Med et tegneprogram kan du uden brug af blyant, viskelæder og kvadreret papir lave plantegninger af din bolig, tegne indretningsskitser eller få en ide om, hvordan din planlagte tilbygning kommer til at se ud. 

Videncentret Bolius foretog i 2013 denne test, som giver dig et indblik i tegneprogrammernes muligheder. 

Arkitekter, ingeniører og bygningskonstruktører anvender professionelle programmer, når de skal sælge projekter og planlægge deres arbejde, men der findes også gratis og mere simple versioner, der kan bruges af boligejere.

Hvad kan du bruge tegneprogrammer til?

Du kan bl.a. bruge tegneprogrammer, hvis du vil:

  • Planlægge en om- eller tilbygning.
  • Ændre indretning eller møblering i huset.
  • Sælge din bolig og mangler en plantegning til salgsannoncen.
  • Se, hvordan nye materialer på fx tag, facade eller gulve vil se ud.
  • Lave terrasse eller planlægge havens indretning.

Hvis du skal sende en tegning af dit hus som dokumentation til myndighederne eller for at søge tilladelse til et byggeprojekt, kan du sandsynligvis ikke bruge en skitse fra et tegneprogram, da den type tegninger kræver korrekte mål, præcision og en høj grad af detaljering. Bruger du en plantegning i salgsøjemed, skal du desuden huske at notere, at tegningen ikke er målfast.

Stor forskel på, hvad tegneprogrammerne kan

Der findes mange forskellige typer af gratis tegneprogrammer, og det varierer, hvor meget de kan.

I de helt basale programmer tegner du med mus og tastatur, som du ville gøre på et papir, mens du i andre tegneprogrammer kan "bygge" eller "modellere" dit hus i 3D og se arbejdet fra flere vinkler.

Videncentret Bolius har afprøvet Floorplanner og SketchUp Make - 2 populære tegneprogrammer blandt boligejere. Læs en beskrivelse af programmerne herunder, og se, hvordan den uprøvede journalist og fageksperten, der har stor erfaring med tegneprogrammer, vurderer dem.

SketchUp: tegn drømmehuset i detaljer og dimensioner

SketchUp Make er et gratis tegneprogram, som giver dig mulighed for at lave 3D tegninger af hus, have, indretning og meget andet.

Funktioner

Du kan lave både helt simple plantegninger eller mere avancerede modeller af hele huset fra sokkel til tag med de rette mål og materialer.

SketchUp

Navn:SketchUp Make

Sprog: Engelsk

Udbyder: Trimble

Download:Sketchup.com 

Systemkrav:
Windows XP: Minimum Internet Explorer 7.0.
Windows Vista og Windows 7: Minimum Internet Explorer 8.0.
Mac: Minimum QuickTime 5.0 og Safari som browser

Pris: Gratis

Udvidelsesmuligheder:SketchUp Pro (ikke gratis)

Du kan skabe dybde, rejse vægge, tegne udearealer og indrette haven med både gangstier og buske. De tredimensionelle effekter giver et livagtigt resultat.

Brugervenlighed

SketchUp præsenteres som simpelt og let at bruge, men er du ikke vant til at bruge tegneprogrammer, kræver det tid at få overblik over programmets mange funktioner og muligheder – og ikke mindst øvelse at få de nyttige genvejstaster til at sidde i fingrene.

Sværhedsgrad

De avancerede værktøjer minder om dem, arkitekter bruger til deres professionelle skitser. Så indstil dig på, at det er svært. Til hobbybrug kan de fleste nøjes med færre funktioner end den pallette, SketchUp tilbyder.

Fordele ved SketchUp Make

  • Rummer mange muligheder.
  • Har gode 3D effekter.
  • Er et godt og gratis alternativ til professionelle tegneprogrammer.

Ulemper ved SketchUp Make

  • Tidskrævende og svært for nybegyndere.
  • Begrænsede guides og forklaringer i selve programmet.
  • Kan ikke bruges til at lave 2D tegninger.

Nybegynderens vurdering: 2 ud af 5 stjerner

Jeg gik i gang uden at kigge i hverken manual eller vejledningsvideoer. Dårlig ide! For en nybegynder er funktioner og opbygning hverken intuitive eller simple.

Frustrationer og startvanskeligheder holder min vurdering i bund. Det bliver dog til 2 stjerner. En for de mange gode og nyttige videoguides, der ligger på programmets hjemmeside.

Og en ekstra, fordi SketchUp med sine avancerede værktøjer og 3D effekter helt sikkert kan være nyttig for boligejere - men sæt god tid af, tålmodigheden kommer på prøve.

Ekspertens vurdering: 4 ud af 5 stjerner

Jeg er ret begejstret for SketchUp, men jeg er også vant til at tegne i AutoCad, som er et professionelt tegneprogram.

SketchUp har mange spændende værktøjer. Jeg kan specielt godt lide programmets visuelle funktioner. Det er nemt at rejse vægge og få et tredimensionelt billede, og du kan teste, hvordan forskellige typer facadebeklædning eller tagsten vil se ud på dit hus.

Selv for en øvet tegner kan funktionerne dog til tider være svære at finde. Det trækker min vurdering ned til 4 stjerner.

Få styr på indretningen med Floorplanner - let og enkelt

Floorplanner er et online tegneprogram, som du kan bruge til at tegne og indrette dit hjem med. Du skal være online for at tegne i programmet og kan gratis oprette det første projekt med i alt 3 plantegninger. Flere projekter kan købes til.

Funktioner

I Floorplanner arbejder du i 2D, men du kan løbende få vist din tegning i 3D. Når du har tegnet rummene i de rette mål, kan du sætte døre og vinduer i huset og begynde at lege med indretningen. Vælg møbler, flyt rundt på dem, mal væggene og læg trægulv med et enkelt klik. Der er et stort udvalg af møbler og materialer at vælge imellem.

Floorplanner

Navn: Floorplanner

Pris: Gratis (1 projekt)

Udvidelsesmuligheder:Ekstra projekt, (Ikke gratis)

Systemkrav: Google Chrome anbefales som browser af udbyderen, men Firefox, Internet Explorer og Safari kan også anvendes

Udbyder: Floorplanner.com BV

Hjemmeside:www.floorplanner.com

Brugervenlighed

Værktøjskassen i Floorplanner er let at overskue. Og til venstre for tegneskitsen kan du få forklaret, hvordan du bruger de forskellige funktioner, samt uploade et billede af det, du vil tegne. Der er dermed god hjælp at hente, mens du arbejder.

Sværhedsgrad

Floorplanner kan langt fra lige så mange ting som fx SketchUp og andre mere avancerede tegneprogrammer. Til gengæld er det let at gå til - selv for uøvede tegnere. Og skal du bruge en plantegning af dit hus eller teste en ny indretning i stuen, opfylder Floorplanner til fulde dine behov.

Fordele ved Floorplanner

  • Hurtigt at lære.
  • Gode forklaringer til programmets funktioner, mens du anvender dem.
  • Stort arkiv af forskellige møbler, døre, vinduer og materialetyper.

Ulemper ved Floorplanner

  • Kan ikke anvendes til avancerede skitser og tegninger.
  • Det kræver uhensigtsmæssigt mange klik på de værktøjer, man skal bruge, for at lave en tegning.

Nybegynderens vurdering: 4 ud af 5 stjerner

Man bliver ret hurtigt grebet af at tegne i Floorplanner.

Udvalget af funktioner er simpelt, og det er godt som nybegynder. At det er muligt at få de enkelte værktøjer forklaret, mens man arbejder på sin skitse, er en af de helt store fordele ved programmet. Det sparer tid og medvirker til, at det på kort tid er muligt at trylle en plantegning frem.

Der er dog plads til forbedringer. Fx skal du trykke for at vælge et værktøj, hver gang du vil tegne noget nyt - også selvom du lige har anvendt den funktion. Det er trættende i længden og hiver programmet ned på 4 ud af 5 stjerner.

Ekspertens vurdering: 3 ud af 5 stjerner

Visuelt er Floorplanner i den bedre ende af skalaen. Man kan hurtigt se, om det projekt, man er i gang med, ser ud, som det skal. Og programmets 3D funktion er meget nem at gå til.

Detaljeringsgraden af tegningen er dog mangelfuld, og jeg savner en bredere palet af muligheder. Fx er det ikke let at lave detaljer omkring vinduer eller indsætte en kvist i taget.

Man skal desuden klikke mange gange på en del af funktionerne, inden man har fået lavet det, man ønsker. Alt i alt et program, som er nemt at gå til, men med en del mangler.