Forskel på farven på hvid maling

Modehvid, knækket hvid og antikhvid.

Der findes mange versioner af hvid. Og selvom samme betegnelse eller farvekode står på to forskellige bøtter, har de ikke nødvendigvis samme farve. Du bør derfor ikke male to sammenstødende vægge med hvid fra hvert sit mærke, selvom farve og glans burde være den samme.

Kilde: Gør det selv-magasinet

Runde, hvide plastikbøtter med et farverigt mærkat klistret på. Malingbøtter ligner ret meget hinanden – men prisen kan variere betydeligt fra få hundrede kroner til over tusind kroner. 

Det kan derfor være utrolig svært at vurdere, hvilken maling du skal vælge, når du står foran stablerne og skal købe en spand maling med hjem.

For hvor stor forskel på kvaliteten er der rent faktisk? Kan det betale sig at købe den lidt dyrere maling, eller er de billigste akkurat lige så gode? 

Både ja og nej viser en stor malingtest fra magasinet Gør Det Selv i 2019, hvor 14 forskellige hvide vægmalinger er afprøvet.

”Taberen er så elendig, at vi ikke ville male med den – om den så var gratis. Til gengæld koster vinderen kun 8,41 kr. pr. kvadratmeter færdigmalet væg. Det er under det halve af testens dyreste maling, som må nøjes med en fjerdeplads,” skriver Gør Det Selv som reaktion på testresultatet.

Beregn din malings pris for en dækket kvadratmeter

Maling vejer mere end vand. En liter maling er altså ikke det samme som et kilo. For at finde frem til, hvor meget det koster at male en kvadratmeter med din maling, skal du derfor lave følgende beregning:

(Pris pr. liter/ vægtfylde) x forbrug pr. m2 = pris pr. m2

Beregningen kan dog først laves, når du minimum har malet en dækket kvadratmeter, da du skal bruge forbruget herfra i beregningen.

Et eksempel: Vindermalingen Swingcolor koster 35,99 kr. pr. liter, og i testen viser det sig, at der skal bruges 320 gram for at dække en kvadratmeter med to lag. Herudover er vægtfylden 1,37 kg pr. liter.

Regnestykket for vindermalingen hedder derfor: (35,99 kr./1,37 kg. pr. liter) x 320 g = 8,41 kr. pr. dækket m2

Kilde: Gør Det Selv

Helt dyre malinger ikke med i test af vægmaling

I testen har Gør Det Selv gået i en stor bue uden om de helt dyre malinger, der ellers ofte også er med i malingtests, og i stedet fokuseret på vægmaling til priser fra de allerbilligste til mellemprisklassen på maksimum 600 kr. for 10 liter, hvor flere budgetter kan være med.

– De dyre malinger er MEGET dyrere. Det er ikke ualmindeligt, at en spand med ti liter koster 1.200 kr. eller mere. Altså det dobbelte af testens dyreste maling. 

- Vi ville se, om vi ikke kunne finde gode alternativer blandt markedets malinger op til 600 kr. for 10 liter. Det kunne vi heldigvis, siger Erik Christensen, der er redaktionschef hos Gør Det Selv og har været med til at lave malingtesten.

Vægmaling testet for dækkeevne og afsmitning

I testen fokuserer Gør Det Selv på vægmalingernes dækkeevne. For når vi skal male vores hjem, gælder det om at få væggen pæn og hvid med færrest lag og dermed mindst muligt arbejde. Samtidig har dækkeevnen også stor indflydelse på dit malerarbejdes slutpris.

- Dækkeevnen har stor betydning, både for den pris, du reelt betaler for en maling, og for den tid, du skal bruge på at male. Hvis dækkeevnen fx er så god, at du kan nøjes med at male en væg to gange frem for tre, betyder det, at prisen pr. kvadratmeter bliver meget lavere, siger Erik Christensen.
 
For at teste dækkeevnen er hver maling rullet på i et, to og tre lag på en grundet gipsplade, der skal simulere en falmet, hvid væg.

Herudover er malingen testet på en sort og en rød baggrund for at undersøge dækkeevnen på en farvet flade. 

Ved alle typer maling og baggrundsfarve er lavet en referenceplade med fire lag, for på den måde bedre at kunne bedømme dækkeevnen ved tre lag.

– Vores erfaring er, at de fleste hvide malinger kan friske en hvid væg op i ét lag, og dække en farvet væg med to eller tre lag maling. Så det mener vi er et rimeligt krav at stille. Der er jo ingen, der gider at bruge tid på at male fire eller fem gange med mellemliggende tørretider, siger Erik Christensen.

En god maling skal blive hængende på væggen, også når man læner sig op ad den eller vil tørre en plet af. Udover dækkeevnen bliver malingerne derfor også testet for afsmitning.

Prisen er også blevet taget i betragtning i den endelige bedømmelse. Videncentret Bolius har tjekket og opdateret priserne i september 2023.

Malingen bliver således testet for dets umiddelbare evner her og nu og ikke for dets indhold af kemi, holdbarhed over længere tid, eller hvordan den binder på forskellige underlag.

Billig maling bedst i test i 2019

Disse hvide vægmalinger er blevet testet

  • Decora Vægmaling
  • Droppen Interiør
  • Dyrup Dyruplast
  • Handymand Vægmaling
  • Just Paint Væg 10
  • Luxi Vægmaling
  • Pro Vægmaling
  • Raptor Væg
  • Rum Væg 10
  • Sadolin 10
  • Silvanol Vægmaling
  • Stabile Vægmaling
  • Swingcolor
  • Vores Vægmaling

De testede vægmalinger spænder prismæssigt fra 179 kr. til 600 kr. for 10 liter. Testens top 3 blev:

1: Swingcolor

  • Er nem at arbejde med, kan tåle at blive tørret over med en våd svamp og har en god dækkeevne. Kan dække en hvid eller sort væg med blot to lag, mens en farve som rød kræver tre lag. 
  • En kvadratmeter med to lag koster 8,41 kr. En pris, der gør den til blandt testens billigste, hvis man ser bort fra de fire bundskrabere.
  • Pris september 2023: 399,95 kr. for 10 liter hos Bauhaus.

Nr. 2. Sadolin 10

  • Flot dækkeevne og god at male med. To lag kan dække en før hvid og sort væg. En kvadratmeter med to lag koster 11,48 kr. 
  • Pris september 2023: 439 kr. for 10 liter i jem & fix .

Nr. 3. Raptor Væg 10

  • God dækkeevne og med en lækker gelé-konsistens, så den ikke drypper og er nem at male med. To lag kan dække en før hvid og sort væg. En kvadratmeter med to lag koster 16,51 kr., hvilket gør den til testens næstdyreste maling.
  • Pris september 2023: 200 kr. for 9 liter i Stark.

Resultatet kom bag på Gør Det Selv.

– Det overrasker, at Bauhaus' egen maling (Raptor Væg 10, red.) slår konkurrerende produkter som Sadolin og Dyrup i samme prisleje. 

– Der er helt tydeligt ingen direkte sammenhæng mellem pris og kvalitet. Du kan altså ikke sikre dig et godt resultat blot ved at købe den dyreste af to valgmuligheder, siger Erik Christensen.

Meget billig maling dækker ikke

Fire malinger i testen faldt igennem med et brag.  Efter tre lag kunne tre af dem ikke engang dække en i forvejen hvid væg, mens den fjerde smittede voldsomt af – selv efter flere dage. Samtidig var de sværere at male med og rulle pænt på end testens andre og dyrere malinger.

De fire har derfor ikke blot fået en lav karakter, Gør Det Selv har simpelthen valgt at dumpe dem.

- Vi endte faktisk med at aflevere resterne af de dumpede malinger på genbrugspladsen frem for at forære dem væk. Det ville vi ikke være bekendt, siger Erik Christensen.

Testens fire bundskrabere er samtidig testens allerbilligste med priser fra 179 kr. for 10 liter-278 kr. for 9 liter (pris juni 2019). Med den samme solide bundprop i både kvalitet og pris, viser testen således, at der en påfaldende sammenhæng her.

En af de fire bundskrabere var dog dårligere end de andre. Trods kollektiv dumpekarakter er der derfor fundet en taber.

Decora er dårligste vægmaling i test

Decora Vægmaling

  • Selv efter tre lag dækker malingen ikke. Ikke engang på en hvid baggrund. Spild af tid at male med, lyder vurderingen. 
  • Pris september 2023: 238 kr. for 9 liter i Harald Nyborg.

Se bedømmelsen af de andre vægmalinger hos Gør Det Selv.

Mal sundt med disse 4 råd

  • Gå efter maling med miljømærker.
  • Luft ud, når du maler, og efter du har malet færdigt.
  • Skru op for varmen, så fordampningen går hurtigere.
  • Undgå at sove i nymalede rum.

Kig efter maling med Svanemærket og EU-blomsten

Indholdet af miljø- og sundhedsskadelige stoffer bliver ikke undersøgt i Gør Det Selvs malingtest. 

Men skal du ud og købe maling, er det en god idé at undersøge malingens indhold af kemiske stoffer, inden du svinger både dankort og malerrulle. Den forkerte maling kan nemlig få konsekvenser.

- Kemikalierne i malingen udledes som dampe, når du maler, og efterfølgende, når malingen hærder. Og det er skadeligt for indeklimaet og din sundhed, når du indånder dampene, siger Tine Sode, fagekspert i Videncentret Bolius.

Hun anbefaler fx derfor, at du ikke sover i et nymalet rum, og at du lufter kraftigt ud undervejs, og efter du har malet dine vægge. Især børn er sårbare overfor dampene.

Hvor vægmaling før i tiden var fortyndet med terpentin, er de fleste vægmalinger i dag vandbaserede. Da det er væsken, der fordamper fra malingen, har skiftet hjulpet meget på mængden af sundhedsskadelige dampe.

Det kan dog stadig i den grad betale sig at være på mærkerne – også bogstaveligt talt – når du skal vælge maling.

– Gå efter maling med Svanemærket eller EU-blomsten. Så er du bedre stillet, råder Tine Sode.

Med Svanemærket og EU-blomsten på emballagen er du nemlig sikret, at malingen overholder en række miljø-og sundhedsmæssige krav i forhold til indhold af kemikalier. Fx må de ikke indeholde tungmetaller og blødgørere, der kan skade forplantningsevnen.

Pas på MI i din maling

– Men selv med et miljømærke på, er der stadig skadelige ting i malingen. For skal malingen kunne holde sig frisk, skal der være konserveringsmiddel i, siger Tine Sode.

Konserveringsmidlet kaldes MI (methylisothiazolinone) og er stærkt allergifremmende med reaktioner som kløe og udslæt. Og er du først ramt af allergi over for konserveringsmidlet, har du det resten af livet.

Vær derfor opmærksom på den to bogstaver lange forkortelse – også selvom malingspanden umiddelbart kan prale af både grønne og sunde mærker. Også her gælder: jo lavere indhold jo bedre. 

Heldigvis er det muligt at finde maling uden stoffet tilsat. Og vælger du en maling mærket med Astma-Allergi Danmarks Blå Krans, er du sikret en maling uden MI.

Men uden eller med meget lidt konserveringsmiddel vil malingen hurtigt blive gammel. Malingsjatter til senere brug, kan derfor ikke anbefales. 

– Køb kun den maling, du skal bruge, og skriv malingens kode og navn ned i en bog. Så kan du nemt finde den samme maling igen om nogle år, siger Tine Sode.

Kend koderne MAL og VOC

Malings sundhedsrisiko kan også vurderes på dets MAL-koder og VOC-indhold. Jo lavere de er, jo mindre sundhedsskadelig er malingen.

MAL-koden består af to tal med en streg imellem. Det første tal siger noget om sundhedsrisikoen ved indånding, mens det andet tal fortæller risikoen ved berøring med malingen. De fleste vægmalinger er i dag vandbaserede og vil have koden 00-1. Her er der altså kun risiko for irritation ved berøring.

Mal-koden finder du finder du frem til på malingens sikkerhedsdatablad på nettet eller hos din forhandler, 

VOC-koden, der fortæller om indholdet af flygtige stoffer i malingens dampe. dette finder du ligeledes på databladet. 

– Men det kan være svært at finde, for tallet står blandt en masse andre oplysninger fordelt på adskillige A4-sider, fortæller Tine Sode.

MAL-Koden viser med en talkode, hvor høj malingens sundhedsrisiko er. Kodens første tal viser risikoen ved indånding af dampe fra malingen, mens det andet tal viser risikoen ved berøring af malingen. Jo højere tal, jo højere sundhedsrisiko.

MAL-kodens første tal kan gå fra 00 til 5. Til indendørsbrug må du dog højst bruge maling med koden 2. Kodens andet tal går fra 1 til 6.

  • MAL-kode -1 er vandig, og der kræves ikke beskyttelse. Fra -2 og op kræves beskyttelse.
  • MAL-kode -3 og -4 betyder, at produktet er allergifremkaldende eller ætsende og kræver brug af syreresistente handsker og beskyttelsesbriller.
  • MAL-kode -5 og -6 viser, at malingen kan være allergifremkaldende eller kræftfremkaldende.

VOC-indholdet fortæller dig malingens indhold af såkaldte flygtige stoffer, der kommer fra malingens dampe. Hvor mange der er, afgøres af malingens opløsningsmiddel – det der gør malingen flydende. Når malingen tørrer, fordamper opløsningsmidlet nemlig. Er det en vandbaseret maling er indholdet lavt. Er det en oliebaseret maling er opløsningsmidlet fx terpentin, og indholdet vil være højt. Indholdet måles i g/liter.

Kilder: Videncentret Bolius og Miljøstyrelsen