For snart fire år siden fik jeg øje på vores gode og nære genbo, der kom gående på vejen. Jeg havde en god nyhed at fortælle hende og løb ud fra huset med et stort smil om munden:

- Hej, der er noget, jeg skal fortælle dig, råbte jeg efter hende.
Hun gik over mod mig og så ærligt talt lidt rasende ud
- Ja, der er sandelig også noget, jeg skal sige til dig, svarede hun til min store forbløffelse. 
- Vi hører, I skal flytte!

På det tidspunkt var flytning noget, vi kun løseligt havde drøftet inden for hjemmets fire vægge. Men vi har aldrig lagt skjul på, at skolen er meget stor til to mennesker, specielt når vi af og til bliver mødt med en undrende bemærkning om den megen plads. Jeg var totalt overrumplet og forklarede meget tydeligt, at vi bestemt ikke var i gang med noget sådant. Og at hun og hendes mand ville være de første til at få besked, hvis det blev aktuelt. Og så fik jeg endelig plads til at fortælle, at vores datter, som hun har set vokse op her, ventede sit første barn.

Rygtets oprindelse fik jeg aldrig klarlagt, men forhåbentlig manet i jorden. Alligevel jeg forstod hendes oprørthed. Efter at have boet i et lokalsamfund i næsten tyve år og er blevet en tæt del af det, har vi oplevet at have en anden og større betydning for hinanden, end da vi boede i København, hvor vi kun perifert kendte vore naboer. Den aktivitet, vi har med månedlige koncerter i skolen, har desuden betydning for landsbyen. Ligesom de aktiviteter, der arrangeres af beboerforeningen og andre i Forsamlingshuset, har betydning for os.

Et svigt eller et naturligt skridt

Naboer er betydningsfulde, og man skal passe godt på sine naboer. Så hvornår skal man egentlig involvere dem i sine flytteplaner? Og hvad med ens omgangskreds – hvornår er det klogt at nævne ønsket om at skifte bolig?

Hvis du i et job fortæller, at du er på vej ud, er der ret stor sandsynlighed for, at nogle af kollegerne holder op med at tale så meget med dig. Du er ikke længere værd at holde relationen til, for du skal alligevel ikke være en del af arbejdspladsen frem over.

For dem, der oplever at blive fyret og bliver på arbejdspladsen, indtil opsigelsesvarslet er løbet ud, føles tiden ofte ekstra lang. For også her sker det, at man ikke længere regnes rigtig med i kollegernes fællesskab. Man risikerer at få mindre at vide, fordi det ikke skønnes nødvendigt at informere den, der alligevel skal rejse.  

Når det handler om naboer og venner, er udfordringen også, at de tilbageværende kan føle sig svigtet. En bekendt fortalte mig desværre for nylig om præcis den situation. Gennem næsten 25 år havde de haft et meget nært venskab med naboparret, men i samme øjeblik de fortalte, de ville flytte fra den lille samling huse på landet til den nærliggende, større by, kun fem kilometer væk, holdt naboparret simpelthen op med at tale med dem. Ikke engang på afrejsedagen blev der sagt farvel.

Lokal forankring

Som koncertarrangører i vores månedlige ’Dagligstuekoncerter’ havde vi også den frygt, at gæsterne ville holde op med at komme og finde andre steder at gå hen. For os er koncerterne en vigtig aktivitet, der har lokal forankring. Faktisk er koncerterne kåret som bedste spillested ved Danish Music Award Folk 2013 netop af publikum. Det er en stor hædersbevisning.

Publikum har også været solidariske med de mærkelige aktiviteter, vi indimellem præsenterer for dem. For eksempel at gå i fakkeltog gennem Maglebrændes snedækkede gader i januar på den skotske digter Robert Burns’ fødselsdag. Tænk, hvis de nu fandt deres koncertfællesskab et andet sted, bare fordi de troede, vi flytter her og nu.

Når man bor et sted i mange år, bygger man også en identitet op som beboer i området. Den mister man, når man flytter langt væk. Men vi er her endnu, og vi bliver ved med at holde koncerter og blande os lokalpolitisk. Der er i øvrigt ingen, der siger, vi ikke bliver boende i landsbyen. Endelig kan det være, en flytning aldrig bliver til noget, men at vi finder en anden måde at bruge pladsen på. Skulle vi overhovedet fortælle noget så?

Nærheden betyder meget

Nærheden betyder rigtig meget for tryghed og sammenhold. At man kender hinanden og passer på hinanden. Jeg kan gå i flere timer inde i København uden at møde et øje, jeg kender. Men jeg kan ikke gå en tur i Nykøbing Falster uden at nikke til i hvert fald tre-fire, jeg møder.

Vi flyttede til Maglebrænde fra en kommune med 60.000 indbyggere og ned til Stubbekøbing Kommune, der dengang havde 6.000 indbyggere. Det tog mig nogle år at vænne mig til, at manden, jeg hilste på bag skranken i banken, også kunne være far til en klassekammerat, og at eftermiddagens avis kunne være bragt ud af børnenes fodboldtræner. 

Jeg er dybt taknemlig for, at der ikke er langt til en hjælpende hånd, bare man selv opfører sig ordentligt. Vi er næsten heller ikke længere tilflyttere… Kort sagt, hvis det ikke var så godt at bo i et mindre samfund, ville vi heller ikke være blevet, foreløbig, 19 år her i landsbyen, der på godt og ondt tæller kun ca. 200 indbyggere. Vi ville heller ikke have et ønske om fortsat at blive her, hvis det ikke netop var denne nærhed og vores netværk, der er kommet til at betyde så meget.

Er du flyttet?

Så hvad ville vores allernærmeste naboer i Maglebrænde sige, nu hvor planerne var kommet lidt tættere på? Oplysningen kunne jo ikke udskydes til den dag, ejendomsmæglerens bil ville blive parkeret med skrigende logo ude på gårdspladsen. Eller den dag fotografen kommer og tager billeder af huset ude og inde. Vi måtte selv fortælle det. 

Jeg fik en lille forsmag på reaktionen, da jeg en skøn septemberweekend i 2018 lånte en lejlighed i København og tidligt om morgenen tog en selfie på altanen, hvor jeg sad i morgensolen og læste husstandens Politiken med en kop te ved siden af. Da jeg postede billedet, gik der fem minutter, så skrev min nabo:

- Er du flyttet (Hverken med spørgsmålstegn eller udråbstegn)
- Nej da, men jeg lånte en lejlighed i weekenden, hvor jeg havde flere ærinder i byen.
- Så er vi mere rolige

Da denne blog skulle gå i luften i november 2018, var det derfor på høje tid at invitere naboen over til kaffe og forklare situationen: At vi ikke vidste hvornår, men at vi skal flytte. De tog det pænt, og vi fik også en god snak om hele det følgende års program for koncerterne, som inkluderede aktivitet i Forsamlingshuset, for flytningen sker jo ikke lige med det samme. To timer efter kom det frem i en sidebemærkning, at de også selv havde overvejet en flytning på ét eller andet tidspunkt. Også de tænker i den tiltagende vedligeholdelse og de aftagende kræfter. Og de taler stadig til os.

Instagram deler minder

Nu blev det lidt nemmere at forstå, hvorfor vi gik og ryddede så grundigt op. Børnene kom igen på besøg og gennemgik de kasser, jeg havde gjort klar til dem. Det er i øvrigt morsomt at se, hvordan den yngre generation tager afsked med ting. 

Min datter fotograferede en del af de gamle musikplakater, ting fra efterskolen og gymnasiet, postede det på Instagram i en såkaldt story, hvor det væltede ind med kommentarer fra samtidige veninder. At dele erindringerne med de andre i cyberspace gjorde det nemmere for hende at smide ud. Særligt de gamle, signerede band-plakater vakte minder om det at være teenagefan. 

De voksne børn er nu så store, at de har et forhold til deres fortid. Så noget blev gemt af sentimentale årsager til dem selv, og min datter genfandt noget fra sin egen barndom, som hun med stor glæde gav videre til sin datter. 

Kasserne med det, der skulle smides ud, bliver jeg nødt til at indrømme, at jeg gennemgik en gang til og gemte en lille ting eller to, som jeg tænker, de ville fortryde at have skilt sig af med. Glahn, hvad har du gang i!?

Skyerne trækker sammen

Børnenes oprydning førte til en opblussen af diskussionen om, hvornår vi flytter. Ikke kun fordi, de nok ikke orker at komme igen og hjælpe, men fordi de kunne se, at især min mand var begyndt at skrante lidt.

Jeg var selv kommet i tvivl om det betimelige i at flytte os nu – hvis der var sygdom under optræk, ville det så være fornuftigt at skabe så store forandringer nu eller snarere være mere helende at blive?

Læs næste gang om, når sygdom forandrer alt.