Følg Marianne og Steens rejse

Marianne og Steen flytter i foråret 2019 ind i seniorbofællesskabet Kamelia Hus på Grønttorvet i Valby. Vi er med før, under og efter indflytningen i lejlighedsbyggeriet, hvor de får en hverdag med beboerne i de 48 andre lejligheder i bofællesskabet.
Læs mere om Kamelia Hus her.

- Det er en spændende og uforudsigelig proces, siger Marianne Albertsen.

Sammen med sin mand, Steen Kjærsgaard, er hun optaget af mange praktiske ting inden indflytningen i Kamelia Hus på Grønttorvet i Valby. Nedpakning af lejligheden i Faxe er en ting, men over det seneste halve år har det fyldt lige så meget at starte fællesskabet med de mange nye naboer. 

- Mange af beboerne kommer uden nogen erfaring med bofællesskaber, og de er usikre på det liv, der venter. Men det har ændret sig efterhånden, jo flere gange vi mødes. Folk udvikler sig, og de er mere trygge i gruppen nu, siger Marianne.

De fysiske rammer for byggeriet og området er på plads for Marianne, Steen og alle de andre nye beboere i Kamelia Hus. Men alt det, der er nært, nemlig de indbyrdes relationer, mangler at blive udviklet og fastlagt. 

Opdeling af interesser

Siden september har de cirka to gange om måneden været samlet med de mennesker, de fra marts 2019 kommer til at bo dør om dør med. Forsamlingen er stødt blevet større, efterhånden som flere lejemål har fået beboere. Nogle er undervejs sprunget fra i processen, mens andre er kommet til.

Arbejdsgrupper i Kamelia Hus

  • Fællesspisning (Steen)
  • Have/tagterrasse (Marianne)
  • Beboerråd
  • Bibliotek
  • It-support
  • Køkken/stue
  • Parknet (tv/bredbånd-leverandør)

- Der er dele af det, at opbygge et fællesskab, som er overskueligt og nemt at gå til, siger Marianne og suppleres af Steen.

- Andet er mere indgribende i ens privatliv. For eksempel er fællesspisning et af de punkter, som der er mange forskellige holdninger til. Hvor ofte skal vi spise sammen, og hvilke måltider? Nogle mener, at der kun skal være brunch én gang om ugen, mens andre synes, at alle aftensmåltider skal spises sammen. Og det skaber debat, siger Steen.

Steen er selv i spidsen for at prøve at skabe en plan over indflytningen. For det kan ikke lade sig gøre, at der bliver flyttet ind i 49 boliger på én gang. Og generelt er de fleste, der flytter ind i Kamelia Hus, blevet samlet i en række arbejdsgrupper, som skal skabe nogle rammer på forskellige områder. Foruden indflytningen er Steen også med i gruppen, der skal finde ud af, hvordan netop fællesspisning skal forløbe i Kamelia Hus.

Gården flytter ind

Efter at have boet over 30 år på en gård, fylder naturen, blomster og grøntsager stadig en stor del i parrets liv. Især Marianne ser frem til at kunne få fingrene i jorden i den kommende taghave i Valby. Derfor er hun en del af havegruppen, som skal være med til at indrette og beplante fællesområderne. 

I en papkasse, der siden de forlod gården har stået på reolen i et af værelserne i deres midlertidige lejlighed, er samlet flere forskellige frøsorter. Alt fra solsikker til bønner, er sirligt pakket ned i separate papirsposer og klar til at blive lagt i jorden.

- Jeg har stadig interesse for grønt, blomster og planter, men vi kommer til at bo i en stuelejlighed og ikke med 36 hektar land til at dyrke interessen. Derfor er det en dejlig oplevelse at kunne dele haveideer med de andre i havegruppen, siger Marianne.

Forventningerne er store

De har begge erfaring med at have boet i bofællesskab og kollektiv tidligere i livet. Derfor har de erfaring med, hvad der skal til for at få et fællesskab til at fungere. Og de glæder sig til at skulle indgå i det nye liv med mennesker, de endnu kun har kendt i få timer.

Marianne har inden indflytningen selv beskrevet sine tanker i et lille manifest, som fortæller, hvad hun gerne vil bringe ind i fællesskabet.

- For mig handler det om først at lære folk at kende gennem samtaler, samvær og opgaver. Men det handler i lige så stor grad om, at vi kan skabe et trygt sted at bo, hvor der er plads til at blive gammel. Så at være med til at hjælpe hinanden fylder også meget i mine tanker om vores fællesskab, siger Marianne.

I næste artikel om Marianne, Steen og Kamelia Hus, får de nøglerne til den nye lejlighed i seniorbofællesskabet i Valby.