- Jeg har sådan en Pippi-indstilling, så selvfølgelig kan jeg også tegne et hus. Med den indstilling gik Charlotte Mannstaedt og hendes mand, Erik Jensby, i gang med at udleve drømmen om deres helt eget nybyggede hus i Hellested syd for Køge.
I dag står et træhus med halmelementer på grunden, men noget af det mere specielle er faktisk gemt væk under huset og skjult af dækplader.
Charlotte og Erik valgte nemlig at gå med en anden fundamenttype end den, de fleste nybyggede huse her til lands benytter sig af. De har ikke hældt tonsvis af beton ned i jorden, men derimod haft besøg af en drejemaskine, der har ageret en stor skruemaskine for at skrue søjler i galvaniseret stål ned i jorden.
- Det tog kun en dag, så havde de skruet alle skruerne ned i jorden, forklarer Erik Jensby, der stadig er tydelig imponeret over, hvor hurtigt skruefundamentet stod klar. Til sammenligning kunne det have haft taget uger, hvis de skulle have gravet ud og støbt et fundament i beton.
- Og når skruerne er sat, er det hele i vatter. Det er et klart en fordel med tempoet, for det tager maksimalt to dage, så er fundamentet færdigt, siger Charlotte Mannstaedt.
Hvorfor skruer i jorden?
Charlotte og Eriks grund ligger med skøn natur lige uden for matriklen. Og det var også omgivelserne, der fik dem til at falde for området i første omgang. Men da de var i tvivl om, hvordan huset skulle se ud, og hvor på grunden det skulle ligge, endte de faktisk med at bo på grunden i fire år i en mindre, midlertidig bolig, før de kunne flytte ind i det nye. Det gjorde, at de lærte grunden at kende, og da der i samme periode blev bygget på nabogrunden, gjorde det også, at de ændrede på deres husplan.
Men hvad har det med fundamentet at gøre? Jo, de fandt frem til, at den perfekte placering var op ad træerne, der står op ad markerne uden for grunden. Og med et kæmpe vinduesparti i to etager, kan de – takket være skruefundamentet – få det hele med.
- Det er den her udsigt, hele huset går ud på, Vi har fugleliv i træerne lige uden for vinduerne. Det er superfedt, at vi med træerne kan kigge på noget helt tæt på, og så har vi marker i horisonten, siger Charlotte Mannstaedt, som også er blevet beriget med en fuglerede i træerne, så der er kommet ekstra liv.
Havde de valgt et traditionelt fundament, havde udsigten ikke været en mulighed, forklarer parret. For så ville de være nødt til at grave ud til fundamentet, hvilket ville have betydet, at træerne havde fået revet en stor del af rødderne over, og så er de ikke længere sikre at have stående.
- Vores grund har en masse fine træer, som vi ikke havde lyst til at fjerne, fordi vi skulle bygge et hus. Det er en gave at have en grund med de træer, vi har, i stedet for at starte med en bar mark. Og med et skruefundament har vi kunnet bygge helt tæt på træerne, uden at risikere at ødelægge rødderne, siger Charlotte Mannstaedt.
Livet med et skruefundament
Skruerne ser de i dag ikke meget til. De er gemt bag en beklædning, så skadedyr og andre uønskede besøgende ikke flytter ind under huset. For Charlotte og Erik har de ikke været betænkelige ved at bygge deres – forhåbentlig – mangeårige hjem på skruerne.
- Fremtidens Fundament, der har installeret skruefundamentet, har to skruer stående herude, siger Erik, der peger ud i haven og uddyber, hvordan firmaet har forklaret, de sørger for tjek og vedligeholdelse.
- Efter 5-10 år kommer de herud, hvor de skruer dem op og tjekker, om der er tæring på skruerne. Hvis der er det, er alle skruerne under huset forbundet med spændebånd. Her sætter de en lille strømforsyning på, og de siger, at strømmen får ionerne til at vende sig og derved ryger rusten af. Men vi har meget kalk og lerholdig jord her, så de tror ikke, vi får problemer, siger Erik.
Det var lidt en tilfældighed, at de fik øjnene op for skruefundamentet. Mens de fandt ud af, hvordan deres drømmehus skulle se ud, byggede de en midlertidig bolig på grunden. Den tømrer, der udførte det arbejde sammen med Erik havde en aftale med Fremtidens Fundament, som også leverede skruerne til den midlertidige bolig. Her faldt de så i snak og fandt ud af, at skruerne også kunne bruges til et helårshus.
Og det helt altoverskyggende var, at skruefundamentet kunne opfylde ønsket om at bo tæt på naturen.
- Vi har en duerede lige dér, udbryder Charlotte Mannstaedt pludselig og peger ud ad vinduet på en fuglerede klos op ad huset.
- Vores nabo rev alt levende op. Frugttræerne forsvandt, hele grunden er gravet op og fyldt med stabilgrus og rullegræs. Vi ville trække i en anden retning, fordi vi gerne vil have oplevelsen af at bo midt i naturen, siger Erik Jensby.
Og parret nyder, at de nu har bygget et hus, der rummer alt det, de ønsker. Og ikke mindst at husets stylter har gjort, at de kunne få det præcis, som de ville have det.
Hvis man af en eller anden grund skulle vælge at fjerne huset, kan skruefundamentet nemt skrues op og evt. genbruges igen til et nyt hus. Det er med til at sikre, at materialet får en lang levetid.
Det er ikke kun Charlotte og Eriks fundament, der er lidt anderledes. Deres halmelementer trækker også opmærksomhed til sig fra nær og fjern. Du kan læse mere om deres byggeri med Ecococon-elementerne her.