Skillevægge af gips lydisolerer bedst

En skillevæg af gips med flere lag gips og isolering i hulrummet giver den bedste lyddæmpning mellem to rum. Men en porebetonvæg er som regel også god nok.

Skillevæg af gips som lydisolerende  materiale. / Foto: Knauf Danogips. Hvis du skal bygge en ny skillevæg mellem teenageværelset og dit eget soveværelse, er det en god idé at vælge en skillevæg af gips. I følge bygningsingeniør og fagredaktør Susie Frederiksen fra Bolius er gipsvæggen bedst, når det gælder lydisolering.

- Du får en rigtig god lydisolering, hvis du bygger en gipsvæg med to lag gips på hver side og med et mellemrum, hvor der er plads til syv centimeter isoleringsmateriale og lidt ekstra luft, siger Susie Frederiksen.

Sådan en gipsvæg vil dæmpe lyden med 48 decibel (dB), hvilket svarer til larmen fra en vaskemaskine.

Skillevægge af porebeton lydisolerer godt nok

Selvom gipsvægge isolerer bedre end skillevægge af porebeton, er porebetonvægge gode nok til skillevægge i boliger. Det mener tilbudschef Poul Andreasen fra firmaet H+H, som producerer skillevægge af porebeton.

- De fleste nye typehuse bliver bygget med indvendige vægge af porebeton, og det er der jo ingen, der tænker over. Det er ikke nødvendigt med en meget lydtæt væg i et enfamiliehus. Lyden går alligevel gennem døren, så det gør ikke den store forskel, mener han.

Puds øger porebetonens lydisolering

Susie Frederiksens erfaring er, at det godt kan have betydning for lyden i huset, om du vælger gips- eller porebeton til en skillevæg. Hun mener, at det er nødvendigt at pudse en skillevæg af porebeton på begge sider for at opnå en bedre lydisolering. Og af den grund mener hun, at det er lettere at vælge en gipsvæg, som ikke skal pudses.

- Det er ikke helt let at pudse en porebetonvæg. Porebetonen er porøs og suger hurtigt fugten ud af pudsen. Det betyder, at du skal arbejde meget hurtigt og være dygtig til at pudse for at få et pænt resultat, siger Susie Frederiksen.

Vælg en tykkere porebeton væg i stedet

Poul Andreasen vil da heller ikke anbefale, at du pudser skillevægge af porebeton. Han er enig i, at det er alt for besværligt. Han foreslår en anden løsning.

- Hvis du ønsker en ekstra lydisolerende væg, er det en god idé at vælge en lidt tykkere væg af porebeton, f.eks. en der er 12,5 cm eller 15 cm tyk. Lad være med at pudse væggen, men brug i stedet en spartelmasse til at fuldspartle væggen. Det er meget lettere. Det er også vigtigt at sørge for lydtætning mod gulv, loft og tilstødende vægge, råder Poul Andreasen.

Et lag puds lydisolerer bedre end en tykkere væg

Susie Frederiksen pointerer, at puds lydisolerer bedre end en tykkere væg.

- Det skyldes, at pudslaget vejer mere end porebetonen, og vægten har stor betydning for materialets evne til at lydisolere, siger hun.

Hun anbefaler desuden, at du køber en dør med en god lydisolering.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab