Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Boligen kort
Hvem bor her?
Rasmus Bak, arkitekt og indehaver af tegnestuen Baks Arkitekter, Lene Kjærsig Bak, designer og indretningsarkitekt, samt døtrene Andrea (8) og Vega (4).
Hvilken slags hus?
Nybygget sommerhus ved Skæring Strand nord for Aarhus.
Hvor mange m2?
170 m2 beboelse på 1.200 m2 stor grund.
Det tager kun en halv times tid at køre fra Aarhus til Skæring Strand, så det var ikke drømmen om at komme langt hjemmefra, da familien Bak købte en naturgrund, hvorpå deres hjemmetegnede sommerhus skulle ligge. I stedet opfyldte grunden ønsket om på kort tid at kunne køre fra arbejde ud til det naturskønne område og i sommerhalvåret pendle til og fra Aarhus og jobbet.
Grunden har ydermere det plus, at den ligger tæt på stranden og har mange gamle, store træer, som i høj grad kom til at bestemme husets form.
Videncentret Bolius talte med familien i 2016.
Ligner ikke andre sommerhuse
Enkelt forklaret består huset af en hovedbygning med en mindre bygning på tværs. Den store del rummer køkken, spiseafdeling, stue og hobbyrum, mens den mindre indeholder to børneværelser, et soveværelse og et badeværelse. Rent arkitektonisk er huset meget minimalistisk i sin stil og minder derfor ikke om de fleste andre sommerhuse. Det er helt bevidst.
– Når du som arkitekt bygger til dig selv, er det en eminent chance for at kunne prøve ting af – en slags legeplads. I det her konkrete projekt var et af mine store mål at kunne forene en minimalistisk stil med hygge. Ikke bare ved at putte hyggeligt inventar ind, men ved at kombinere materialer inde og ude i selve bygningen, så kolde, hårde overflader kontrasteres med mere bløde og varme af slagsen, fortæller Rasmus Bak.
Fritidshus med japansk inspiration
Han fortæller, at han har været meget inspireret af japansk æstetik i sine rene arkitektoniske snit og ved at kombinere ærlige, rå materialer som beton, der er blødt op med egetræ og marmor.
Et andet mål var at bygge noget, der så enkelt ud, men som alligevel indeholder en kompleksitet i form af raffinerede detaljer og overraskende materialer. En detalje er fx, at der ud for soveværelset og badeværelset er anlagt en privat terrasse, der visuelt adskiller sig fra den store terrasse på husets haveside. På den måde får de forskellige uderum hver sin stemning og oplevelse.
Naturen er trukket indenfor
En del sommerhusejere nyder, at deres hus er et er et helle, hvor der ikke er så ryddeligt som derhjemme, og hvor møblerne er mere uprætentiøse og lægger op til en tilbagelænet livsførelse. For Rasmus og familien er det lige omvendt.
– Netop i kraft af at her er så enkelt og alting har sin plads bag lukkede flader, så tager det ingen tid at rydde op og gøre rent. Det giver os mere tid til afslapning, forklarer han.
Bålplads og pizzaovn
En del af afslapningen består i udendørsaktiviteter, som den store gårdterrasse indbyder til. Her er der bålplads og en pizzaovn til at kunne lave snobrød og popcorn og komme af med afskårne grene og kviste.
Indefra bliver der også fulgt godt med i årstidernes skiften og dyrelivet. Det kan lade sig gøre takket være store vinduespartier, hvor glasset går til bund, så inde og ude flyder sammen.
Udendørs badekar bruges hele året
Selv på badeværelset er der vinduer fra gulv til loft, og føles naturen ikke tæt nok på, er der skam udebadekar med indlagt varmt vand, hvilket får familien til at bruge det hele året.
– I dit sommerhus skal der være nogle elementer, som ikke er i dit helårshus, for ellers opnår du ikke fornemmelsen af at være hjemmefra. Her er udebadet, de mange aktivitetsmuligheder lige uden for døren og enkelheden i arkitektur og indretning forskellig fra vores hjem i Aarhus. Elementer, der altid gør det eksotisk at være her, siger Rasmus Bak.
Sådan var byggeprocessen
Tid: Byggeriet tog sammenlagt otte måneder.
Proces: Arkitekt Rasmus Bak har selv tegnet huset og stod også selv for byggestyring under opførelsen. Rasmus har en håndværksmæssig baggrund, så ud over at tegne sommerhuset var han med på byggepladsen som håndværker og byggeleder. For ham var det en lige så stor fornøjelse som at tegne huset, og det har givet en masse erfaringer, som han betegner som værende guld værd den dag i dag.
Materialevalg indvendigt: Gulvene er udført i beton, der har fået en matklar epoxybehandling, andre gulve er lagt med egetræsplanker, nogle vægge står rå med pudsede betonflader, mens andre er pudset op og malet hvide. Vinduesrammer er i egetræ, der matches af et snedkerlavet egetræskøkken kombineret med marmor.
Materialevalg udvendigt: Huset er beklædt med superwood-lister afsluttet med en stern af bruneret zink, vinduer fra Idealcombi med sorte rammer inde og ude.
Pris: Opførelsen af et tilsvarende hus vil koste ca. 2,25 mio. kr.
Ejernes bedste byggeråd
- Tænk over, hvilket liv du gerne vil leve i sommerhuset/fritidshuset. Er det mest et udeliv eller et hyggeligt refugium fra hverdagens stress og jag? Overvej, hvordan husets arkitektur kan understøtte dine ønsker.
- Sommer- eller fritidshuset behøver ikke at indeholde de samme funktioner, som helårshuset, hvor hverdagens praktik stiller krav til funktionalitet og vedligehold. Sommerhuset kan være en kontrast til det.
- Måske kan I sove på en anden måde, fx i en alkove. Måske kan I gå direkte ind i opholdsrummet og undvære entréen. Måske kan I tage bad udenfor. Måske kan I bruge nogle anderledes materialer. Måske samles I her foran pejsen og grillen i stedet for tv'et og iPad’en.
- Tænk på naturen. De bedste sommerhuse er i en symbiose med naturen, så dyrk den. Er det et klitlandskab? Ligger huset i skoven? Behøver man den friserede græsplæne? Ligger huset i et naturskønt område, så invitér naturen indenfor, fx med store vinduer og overdækkede terrasser. Indrammede kig i form af et velplaceret vindue – kan være helt malerisk.