Græsmarken ligger øde hen. Med smuk og fri udsigt over Hasselø, et attraktivt område nær Nykøbing Falster. Der er mærkeligt nok allerede asfalteret en vejstump fra landevejen ind over græsset. Fra et t-kryds midt på den tomme mark ruller en sort asfaltstribe ud til både højre og venstre. Vi går langsomt hen ad den højre vej, helt ned til bunden, hvor vi drejer os 90 grader mod vest og ser ud vidt over Guldborgsund, henover et raftehegn, der omkranser haven til gården på den modsatte side af landevejen. Dette kunne blive vores solnedgangsudsigt.

Det foreløbigt asfalterede leder hen til de kommende boliger, som vi i tankerne forestiller os allerede er bygget. Vi har været sindssygt tidligt ude og har ved tilfældighedernes lykketræf allerede kunnet reservere et rækkehus på 85 kvadratmeter i et seniorbofællesskab, som står færdig i 2020/21. Om alt går vel. Vi er taget ud for at se på stedet, som vi ikke havde set andet end på Google Maps og en droneoptagelse på en præsentationsvideo. 

Vi er begejstrede. Det viser sig, at lige præcis den bolig, vi har skrevet os op til, vil være den eneste, der fra terrassen vil have uforstyrret udsigt over Guldborgsund. Resten af boligerne vil ligge dejligt, men ikke direkte kunne se vandet på grund af gården og raftehegnet overfor. Til gengæld viser det sig også, at årsagen til, at der var frit for enden af ”vores” række, da jeg skrev os op, er, at rensningsanlæggets tre brønde kommer til at ligge lige præcis ud for vores hus. You can’t win it all. 

Svineheld

Vi er på rekognoscering umiddelbart inden det første introduktionsmøde for et kommende seniorbofællesskab med lejeboliger i en prisklasse, der ikke synes urealistisk for os. Opløftede kører vi hen til informationsmødet og får en grundig gennemgang af det private initiativ, som er taget af parret, der bor i gården overfor – så er der heller ikke langt til pedellen, kommenteres det lystigt fra salen.

Seniorbofællesskaber giver op til syv gange lavere træk på offentlige ydelser til praktisk hjælp, viser det sig. At flytte i et seniorfællesskab er således ikke alene godt for os selv, fordi der kan være varme, frivillige nabohænder i nærheden, men også for kommunen. 91 procent af beboerne i seniorbofællesskaber i Danmark oplever øget livskvalitet, og 75 procent får styrket deres sociale relationer, citerer projektparret forskellige undersøgelser for. Seniorboligerne skaber tillid og tryghed gennem brugerinvolvering, især tryghed betyder meget for vores generation.

Til trods for den store efterspørgsel er der mangel på seniorbofællesskaber i Danmark. Undersøgelser fra SFI viser, at flere end 80.000 ældre overvejer at flytte i seniorbofællesskab. I dag er der 7.000 boliger i nuværende seniorbofællesskaber, og der står ca. 8.400 ældre på venteliste, fortæller projektparret med kilde i tal fra 2017. De fortæller også, at der gennemsnitligt står 28 personer på venteliste for hver bolig i et seniorbofællesskab i øjeblikket. Vi er vist meget, meget heldige at have reserveret!

Den eneste grund til, at jeg kendte til projektets eksistens, er, at jeg havde skrevet til kommunens Ældreråd og spurgt, om kommunen har nogen planer om at oprette seniorbofællesskaber i for eksempel den eksisterende boligmasse – vi har mange solide, gamle bygninger, som kunne konverteres til seniorbofællesskaber, for eksempel tidligere plejehjem, tidligere rådhuse, hoteller etc. Ældrerådet svarede nej, men henviste til dette informationsmøde. Lidt hurtig research ledte mig frem til den spritnye hjemmeside for projektet, hvor jeg nåede at reservere en bolig, før de alle var røget.

Men hvad med økonomien?

Denne gang er fællesskabet mere overskueligt end det, jeg mødte i blogindlæg 8. Der er 31 boliger. Vi kan maksimalt være 62 mennesker, der skal blive enige. Det er et helt nyt, privat projekt. Vi får at vide, at der er over 30 på venteliste til dette møde, som er et af de første af sin slags på disse kanter. Præsentationen er meget kontant og klar. Initiativtagerne er et ægtepar, der selv havde ønsker om at bo i et bofællesskab for seniorer. Da parret fortæller, at de kun er 50 og 53 år, ruller latteren igen - I er da alt for unge!

Det virker som supersøde mennesker omkring mig, eller vil jeg bare gerne have, at de er det? For denne gang er det mere alvorligt: Nogle af de mennesker, der sidder her, har også allerede reserveret bolig. Jeg kan ikke lige finde ud af, hvem det er. Forsigtigt vejrer jeg, om nogle af dem sidder ved samme cafébord som vi, men de overvejer stadig. Jeg føler mig godt hjemme i dette selskab af andre grå hjelme, for selv om det har taget mig en del tid at acceptere min egen alder, er det rart at være sammen med ligesindede.

Spørgsmålene er mange – alt lige fra indretning, materialevalg til priser og organisering. Priserne virker mere realistiske for os end det, vi har set på længere inde mod hovedstaden:  7.450 kr. + forbrug, formentlig omkring 1.000 kr. for fjernvarme mm. for en 85 m2. Den større bolig på 105 m2 koster 9.150 kr. + ca. 1100 i forbrug. Dette er så inklusive fælleshus og de udendørs omgivelser, herunder terrasse, skur og parkeringsplads.

Økonomisk i overkanten af, hvad vi har budgetteret med: Ironisk nok er selv den 85 m2 store bolig dyrere end de mange kvadratmeter, vi har nu i vores nuværende bolig, Den gamle Skole, selv inklusiv forbrug! Et dilemma, vi åbenbart ikke slipper for hele tiden at vende tilbage til. Vi er stadig erhvervsaktive og har for stor samlet indkomst til at kunne opnå boligstøtte.

Transport uden for byen

Så er der selve stedet, der ligger meget smukt – men fem-seks kilometer fra byen. Jo, vi vil måske gerne fællesskabet, og boligen er god, men vil vi fortsætte med at bo ude på landet? Nu har vi prøvet at bo tre km fra nærmeste købmand og 19 km fra en større by. Det har hidtil krævet bil, også fordi vi stadig skal på arbejde langt væk. Selv om der er bus til døren, er de offentlige transportmidler ikke optimale, når min mand, musikeren, skal have guitar, forstærkere og mikrofonstativer med sig. Denne flytning skulle jo helst blive vores sidste. Hvis vi virkelig skal være forudseende og også kunne bo her, når vi ikke arbejder, eller hvis en af os bliver seriøst syge, er det så ikke fornuftigere at bo tæt på en by for at kunne benytte den bedst? Vil vi overhovedet have råd til bil, hvis vi først prioriterer dette bofællesskab?

Vi deler bord med en kvinde, som netop kun stadig overvejer, fordi også hun har prøvet at bo ude på landet:

– Jeg vil gerne kunne gå i biografen sent og ikke være bundet af at skulle tage den sidste bus, som i øvrigt kører alt for tidligt, fremhæver hun. Ligesom hun også gerne vil kunne være til middag uden at skulle tænke over at holde igen med vinen, som ville være tilfældet, hvis hun kørte bil. Tænk at kunne gå hjem fra biografen!

Det har vi ikke gjort i tyve år, ja såmænd ikke siden vi var helt unge og boede inde i selve København. Hendes udsagn får mig til at tænke på vores tidligere genboere. Et ægtepar, der er 15 år ældre end jeg. Vi var meget glade for at have dem som genboere, men en dag kom de og sagde, at de måtte flytte ind til byen, fordi de ikke længere magtede at ligge på knæ og luge indkørslen, og ingen vidste, hvor længe de kunne beholde kørekortet. På det tidspunkt var jeg i halvtredserne og tænkte vissevasse, men i dag kan jeg sagtens se mig selv i samme situation. Uden bil, langt ude på landet. For usikker på cykel. For koldt, for farligt. Frem og tilbage med bus, når man har glemt to liter mælk?

Vi havde også en anden, meget ældre nabo. Han var til livsfare for både os andre og sig selv, når han gassede op i sin urgamle bil op mindst fem minutter, før han bakkede ud af garagen. Det var tæt på, at vi meldte ham til politiet, da han engang fik fornyet sit kørekort, selv om han vitterlig ikke var trafiksikker. Men han bad så mindeligt om ikke at få taget kortet – Så dør jeg, sagde han. Det gjorde han også, men først to år efter, at kørekortet endelig var taget.

Er det her, vi vil bo?

Vores sidste overvejelse går på størrelsen. Da vi mødte hinanden, boede vi nogle år i en toværelses lejlighed på 54 m2 inklusive repos ude på trappeopgangen. Kan vi gøre det igen? Her er tale om 85 m2. Pænt stort vil nogen sige, men småt hvis man, som vi begge, har sit erhverv med. Kan det lade sig gøre? Vil der være plads til, at min mand kan sidde og komponere, synge højt, øve sig uforstyrret, mens jeg sidder med et manus, der skal være færdigt om to timer? Det skal kunne lade sig gøre, ellers er det ikke denne bolig, vi skal vælge.

Vi er helt bevidste om, at fremtiden også indebærer, at vi med tiden arbejder mindre og derfor også tjener mindre. Endnu mere end tidligere skal vi sætte tæring efter næring, og den ene af os skal tillige kunne sidde alene med huslejen, når den anden dør. Hvis vi allerede synes, de 7.450 er meget, hvordan vil det så se ud, hvis der kun er én til at betale huslejen? Jeg lukker øjnene og tænker den tid den sorg. Meget kan ske, og det kan være, en af os så er berettiget til tilskud.

Så kommer de store spørgsmål om fællesskabet. Der er spørgsmål til, hvordan et beboerråd skal etableres. Hvem bestemmer, hvem der må skrive sig op – er der for eksempel nogen alderskriterier? Det lyder fint, at vi kan komme hinanden mere ved, men hvad hvis vi alle bliver oldinge – det bliver et kønt syn. Og hvis der åbnes for yngre indflyttere, hvornår er yngre så yngre, vil det overhovedet være attraktivt for dem at flytte ind i et oldekolle? Hvor meget skal vi have fælles – hvad hvis vi bliver uenige? Lidt de samme udfordringer, som jeg hørte om i det store bofællesskab, men her køber man jo ikke sin egen bolig, her lejer man sig ind. Så i sidste ende er det jo ejeren, der bestemmer, tænker vi. Det er meget tiltalende, at parret tænker i en flad struktur, men der bliver nødt til at være nogle regler, som kan afværge uenigheder. Vi mærker, at det er for tidligt at spørge om disse ting - foreløbig er det byggeprocessen, der har størst opmærksomhed. Hvis lokalplanforslaget ikke går igennem, bliver der intet at tale om.

Vi har virkelig fået noget at tænke over. Der er helt stille i bilen på vej hjem. Det er det tætteste på en virkelighed, vi har været hidtil. En måned efter bliver vi inviteret til nok et informationsmøde og en stiftende generalforsamling. Til den sidste kan kun de, som har skrevet under på en lejekontrakt, komme med. Vi skal betale et depositum på 10.000 kroner, når vi skriver under. Nu fanger bordet.