Tilbagetrukket fra vejen, øverst på en skrånende grund og omgivet af nabohuse til alle sider - uden pralende panoramaudsigt til Kattegat, men med noget helt andet. Her ligger huset.

Fanger solstrålerne hele dagen

Fra oven har huset form som en vifte med fem fingre. De mange skrå flader har givet plads til 8 tagvinduer, fordelt i næsten alle rum, og ikke ét af dem er placeret tilfældigt. De fanger alle solen på - men på forskellige tidspunkter af dagen.

Gennem de mange både store og små vinduer er der en mangfoldighed af udsigter: En lysegrøn trækrone dukker op her, en brændestabel dér, et andet sted opdager man endnu en terrassekrog, og fra et tredje får man et vue over hus og grund fra en skrå vinkel - overalt er der små oplevelser og overraskelser.

For sig selv og sammen i samme rum

Her er et hus, hvor børn kan lege skjul og kravle op og ned. Et hus, hvor familiemedlemmer i alle aldre kan være sammen - og hver for sig - i det store opholdsrum. Fordi der er flere rum i rummet.

Her er vi langt fra et standard, rektangulært sommerhus. Husets ejer, Carsten Christiansen, er uddannet bygningskonstruktør og egentlig kunne han vel med lidt god vilje selv have tegnet et brugbart hus.

- Men jeg er praktiker og vant til at tænke i kasser, så jeg kender mine begrænsninger. Og her gik vi efter noget andet, fortæller han.

Fransk inspiration fra Miami til Nordsjælland

'Noget andet' blev den fransk-danske arkitekt Charles Bessard, der er medlem af Danske Boligarkitekter. Carsten og hans kone Rikke havde i et magasin læst om et hus i Miami, der havde nogle elementer, som de godt ville overføre til deres kommende hus på den nyindkøbte sommerhusgrund i Nordsjælland.

Bessard havde ikke noget direkte at gøre med huset, men under artiklen stod der, at hvis man gik efter noget lignende, kunne man kontakte Powerhouse Company, navnet på Bessards tegnestue.

Så det gjorde parret. I juli 2008 mødtes arkitekt og bygherrer første gang, og kemien mellem praktikeren Carsten og æstetikeren Charles skulle vise sig at være god, selv om der undervejs i processen da har været visse uenigheder.

- Egentlig er der mange upraktiske ting ved huset, fx er der en masse overflader, som skal vedligeholdes. Men vi er simpelt hen blevet så glade for det, og jeg er specielt glad for, at Charles holdt mig fast på nogle løsninger, som jeg ville fravælge på grund af økonomien, og fordi de i mine øjne ikke var så betydningsfulde, fortæller Carsten Christiansen.

Ville spare skræddersyede snedker-detaljer væk

Et eksempel er vindueslysningerne. De er ligesom gulvet i egetræ og blev skræddersyet til huset af en snedker, uden synlige skruer og med planforsænkede, sorte gardinskinner. En dyr løsning, som krævede en ekstraordinær indsats af alle parter i byggeprocessen, før den kom i hus.

- Da jeg i telefonen fortalte Charles, at jeg ville spare dem væk, blev der helt stille i den anden ende, fortæller Carsten.

Et par dage senere vendte arkitekten dog stærkt tilbage med så overbevisende argumenter, at han fik talt bygherren fra den besparelse. Og i dag kan de fleste se, at løsningen er en vigtig detalje. Træet fungerer som en billedramme, hvor naturen udenfor er billedets motiv.

Lykkeligt gensyn

- Jeg er meget glad for, at Carsten og Rikke fulgte min idé, for træet er smukt og bryder de hvide vægge og vi undgår, at det hele bliver for parcelhusagtigt. Netop de mange kig til naturen rundt omkring i huset var vigtigt at få frem her, hvor grunden i sig selv ikke har nogen spektakulær udsigt, fortæller Charles Bessard, da han besøger huset et år efter, at det blev taget i brug.

- Jeg vil nødig lyde selvglad, men jeg er meget tilfreds med det her hus. Det føles rart at være i, faktisk kunne jeg godt tænke mig at bygge noget i samme stil til min egen familie, siger Charles Bessard, der selv bor på Nørrebro i København og i øvrigt også ejer et sommerhus.

- Men ikke et som det her, smiler han.

Sommerhuslivet skal være nemt og bekvemt - og grønt

- Sommerhuse handler meget om livsstil. Et vellykket sommerhus skal være bekvemt, praktisk og funktionelt, og der skal være en tæt kontakt til naturen udenom. Og så er energidelen vigtig i dag, det er spild af ressourcer, hvis der skal bruges energi til opvarmning, når huset står tomt, lyder det fra arkitekten. 

Det sidste er ikke noget problem for Rikke og Carstens hus, for selv om huset har status som sommerhus, er her lige så rart at være, når det er koldest om vinteren. Isoleringen lever op til standarden for nybyggede helårshuse, og med solcelleanlæg og solfangere diskret placeret samt nedlagt jordvarme på grunden er huset næsten selvforsynende med energi.

- Huset er fremtidssikret, billigt i drift og kan bruges hele året, og det har været meget vigtigt for os. Vi har jo trods alt valgt at bygge et relativt dyrt arkitekttegnet sommerhus. Men vi regner også med, at det skal være familiehus til mange kommende generationer, siger Carsten Christiansen.

Village House

  • Beliggenhed: Sommerhusområde i Nordsjælland. Huset stod færdig i sommeren 2012.
  • Beboere: Familien Christiansen ved Carsten, Rikke, August på 6 år og Villum på 10 måneder.
  • Størrelse: Grund: 1.300 m2, hus: 120 m2. Hertil anneks med sauna, vaskerum og redskabsskur.
  • Rumfordeling: Et stort opholds- og spiserum i sammenhæng med køkken, 3 værelser, 2 hemse med i alt 7 sovepladser, 1 badeværelse med kar, kælder med vinkælder og varmeanlæg, flere træterrasser omkring huset mm.
  • Pris: mellem 12 og 17.000 pr. kvm - eksklusiv grund.
  • Folkene bag huset: Tegnestuen Powerhouse Company har stået for skitse- og myndighedsprojekt, projektering og byggeaftale samt tilsyn med byggeriet. Pris for arkitektbistand: 150.000 kr. Entreprenør og bygherren selv stod for den daglige styring af byggeriet i fast dialog med arkitekt. Carsten Christiansen har desuden selv lavet en del arbejde på huset for at holde omkostningerne nede.

Husets materialer

  • Materialer/huset
    Beklædning: Sortmalede profilbrædder
    Tag: Sort tagpap
    Vinduer og døre: Velux og Velfac
    Køkken: Pisa Hvid fra Nettoline A/S – bordplade i eg
    Vindueslysninger og gulv: Slotsplank i eg fra WOODlife
  • Materialer/badeværelset
    Møbel og vask: Dansani
    Toilet og badekar: Duravit
    Mosaikfliser: Evers
    Armatur: Vola og Hans Grohe
  • Combi-varmeanlægget med jordvarme, solceller og solfangere er fra Nordic Energy Group. Anlægget er fjernstyret, så familien kan tænde for varmepumpen hjemme fra lejligheden i København og ankomme til et opvarmet sommerhus nogle timer efter. Der er desuden brændeovn i stuen. Solfangere på taget sørger for opvarmning af vand.

Danske BoligArkitekter

En arkitekt kan se muligheder i dit hus, du måske ikke selv ser. Danske BoligArkitekter.dk er en sammenslutning af arkitekter, der har specialiseret sig i om- og tilbygninger – find inspiration blandt hundredevis af om- og tilbygninger, og find netop den arkitekt, der passer til dit byggeprojekt.