Bamser bliver beskidte. Uanset, om bamsen bare står på hylden, er med ved middagsbordet eller sover med i sengen hver nat, kommer der smuds på tøjdyret.

Hvor tit skal bamser vaskes?

En ældre bamse har sin egen velkendte og trygge duft. Og børn får et godt immunforsvar ved at blive udsat for de bakterier/vira, de møder i deres hverdag. I en sund og rask familie er det derfor ikke nødvendigt at vaske børns bamser jævnligt.

Du kan aftørre eller pletrense bamsen, hvis der kommer synligt snavs på den.

Kommer der opkast, blod og afføring på bamsen, skal den have en grundig pletrens og/eller en tur i vaskemaskinen, hvis bamsen kan tåle det. Hvis du vælger at tage bamsen med andre steder, hvor den kan blive ekstra udsat, kan du også overveje at vaske den.

Hvordan holder du dit barns bamse ren?

Står tøjbamser på åben plads i børneværelset, er det en god idé at lukke dem inde i et skab, eller lægge dem i en stor kurv, så gulvet nemt kan rengøres. Jo flere plysbamser der står fremme, jo flere støvsamlere er der i børneværelset.

  • Ryst eller støvsug bamser, der står fremme, et par gange om måneden.
  • Fjern madrester med det samme. Skrab madresten af med en skarp genstand og pletrens efterfølgende.
  • Pletrens med en opløsning af håndopvaskemiddel og lunkent vand.

Hvornår skal bamsen rengøres?

Hvis bamsen er blevet smurt ind i opkast, blod eller afføring, der kan indeholde sygdomsfremkaldende bakterier og begynde at lugte, skal du give den en grundigere pletrens eller en tur i vaskemaskinen. Opkast kan desuden have en så lav pH-værdi, at det kan ætse bamsen, hvis det ikke fjernes hurtigt.

De fleste materialer tåler aftørring med en fugtig mikrofiberklud eller overfladerengøring med opvaskebørste eller svamp dyppet i varmt vand tilsat opvaskemiddel. Så skyl efter med rent vand og tør efter med et håndklæde. Læs bamsens vaskeanvisning, inden du gå i gang.

Gylp og opkast:  Pletrenses med tøjvaskemiddel, der er basisk og dermed neutraliserer det sure opkast, eller vaskes i maskinen, hvis bamsen kan tåle det.

Afføring: Er der kommet meget afføring på bamsen, kan det være nødvendigt at kassere den. Ellers kan det fjernes med køkkenrulle, hvorefter bamsen pletrenses og skylles grundigt og vaskes i maskine. Kan bamsen tåle det, kan du vaske ved 60 grader.

Blod: Pletrens bamsen i koldt vand. Se her, hvordan du fjerner pletter fra blod.

Lus, lopper og smitsom sygdom: Har en person i familien lus, fnat, smitsom sygdom med bakterier, virus eller svamp, bør tøjdyr vaskes ved 60 grader C for at undgå smitte i familien.

Skal brugte bamser rengøres?

Hvis dit barns bamse er købt på loppemarked eller arvet fra andre børn, skal bamsen have en større omgang rengøring enten i vaskemaskinen eller i en bajle, så der ikke overføres fremmede bakterier/vira til barnet.

Hvordan skal bamsen behandles efter rengøring?

Hvis du vasker dit barns bamse i vaskemaskine, er det vigtigt, at den bagefter bliver tørret godt og længe. Er der bare lidt fugt inde i midten af bamsen, kan det være grobund for bakterievækst og dermed dårlig lugt og skimmelsvamp.

Tør bamsen, ligesom du tørrer hovedpuder, i tørretumbler med et par tennisbolde. Tennisboldene forhindrer, at fibrene klumper sammen inde i bamsen.

Har du ikke tørretumbler - eller vil du gøre noget godt for miljøet - kan bamsen tørres udenfor i sol og blæst. Giv den en ordentlig gang dybdemassage et par gange under tørringen, så du er sikker på, at den bliver helt tør mellem fibrene.

Fakta om Fru Grøn

  • Rengøringsekspert i Videncentret Bolius. Derudover foredragsholder og selvstændig konsulent inden for grønt husarbejde.
  • Uddannet husholdningsøkonom og master i sundhedspædagogik. Tidligere projektleder hos Statens Husholdningsråd og lektor på Ankerhus, University College, Sjælland.
  • Rengøringsfilosofi: Hold rent frem for at gøre rent. Fjern smuds med mekanik fremfor kemikalier. Brug ikke universalrengøringsmiddel - målret rengøringsmidlet alt efter typen af snavs.

Læs alle rengøringstips