Spørg Bolius

Skimmelsvamp på vinduerne - kan det skyldes den maling der er anvendt?

Hej Bolius

Min kone og jeg er lige flyttet ind i en ny lejebolig, og vi er lidt skeptiske overfor den måde, trævinduerne er malet på. Det er tydeligt, at de er malet med nøjagtig samme tapetmaling som væggene.

Der er helt sort under malingen, og vi undrer os, om det er en fejl med den type maling på træværket af vinduerne. Der dannes også en del skimmel på trærammen på vinduerne, selvom vi lufter ud.

Vinduerne er også meget utætte og gamle. Kan utætheden og typen af maling have en indflydelse på skimmelsvampdannelsen?

Mvh Tobias

Hej Tobias

Indendørs maling findes overordnet i 2 grupper; maling til vægge og lofter, altså overflader, som enten er med tapet, væv, puds spartel, gips, og så er der maling til træværk.

Der er flere forskelle på de to malinger, og man bør bruge træmaling til træ (og metal) og vægmaling til de store flader. Vægmaling er meget mere mat end træmaling, men en af de væsentligste forskelle er, at træmaling er meget mere blank. Og traditionelt er træmaling terpentinbaseret, mens moderne malinger er vandbaserede.

Hvis der er anvendt vægmaling på vinduet, burde de slet ikke have nogen konsekvens for utætheder mv. Det kan give råd og svamp på træet nedenunder, men det er sjældent skadeligt for mennesker. Hvis træet i vinduet føles blødt - så blødt, at man uden besvær kan stikke fx en gaffel ned i det - er træet rådnet og skal udskiftes.

Der dannes ofte skimmel på vinduer, der er gamle. Det er fordi, de nemmere dugger til. I skal sørge for udluftning med gennemtræk, 3 gange dagligt. Man skal ikke lade vinduerne stå på klem. Det giver slet ikke den udluftning, som der er behov for.

Og I bør så fjerne skimlen med rodalon, protox/hysan eller klorin.

Jeg antager, det kun er i kanten af vinduerne, der er skimmel. Er det på større områder, i lysningen, på væggene op til vinduet , skal I tage kontakt til udlejer.

Men malingen i sig selv kan ikke give skimmelsvamp. Det er fugt, kondens, dug, der er årsagen.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine R. Sode, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden