Spørg Bolius

Skal vi søge Bygningspuljen eller benytte håndværkerfradraget?

Hej hos Bolius.

Jeg forsøger mig med endnu et spørgsmål til jeres gode postkasse, som jeg før har haft stor glæde af.

Vi bor i en traditionel fuldmuret rødstensvilla fra 1952 med kælder, stue og 1. sal. Vi har boet her i snart 35 år, og vi har løbende forsøgt at holde huset vedligeholdt og i god stand.

Taget blev skiftet et par år, før vi købte huset, og det er således ved at være næsten 40 år gammelt. Det trænger til at blive skiftet, og det har vi planer om at gøre i 2021.

Mit spørgsmål er nu, om det kan betale sig at søge energitilskud til denne tagudskiftning. Der bliver naturligvis efterisoleret til nutidig standard, og tagets eneste velux-vindue bliver skiftet.

Jeg har læst mig til, at huset skal energimærkes, inden man kan søge energistilskud, og det koster 6-7.000,- kr.

Jeg har svært ved at vurdere, hvor meget vi kan få i energitilskud ved den påtænkte tagudskiftning, og kan det overhovedet betale sig, når man først skal have energimærket? Samtidig vil jeg spørge jer, om det er muligt at få både energitilskud (hvis det bliver aktuelt) og håndværkerfradrag for det påtænkte arbejde? Vi ved jo nu, at bolig-/jobordningen videreføres og udvides til næste år.

Tak for en god brevkasse.

Med venlig hilsen

Bent M

Hej Bent M

Det er rigtigt, at det er et krav, at huset skal have et gyldigt energimærke, før I kan søge Bygningspuljen om støtte. Energimærket koster 5-7.000 kr. afhængigt af husets størrelse, men det kan I også få tilskud til at få lavet.

Det er svært for mig, at vurdere om det bedst kan betale sig at søge Bygningspuljen eller bruge Håndværkerfradraget. Med tilskud fra bygningspuljen kan man få tilskud op til ca. 30%, men som du er inde på, bliver håndværkerfradraget fordoblet, så her er der også mulighed for at spare. Vigtig er dog, at I ikke kan bruge begge.

Jeg vil foreslå du indhenter tilbud på arbejdet, hvor du får specificeret arbejdstimer. Og så må du i gang med lommeregneren, for at finde ud af hvilken der bedst kan betale sig. Du kan finde eksempler på tilskud fra Bygningspuljen hos Energistyrelsen (www.sparenergi.dk) Det er vigtigt, du ikke indgår en aftale med en håndværker, før du har søgt og fået tilsagn om tilskud

Læs mere om bygningspuljen her: Ny pulje til energiforbedringer: Det kan du få tilskud til

God fornøjelse med projektet.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Henrik Bisp, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden