990’erne, da han gik på efterløn.

Modeltog.

Anlægget som det ser ud i dag startede Peter med at bygge op i slutningen af 1990’erne.

Modeltog.

De modeltog, man kan købe i dag, har en langt større detaljerigdom, end de ældre modeller havde, siger Peter Clausen.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab