Spørg Bolius

Skimmelsvamp i hjørnet af teenagerværelset - hvad gør vi ved det?

Hej Bolius

Jeg har læst jeres artikel og de mange spm. & svar om skimmelsvamp. Og er blevet klogere.

Men jeg har alligevel et par spørgsmål.

Vi har skimmelsvamp i et hjørne af sønnens værelse, bag sengen. Det er en boksmadras på ben, så der burde komme masser af luftcirkulation der under.

Men selvom jeg fjerner det med Rodalon, kommer det igen ret hurtigt. I år med kortere tidsinterval end de andre år. Det er på en vestvendt ydervæg i et Johan Chr.-hus.

Væggen er MEGET kold, trods der er sprøjtet isoleringsmateriale ind. Vi vil derfor gerne isolere væggen ordentligt, men hvordan? Tømreren siger, at murstenene skal ud udefra, så vi kan fjerne gamle murbrokker inde i væggen? Vi overvejer at rive ned inden fra og ud til ydermuren og bygge op på ny. Hvad kan I anbefale af løsning? Kan vi være sikre på, at det er nok at ordne den ene væg, eller skal vi også omkring hjørnet? Og hvor langt i så fald? Hele huset blev som nævnt isoleret med granulat hedder det vist. Gennem nogle små boret huller i muren.

Jeg håber, I kan hjælpe os, da jeg er ked af, at sønnen ligger og sover med hovedet lige ved den angrebet væg.

Jeg medsender lidt fotos. Det er et område på ca. 50x15 cm.

Hej med jer

Ja, det er desværre en gammel kending i disse 60’er-70’er huse. 

Hushjørnerne er husets akilleshæle, når det kommer til kuldebroer og kondensdannelse.

Hvis vi starter indvendigt:

Skimmelsvampene kan ofte komme igen hurtigt, fordi I ikke er kommet til bunds i afrensning. 

1) Skimmelsvampesporerne kan ligge og gemme sig bagved tapetet, bag fodlisterne mv. Og dermed kommer det hurtigt igen. 

Derfor kan det være nødvendigt at få fjernet og udskiftet fodlisterne, og ikke mindst at komme ind bagved tapetet/vævet og få renset derinde bagved.

2) Noget andet er selve nedrensningen. Du skal tænke på det som et beskidt gulv. 

Du skal starte med at støvsuge eller på anden måde fysisk fjerne skimmelvæksten, FØR du vasker ned. 

Gulvene fyldt med støv og skidt bliver ikke rent fordi du vasker det. Så tværer du reelt blot skidtet rundt. Derfor skal skidtet fjernes først.

Her skal man IKKE bruge sin almindelige støvsuger, medmindre den har HEPA-filter. Og selv derefter bør man skifte filtret. Alternativt må du hyre nogle profesionelle sanitører til at damprense det væk eller lignende.

Med hensyn til isoleringen, så er det korrekt, at I skal have gjort noget ved denne manglende isolering. Der er muligvis isoleret med hulmursisolering og granulat. Men de gamle ydervægge er ofte fyldt med mørtelnedfald (fra mørtlen bag på murstenene) og dertil byggeaffald, gamle ølflasker og deslige. Så det ER en god idé at åbne hjørnet udefra for at rense hulmuren udefra. 

Indervæggene skal I helst ikke åbne, da det typisk er de bærende indervægge, så hvis I bare åbner et stort hul her, så er der risiko for sætningsskader mv.

Inden I kaster jer ud i alt muligt, kunne det være en fordel at få en uvildig rådgiver ud, som både kan måle efter fugt OG lave en termografering. Der kan være tale om andre forhold end kuldebroer.

Sidst, men ikke mindst, skal I have bedre styr på indeklimaet. Det kunne være for hele huset, eller blot inde i drengeværelset. Det handler om bedre udluftning, eller ventilation ved at etablere friskluftventiler eller et konkret ventilationsanlæg med varmegenvinding (til hele huset).

For er der “ingen” fugt i huset, vil det ikke være kondensdannelse i hjørnerne.

Jeg håber, I kan bruge svaret.

Læs mere: Sådan fjerner du skimmelsvamp i din bolig

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden