Flere og flere danskere lever som singler eller ene i egen bolig. 

Men det er ikke så afgørende, at du er single eller ene, når du skal låne penge i banken.

- Det har ikke i sig selv betydning, om man låner alene eller som par. Vi ser på indtægter og udgifter, og hvad der er af rådighedsbeløb hver måned, når du har betalt dine regninger. Det gør vi uanset din uddannelse og job, eller om du er single eller bor sammen med en partner, siger privatkundechef i Nordea, Ken Adrian.

Rådighedsbeløbet kan være mindre når du bor alene

Han peger dog på, at der kan være en lang række udgifter i en husholdning, som man ikke behøver at have to gange, fordi man er et par. Det kan fx være avis-abonnement, indboforsikring eller bil.

- Rådighedsbeløbet kan være mindre, når du ikke har en at dele udgifterne med. Omvendt kan man jo også have et højere forbrug, når man er 2. Begge dele kan spille ind på det samlede økonomiske billede for singlen eller parret, siger Ken Adrian.

Banken laver en risikoprofil

I princippet kan en velhavende single tjene flere penge end et arbejdsløst par, og ifølge privatkundechefen foretager Nordea altid en risikoprofil med kunden.

- Vi laver et budget sammen med dig og din evt. partner og finder ud af, hvad der er tilbage: Hvad er dine indtægter, er der sikkerhed for dem, og er de faste? Hvordan er du dækket, hvis priserne stiger, har du en opsparing osv. Vi ser på, om din økonomi hænger sammen, hvis du skal investere i fx en ny bil eller bolig. Det gælder både for par og singler, siger Ken Adrian.

Indkomsten afgør, hvor dyr en bolig du kan købe

Også hos Danske Bank er det forholdet mellem husstandens indkomst og udgifter, der er afgørende. Ikke, om man er single eller par.

- Men hvis et par har en større indkomst end en single, så vil der nok alt andet lige være mere at købe bolig for, siger afdelingsdirektør Mark Namensen.

Singler og par får samme lånevilkår

Men selvom lånestørrelsen naturligvis kan variere i forhold til husstandens indkomst, betyder det ikke, at renten på lånet nødvendigvis er forskellig.

- En single kan få samme lånevilkår som et par. Det kommer igen helt an på kundens samlede økonomi, siger Mark Namensen.

- Når vi låner penge ud, kigger vi primært på kundens evne til at tilbagebetale lånet - og her er rådighedsbeløbet et vigtigt parameter. Men det er lige så vigtigt for os, at kunden får en god rådgivning og overblik over konsekvensen for økonomien ved boligkøbet og selv er med til at vurderer/prioritere låneoptagelsen. Kundens levestandard og opsparing er også med i vurderingen, siger Mark Namensen.

Foruden rådighedsbeløbet, kan kundens samlede forretningsstørrelse også have indflydelse på vilkårene for at låne penge i en bank. Det kan fx være, om du har din fulde opsparing og din pensionsopsparing i samme bank.

Så stort et rådighedsbeløb skal du have

Der kan være forskel på, hvilket rådighedsbeløb bankerne kræver. Men Finanstilsynet har udarbejdet retningslinjer for, hvor stort et rådighedsbeløb du minimum skal have, for at kunne låne penge i banken.

Det månedlige rådighedsbeløb er minimum:

  • 5.000 kr. for 1 voksen
  • 8.500 kr. for et par
  • +2.500 kr. pr. hjemmeboende barn

Gældsfaktoren må til gengæld maksimalt udgøre:

3,5 x hustandens indkomst før skat for kunder med ejerbolig, herunder fritidsbolig.

1,75 x hustandens indkomst før skat for kunder med andelsbolig - forudsat tilfredsstillende økonomi i andelsboligforeningen.

0,75 x hustandens indkomst før skat for kunder med lejebolig, hvor gælden modsvares af aktiver som bil, motorcykel, campingvogn eller båd.

0,3 x hustandens indkomst før skat for kunder med lejebolig, hvor gælden ikke er formålsbestemt/ikke modsvares af nævneværdige faste aktiver.

Læs mere om, hvordan bankerne beregner rådighedsbeløb og gældsfaktor på finanstilsynet.dk (se side 43, "Kreditvurdering af privatkunder"): Finanstilsynet.dk