Det var faktisk en dansker – Valdemar Poulsen – der i 1898 lavede det første bud på en spolebåndoptager – Wire-recorderen - som kunne optage og gengive lyd. 

Det fortæller Bjarne Dahlin Nielsen på Ringsted Radiomuseum, hvor en demo-model af Valdemar Poulsens opfindelse er udstillet. 

- Valdemar Poulsen byggede videre på H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen. Han var lidt af en Ole Opfinder, så han gik og rodede med alle mulige ting. Og det var nærmest ved et tilfælde, at han opdagede, at jernspånerne fra en filebænk dannede mønstre, når de faldt ned på en jernplade, fordi de blev magnetisk påvirkede.

Han ville gerne udforske denne magnetiske påvirkning og fandt så ud af, at når man spændte en stålwire op mellem to punkter, så kunne man indtale en besked via en mikrofon, der var forbundet med et tonehoved, der magnetiserede stålwiren, som dermed kunne lagre lyden, forklarer Bjarne Dahlin Nielsen.

Telegrafonen vandt guld på verdensudstilling i konkurrence med Edison

Iveren lyser ud af ham, når han fortæller om denne fantastiske opdagelse, fordi det lagde grunden til hans helt store passion for radio og tv. Han har været formand for Radiohistorisk Forening Ringsted i 60 år, er uddannet radio- og tv-tekniker, har undervist i faget i 40 år, besøgt radio- og tv-museer i mange lande og skrevet bogen ”Bella” og alle de andre, Radio- og TV-fabrikker i Danmark: 1925-1975.

Valdemar Poulsen tog patent på opfindelsen i 1898 – Telegrafonen blev den kaldt. Og på verdensudstillingen i Paris i 1900 vandt han guld for sin opfindelse, selv om han stod ved siden af Edison, der også havde et bud på en lydoptager – fonografen.

Wire-optager var kun for professionelle

Flere producenter videreudviklede på wire-optageren, men den var dyr og besværlig at producere, og det var svært at spole tilbage og finde præcist den optagelse, man ville aflytte.

– Så det var stort set kun BBC og eksempelvis den amerikanske hær, der brugte wire-recorderen i 1920’erne og 1930’erne. Den kom ikke ud til almindelige mennesker.

Spolebåndoptager blev udviklet i Tyskland og brugt af Hitler

– I Tyskland var man på samme tid i fuld gang med at udvikle en spolebåndoptager, hvor man udskiftede ståltråden med magnetbånd. Når man lagde et tyndt lag magnetisk jernoxyd på et materiale – først prøvede man på papir, og senere brugte man forskellige typer af plastic – kunne man også optage lyd, og i en bedre kvalitet, end man havde kunnet før, fortæller Bjarne Dahlin Nielsen og fortsætter:

– Det hele foregik i dybeste hemmelighed, fordi man ikke ville afsløre, hvordan man lavede den helt rette magnetiske blanding. Men det var via sådanne magnetspolebåndoptagere, at Hitler i 1938 udkom med alle sine forfærdelige taler. Der blev derfor også opstillet disse magnetspolebåndoptagere i alle større byer, som tyskerne indtog under krigen. For her kunne de kobles til en radiosender. Bl.a. kom der til at stå nogle eksemplarer i Radiohuset i København.

Spolebåndoptager fra Scotch, Irisk, Tandberg og Revox

I 1946 og 1947 – altså kort tid efter afslutningen på 2. verdenskrig – kom der bud på magnetspolebåndoptagere fra mange af de lande, der havde været med til at vinde over Tyskland. 

– Det var meget påfaldende at se, at Tyskland var de eneste, der producerede magnetspolebåndoptagere før og under krigen, og at det så var lande som England og USA med virksomheder som Scotch, Irish og 3M, der efter krigen pludselig havde fundet opskriften på magnetspolebåndoptagere. Det var jo krigsbytte, kan man sige, forklarer Bjarne Dahlin Nielsen.

Også den norske elektronikfabrik Tandberg og Revox fra Schweiz blev kendt for spolebåndoptagere.

B&O lavede første wire-recorder og senere magnetspolebåndoptager

I Danmark producerede blandt andet B&O wire-rercordere fra cirka 1947 til 1952, men herefter overgik de fleste til at producere magnetspolebåndoptagere, fordi de havde mange fordele, og lyden var god. 

Spolebåndoptagerne blev især brugt til at optage musik fra radioen med, som man så kunne afspille, når man havde lyst. Nogle brugte den dog også til at lave egne optagelser af lyd eller musik.

Vidste du, at…

  • Der har været 50 radio- og tv-fabrikker i Danmark, da produktionen var på sit højeste i 1950erne og 1960erne.
  • Det var en dansker, der opfandt den første udgave af en spolebåndoptager – Valdemar Poulsen, der i 1898 tog patent på Telegrafonen, en Wire-recorder.
  • Det var en dansker, der opfandt højtaleren. Nemlig ingeniøren Peter L. Jensen, der sammen med amerikaneren Edwin Pridham opfandt den første praktisk anvendelige højtaler – Magnaxox – i 1915.
  • Den teknologi, man brugte i wire-båndoptagerne, faktisk er den samme, der anvendes i harddisken på nutidens computere. Magnetisk lagring har været nøglen til megen ny teknologi.

Spolebåndoptager faldt i pris – og blev mere populær

Det bekræfter også Stefanie Høy Brink, museumsinspektør ved Københavns Museum

– Det var en revolution, at man kunne optage og gengive lyd. Men den blev i begyndelsen mest brugt i arbejdsøjemed. Også fordi den var ganske dyr. Så det var ikke den almindelige arbejder, der kunne købe den. Men op gennem 1950’erne og 1960’erne blev vi rigere, og der blev råd til underholdning, som en spolebåndoptager kunne være. Og i takt med, at musik og ungdomskulturen bredte sig, kom den nok til at stå på flere teenageværelser, fortæller hun.

Kassettebåndoptager overtog fra spolebåndoptager

I 1960’erne kom kassettebåndoptageren dog til, og den var nemmere at have med at gøre og var billigere at producere og dermed også købe.

– Der er dog den dag i dag nogle, der stadig sværger til de gamle magnetspolebåndoptagere og mener, der er en meget autentisk lyd, forklarer Bjarne Dahlin Nielsen.