Røgalarmer er noget af det vigtigste i din bolig, for de kan redde dit og din families liv. 70-80 danskere dør om året i dødsbrande, og det kan gode røgalarmer være med til at forhindre, uden at det koster særlig meget. Hvis du har en fungerende røgalarm og kan reagere hensigtsmæssigt, når den går i gang, er risikoen for at miste livet ved brand i følge Beredskabstyrelsen minimal.

Fra 2004 er det et krav, at alle nybyggede boliger skal have røgalarmer installeret.

4 røgalarmer dumper i test

Hvis røgalarmerne skal redde liv, kræver det, at de virker. Og det gør de langt fra altid, viser Forbrugerrådet Tænks test af røgalarmer. I 2018 og 2019 blev 24 røgalarmer testet, og her dumpede fire af dem med et brag, da ingen af røgalarmerne begyndte at hyle i de fire brandtest i testen - selv ikke da røgen var tæt.

Alle fire alarmer er købt på online markedspladser i udlandet som de eneste i testen. Forbrugerrådet Tænk anbefaler derfor, at du ikke køber røgalarmer direkte fra forhandlere udenfor EU, ”som det typisk er tilfældet, hvis du handler på online markedspladser som Wish, eBay, Aliexpress osv.”

Disse røgalarmer er bedst i test

Efter testen af de 24 røgalarmer anbefaler Forbrugerrådet Tænk flere røgalarmer.  E-line Røgalarm er med en samlet bedømmelse på 70 procent bedst i test, mens no-flame Fotoelektrisk røgalarm får en karakter på 68 procent. Begge alarmer har en pauseknap, så du hurtigt kan afbryder alarmen, uden at batteriet behøver at blive taget ud. Det kan bl.a. være en fordel, hvis røgalarmen går i gang med at hyle ved fx madlavning, eller hvis der er en decideret falsk alarm.

Tre røgalarmer har fået en samlet bedømmelse på 65 procent, vi nævner her den eneste, vi har kunnet finde til salg på nettet, nemlig Ensonordic Røgalarm XS CUBE.

E-line Røgalarm
•    Samlet bedømmelse: 70 % (god)
•    Registrering af røg fra brand: God 
•    Høj følsomhed med risiko for falsk alarm: God
•    Alarmens lydniveau: Meget god
•    Artikelnummer: 8080123
•    Pris inkl. fragt fundet på pricerunner.dk 1. november 2019: 105 kr.

no-flame Fotoelektrisk røgalarm (83211)
•    Samlet bedømmelse: 68 % (god)
•    Registrering af røg fra brand: God
•    Høj følsomhed med risiko for falsk alarm: God
•    Alarmens lydniveau: Meget god
•    Artikelnummer: 83211
•    Pris inkl. fragt fundet på Google 1. november 2019: 79,95 kr.

Ensonordic Røgalarm XS CUBE 
•    Samlet bedømmelse: 65 % (god)
•    Registrering af røg fra brand: God 
•    Høj følsomhed med risiko for falsk alarm: Middel
•    Alarmens lydniveau: God
•    Varenummer: 27150
•    Pris inkl. fragt fundet på pricerunner.dk 1. november 2019: 194 kr.

Sådan har Forbrugerrådet Tænk testet røgalarmer

De 24 røgalarmer har været igennem en omfattende test. Bl.a. er de blevet testet for, hvor gode de er til at registrere røg fra afbrænding af træ, skumplast og flydende brændstof.

I den samlede bedømmelse er resultaterne blevet vægtes således:

  • Registrering af røg fra brand: 15 %
  • Ensartet følsomhed: 15 %
  • Alarmens lydniveau: 15 %
  • Høj følsomhed med risiko for falsk alarm: 15 %
  • Trådløs forbindelse: 15 %
  • Batterilevetid: 15 %
  • Mærkning og vejledning: 5 %
  • Brugervenlighed: 5 %

Hvis registrering af røg fra brand, alarmens lydniveau, eller batterilevetiden er under middel, trækker det den samlede bedømmelse ned.

Læs mere om, hvordan røgalarmerne er blevet testet på taenk.dk

Placering af røgalarmer

  • Sæt røgalarmer i loftet på alle etager. Der bør maksimalt være 10 meter mellem 2 røgalarmer.
  • Det er især vigtigt at sætte røgalarmer op i nærheden af alle soveværelser i boligen, så du og din familie er sikker på at blive vækket af den, hvis I sover.
  • Røgalarmerne skal sættes op mindst 1 meter fra vinduer, udluftningsventiler og døre. Ellers risikerer røgen at blæse væk, så alarmen ikke går i gang.
  • Undgå at sætte røgalarmer op lige ved siden af køkken, badeværelse, pejs eller brændeovn, da stegeos, vanddamp og røg herfra kan sætte alarmen i gang.
  • Røgalarmer bør placeres mindst en halv meter fra vægge, da røgen er langsommere til at trænge ud i hjørner.
  • Hvis du har loft til kip eller en hems, skal røgalarmen placeres på loftets højeste punkt, da røgen stiger til vejrs og samler sig under loftet.
  • I trapperum bør røgalarmen altid placeres øverst oppe.
  • I en lang gang bør du placere én røgalarm i hver ende.

Undgå falsk alarm fra din røgalarm

Oplever du, at dine røgalarmer pludselig begynder at hyle, selv om der ikke er brand? Fejlalarmerne kan skyldes flere forskellige ting, og nogle af dem kan du forebygge:

  • Støvsug og vask røgalarmerne for støv og snavs mindst en gang om måneden.
  • Hæng ikke røgalarmer op tæt på køkken, bad, pejs og brændeovn, da stegeos, vanddamp og røg kan sætte alarmen i gang.
  • Oplever du mange falske alarmer, så prøv at skifte batteri. Kontakt forhandleren, hvis røgalarmen fortsætter med at gå i gang uden grund.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk og Videncentret Bolius