På Lyngbakkevej i Rude Strand, otte kilometer øst for Odder i Østjylland, er sommerhusene placeret som perler på en snor. Men ét sommerhus, nummer 9, skiller sig ud fra mængden. Huset, der er monteret på skruer frem for et traditionelt betonfundament, står hævet omkring 30–40 centimeter over terrænet.

– Det fascinerende ved det er, at man kan kigge ned under huset og helt ud på vejen. Huset svæver nærmest, fortæller Lars Jepsen, mens han sammen med sin hustru, Kirsten Marie Klitgaard, viser rundt på grunden.

Lars Jepsen er uddannet inden for byggebranchen, og han har derfor en fundamental viden med sig i bagagen, som er kommet parret til gode under byggeprocessen. Kirsten Marie Klitgaard arbejder på en tandklinik, men har altid haft en stor interesse for boligindretning, som er hendes store hobby.

– Du er den praktiske, og jeg er den, der designer boligen, siger Kirsten Marie Klitgaard, mens hun smilende kigger over på sin mand.

Placeret på en skråning

Parrets sommerhusgrund, som er på ca. 720 kvadratmeter, ligger på en lille skråning, og derfor varierer det, hvor højt huset er hævet over jorden de forskellige steder.

Normalt ville en sådan grund kræve en del gravearbejde, hvis den skulle jævnes og gøres klar til at få anlagt et traditionelt støbefundament. Men på grund af skruerne har grunden kunnet bibeholde sin naturlige hældning, og parret har derved kunnet spare en del arbejdstimer.

Selve sommerhuset består af præfabrikerede moduler fra virksomheden Add a Room, der sælger moduler i størrelserne 10, 15, 20, 25 og 30 kvadratmeter, som kan sammensættes efter individuelle ønsker og behov. Parret har valgt at sammensætte tre moduler på henholdsvis 15, 20 og 25 kvadratmeter – altså et hovedhus på i alt 60 kvadratmeter. Efterfølgende har parret også fået monteret et anneks.

Forbipasserende tænker over løsningen

Når forbipasserende ser parrets sommerhus, afføder det jævnligt positive kommentarer, fortæller Lars Jepsen.

– Der er en interesse, når folk kommer forbi. Der er rigtig mange, der reflekterer over løsningen, fordi huset har lidt mere kant og er lidt mere atypisk end et traditionelt sommerhus, siger han.

Selv bor parret blot 15 kilometer væk i en lille forstad til Aarhus, og den korte afstand gør, at sommerhuset bliver brugt flittigt flere gange i løbet af ugen.

Drømmen om et let byggeri

Da Kirsten Marie Klitgaard og Lars Jepsen købte sommerhusgrunden tilbage i 2017, valgte de at rive det eksisterende sommerhus ned og fælde alle træerne på grunden. Idéen var at bygge et nyt, modulbaseret sommerhus, der var monteret på skruer frem for et traditionelt fundament.

En løsning helt uden brug af beton, som virkede inspirerende på parret, der desuden satte pris på den fleksibilitet, sådan et byggeprojekt giver.

– Frem for at bygge traditionelt ville vi gerne tviste det lidt og gøre det individuelt. Vi er begge fascinerede af, at man kan sætte skruefundamenterne let ned og skrue dem op igen, samtidig med at modulerne også er flytbare. Vi har faktisk en ejendom, der kan flyttes. Det er en værdi, der kan realiseres, hvis vi ønsker det, siger Lars Jepsen.

Sommerhus kan flyttes

Det betyder helt konkret, at hvis parret skulle forelske sig i en anden sommerhusgrund, kan det lade sig gøre at flytte hele konstruktionen. De enkelte moduler kan sælges igen eller flyttes med.

Selvom mange vælger at bygge på skruer på grund af klimasikring, er det ikke noget, der har fyldt i overvejelserne hos parret, fordi grunden ligger højt i forhold til havet. Oversvømmelser er derfor ikke noget aktuelt, fortæller Lars Jepsen.

Når først skruefundamenterne er skruet ned i jorden, kan de under de rette betingelser holde i op til 100 år. Levetiden afhænger dog af jordtypen.

Alligevel har Lars Jepsen skruet en enkelt skrue ned i jorden inde i hækken, fortæller han, mens han med raske skridt bevæger sig mod kanten af grunden og finder den hvide pind, der markerer stedet, hvor skruen gemmer sig.

– Af ren interesse kunne man på et tidspunkt skrue skruen op for at se, hvordan den har det – for eksempel 10 år efter den er blevet sat i jorden, siger Lars Jepsen.

Hele vejen rundt om terrassen har Lars Jepsen selv tilbygget en træ­terrasse med planker af grantræ, der følger husets højde over terrænet. Terrassen står nemlig, ligesom huset, også på et skruefundament, og det har store fordele for træets holdbarhed, forklarer han.

– Vi har gravet al jorden væk, så træet svæver og får masser af luft, som denne type terrasseplanke har det bedst med, siger han og tilføjer, at træet ikke i lige så høj grad er udsat for fugt og dermed får en længere levetid.

Neden under terrassen har parret lagt en filtdug med grus ovenpå for at holde uvelkommen bevoksning og ukrudt nede.

Modulbaseret hus

Da Lars Jepsen åbner døren til sommerhusets midterste og største modul på 20 kvadratmeter, toner en moderne stue og et køkken frem med et stort glasparti ud mod haven. Væggene er hvide, og gulvet mørkt.

Alle moduler fra Add a Room bliver leveret inklusive interiør såsom toilet og køkken, og de bliver bragt til døren, hvorefter de med en kran bliver løftet og placeret direkte på skruefundamenterne, der er monteret i jorden.

Det stiller nogle særlige krav til bygherren, der skal være tovholder mellem flere forskellige underentrepriser inden levering – såsom entreprenører, elektrikere og den kranfører, der skal placere modulerne korrekt. For eksempel skal man på forhånd sætte sig ind i, om vejen og terrænet egner sig til, at kranen kan komme til, fortæller Lars Jepsen.

– Denne type løsning kræver, at man gør mere som bygherre, end hvis man køber et almindeligt hus. Men når modulerne først er placeret, kan man bruge dem dagen efter, siger han.

Modulbyggeri giver sig med tiden

Over tid er der dog én ting, man skal være opmærksom på, hvis man vælger at anskaffe sig et præfabrikeret modulbyggeri, fortæller Kirsten Marie Klitgaard.

– Når huset har sat sig, kan der godt begynde at komme mindre revner langs loftet, som man skal efterfuge med silikone. Det skyldes, at modulet har været transporteret og står og giver sig lidt det første år, siger hun.

Når parret i dag ser tilbage på hele byggeprocessen, er de tilfredse med det færdige resultat og den vej, der har ført dertil.

– I al beskedenhed tror jeg, at vi i 2017 var firstmovers på det her område. Nu er det højaktuelt, at alt byggeri skal være lavemissionsløsninger. I dag vurderer jeg, at flere og flere sommerhuse og mindre helårshuse bliver placeret på skruefundamenter, siger Lars Jepsen.