Med mindre din opvaskemaskine kommer til at lugte grimt, fordi du sjældent vasker op i den, er der ingen grund til at skylle tallerkener og andet service af, inden du sætter det i opvaskemaskinen.

Opvaskemaskinen kan sagtens vaske det rent alligevel.

Skrab tallerkener, før du sætter dem i opvaskemaskinen

Du bør dog skrabe madrester af med bestikket eller opvaskebørsten, inden du sætter tallerkenerne i opvaskemaskinen.

Minimér fedt og madrester, før de vaskes

Men det er ikke bedre for opvaskemaskinen, at der er madrester eller fedtstoffer i. Du kan derfor med fordel fjerne genstridigt fedt eller rester. Brug gerne vand du har som rest, fx hvis du har vand stående i opvaskebaljen til ting, der ikke skal i opvaskemaskinen, eller til at tørre borde og komfur af.

Fugt opvaskebørsten i vandet og skrab madrester af tallerkenerne eller skyl tallerkenerne helt af. På den måde behøver du ikke bruge så meget opvaskemiddel, opvaskemaskinen kan bedre rense tallerkenerne, og der kommer ikke så meget skidt i opvaskemaskinen. 

Hvis der serveres brød til maden, kan du bruge brødet til at skrabe de sidste rester af tallerknen.

Sådan undgår du, at opvaskemaskinen lugter

Opvaskemaskinen kan godt tåle, at du ikke skyller tallerkenerne. Der er et grov-filter og et finfilter, som samler skidtet, Hvis du er grundig til at skrabe tallerkener for madrester, kan du nøjes med at tømme filtrene hver tredje måned.

Men fylder du maskinen med tallerkener med madrester, er du nødt til ofte at rense filtrene – måske en gang om måneden - ellers kommer opvaskemaskinen til at lugte. Og hvis du bruger opvaskemaskinen, mens filtrene er helt stoppede til, kan det gå ud over opvaskemaskinen, og skidtet vil genudfældes på tallerkenerne.

Hvis opvasken står i flere dage i opvaskemaskinen, er det en god idé at skylle servicet af, hvis du vil undgå en grim lugt. Tør også kanterne på lågen grundigt af med en mikrofiber-klud, både på selve lågen og gummikanten af kabinettet. Specielt sidder der meget smuds på gummikanten nederst på lågen. 

Brug en lommelygte eller lys på mobiltelefonen til at tjekke, om der er snavs, skimmelsvampe eller kalk i maskinen. 

Se i videoen herunder, hvordan du holder opvaskemaskinen ren.