Marianne og Steens rejse

Marianne og Steen flyttede i foråret 2019 ind i seniorbofællesskabet Kamelia Hus på Grønttorvet i Valby. Vi har fulgt dem før, under og efter indflytningen i lejlighedsbyggeriet, hvor de nu har en hverdag med beboerne i de 48 andre lejligheder i bofællesskabet.

Denne artikel er del 2 i serien om Marianne og Steen. Du kan finde de to andre artikler i serien i bunden af denne artikel.

Læs mere om Kamelia Hus

– Det er en spændende og uforudsigelig proces, siger Marianne Albertsen.

Sammen med sin mand, Steen Kjærsgaard, er hun optaget af mange praktiske ting inden indflytningen i Kamelia Hus på Grønttorvet i Valby. Nedpakning af lejligheden i Faxe er en ting, men over det seneste halve år har det fyldt lige så meget at starte fællesskabet med de mange nye naboer.

– Mange af beboerne kommer uden nogen erfaring med bofællesskaber, og de er usikre på det liv, der venter. Men det har ændret sig efterhånden, jo flere gange vi mødes. Folk udvikler sig, og de er mere trygge i gruppen nu, siger Marianne.

De fysiske rammer for byggeriet og området er på plads for Marianne, Steen og alle de andre nye beboere i Kamelia Hus. Men alt det, der er nært, nemlig de indbyrdes relationer, mangler at blive udviklet og fastlagt. 

– Hvad skal vi gøre fælles – og hvad skal vi ikke?

Siden september har de cirka to gange om måneden været samlet med de mennesker, de fra marts 2019 kommer til at bo dør om dør med. Forsamlingen er stødt blevet større, efterhånden som flere lejemål har fået beboere. Nogle er undervejs sprunget fra i processen, mens andre er kommet til.

Arbejdsgrupper i Kamelia Hus

  • Fællesspisning (Steen)
  • Have/tagterrasse (Marianne)
  • Beboerråd
  • Bibliotek
  • It-support
  • Køkken/stue
  • Parknet (tv/bredbånd-leverandør)

– Der er dele af det, at opbygge et fællesskab, som er overskueligt og nemt at gå til, siger Marianne og suppleres af Steen.

Fokus på fællesspisning

– Andet er mere indgribende i ens privatliv. For eksempel er fællesspisning et af de punkter, som der er mange forskellige holdninger til. Hvor ofte skal vi spise sammen, og hvilke måltider? Nogle mener, at der kun skal være brunch én gang om ugen, mens andre synes, at alle aftensmåltider skal spises sammen. Og det skaber debat, siger Steen.

Steen er selv i spidsen for at prøve at skabe en plan over indflytningen. For det kan ikke lade sig gøre, at der bliver flyttet ind i 49 boliger på én gang. Og generelt er de fleste, der flytter ind i Kamelia Hus, blevet samlet i en række arbejdsgrupper, som skal skabe nogle rammer på forskellige områder. Foruden indflytningen er Steen også med i gruppen, der skal finde ud af, hvordan netop fællesspisning skal forløbe i Kamelia Hus.

Frøsorter fra gård klar til havegruppe

Efter at have boet over 30 år på en gård, fylder naturen, blomster og grøntsager stadig en stor del i parrets liv. Især Marianne ser frem til at kunne få fingrene i jorden i den kommende taghave i Valby. Derfor er hun en del af havegruppen, som skal være med til at indrette og beplante fællesområderne. 

I en papkasse, der siden de forlod deres gård i Faxe har stået på reolen i et af værelserne i deres midlertidige lejlighed, er samlet flere forskellige frøsorter. Alt fra solsikker til bønner er sirligt pakket ned i separate papirsposer og klar til at blive lagt i jorden.

– Jeg har stadig interesse for grønt, blomster og planter, men vi kommer til at bo i en stuelejlighed og ikke med 36 hektar land til at dyrke interessen. Derfor er det en dejlig oplevelse at kunne dele haveideer med de andre i havegruppen, siger Marianne.

– Det vil jeg gerne bringe ind i seniorbofællesskabet

De har begge erfaring med at have boet i bofællesskab og kollektiv tidligere i livet. Derfor har de erfaring med, hvad der skal til for at få et fællesskab til at fungere. Og de glæder sig til at skulle indgå i det nye liv med mennesker, de endnu kun har kendt i få timer.

Marianne har inden indflytningen selv beskrevet sine tanker i et lille manifest, som fortæller, hvad hun gerne vil bringe ind i fællesskabet.

- For mig handler det om først at lære folk at kende gennem samtaler, samvær og opgaver. Men det handler i lige så stor grad om, at vi kan skabe et trygt sted at bo, hvor der er plads til at blive gammel. Så at være med til at hjælpe hinanden fylder også meget i mine tanker om vores fællesskab, siger Marianne.

Indflytning i Kamelia Hus

- Det er næsten lige så hårdt som at være landmand, og det tager godt nok lang tid at komme ud af døren, siger Steen Kjærsgaard og sender et grin gennem det nye køkkenalrum i Valby. 

For årsagen, til det er hårdt og tidskrævende at være flyttet ind i Kamelia Hus, er hverken helbred eller overspringshandlinger. Det er derimod de mange impulsive snakke, der opstår på svalegangene og i fællesarealerne med de andre beboere. For med godt og vel alle lejligheder udlejet er der mange at falde i snak med – og det sker ofte.

– Det er gået vildt hurtigt med at etablere kontakt til de andre beboere, ligesom jeg også synes, vi allerede er faldet godt til i vores egen bolig, siger Marianne Albertsen.

Engagerede beboere i Kamelias Hus

Selvom mange af deres nye naboer har travlt med at finde sig til rette i deres lejligheder, har rigtig mange vist interesse i fællesskabet. Der har netop været generalforsamling, hvor der var stort fremmøde, og der var stor kamp om at blive beboerrepræsentant.

- Jeg synes, de første uger har været fantastisk positive. Vi er kommet rigtig godt i gang med fællesskabet, og alle er gode til at hjælpe hinanden. Vores arbejdsgrupper er stadig meget aktive, og der er også allerede kommet flere til, siger Marianne, der ikke kan vente med at få fyldt jord i orangeriets plantekasser, så gruppen med de grønne fingre kan komme i gang med at skabe planteliv.

13 med til fællesspisning

I hjertet af Marianne og Steens nye lejlighed lyser computerskærmen op med madplanen til denne uges fællesspisning. Den er midlertidigt placeret i køkkenalrummet og vigtig at holde øje med i denne uge. De er nemlig ansvarlige for planlægning og tilberedning af måltiderne mandag, onsdag og fredag, og mod et beløb på 40 kr. pr. person kan beboerne spise med.

Husets første fællesspisning var en stor succes, beretter Marianne og Steen med 13 tilmeldte. De stod for indkøb og madlavning sammen med en anden beboer, men planen er, at det skal gå på runde uge for uge, så man også kan nyde godt af de andres madkunster og slippe for madlavningen hjemme i lejligheden.

- Fællesspisningen gik godt og var rigtig hyggelig. Vi har stadig nogle børnesygdomme med vores fælleskøkken, som gør, at måltiderne må tilberedes i vores små, private køkkener, men alle var meget tolerante for de udfordringer, vi mødte. Derudover var det dejligt at se, at folk blev i knap to timer, mens de spiste og snakkede, fortæller Steen.

Fra hektarer til få kvadratmeter

For godt et år siden var Marianne og Steen ved at pakke gården ned på det landbrug, de drev uden for Faxe. Her var der 36 hektar land, de kunne kalde deres. Nu er det mere beskedne 67 kvadratmeter, som er arealet i deres bolig, som foruden køkkenalrummet består af to værelser og et badeværelse. 

- Vi må jo erkende, at vi ikke har plads til alt det, vi havde forestillet os, inden vi flyttede ind. Eksempelvis har vi droppet at have en gæsteseng, siger Marianne og suppleres af Steen.

- Vi leder stadig efter den rigtige indretning. Vi har allerede rykket rundt på flere ting, og det kommer vi nok til at gøre et par gange endnu, forklarer han.

Men bortset fra indretningsproblemerne, så har den mindre plads ikke været et problem, forklarer Marianne.

- Vi har plads til det, vi har brug for. Men vi har også haft så travlt med at lære de andre og huset at kende, at vi nok ikke rigtig har oplevet en normal hverdag endnu. Derfor tror jeg, der skal falde mere ro på, før vi rigtigt fornemmer lejlighedens størrelse.

Udsigt til byggeplads på Grønttorvet

Når man kigger ud af vinduerne i Steen og Mariannes stuelejlighed, opdager man straks, at en pulserende by er ved at opstå lige uden for Kamelia Hus. For hvor deres tidligere lejlighed i Faxe havde kig til Faxe Kalkbrud, så er udsynet her en indhegnet byggeplads, der er ved at omdanne Grønttorvet i Valby til hjemsted for tusindvis af mennesker.

Ligesom Marianne og Steen har flere allerede startet deres liv på det gamle grønttorv, og selvom lyden af travlt beskæftigede håndværkere fra tid til anden sniger sig ind i lejligheden, så er de glade for at være kommet til hovedstaden.

- Vi vidste jo godt, at vi ville komme til at bo på en byggeplads i en periode, og eksempelvis er boligblokken foran vores lejlighed først færdig sidst på året. Men vi nyder det, og vi er også blevet budt velkommen af flere af de naboer, der bor i husene omkring os, siger Steen og tilføjer:

- De kigger bare på vores hårfarve, og så ved de, hvor vi hører til, lyder det med en humoristisk hentydning til, at man skal være over 60 år for at blive godkendt til en lejlighed i Kamelia Hus. 

Ikke fortidens bofællesskab

Parret har i 1970’erne tidligere været en del af et bofællesskab og et kollektiv. Men meget er sket siden, og derfor kunne man foranlediges til at tro, at minderne kunne være blevet urealistisk positive med årene. 

– Der er stor forskel på det, vi har oplevet tidligere og så nu. Dengang var vi ikke så mange i fællesskabet og kollektivet, som vi er nu. Vi kommer geografisk mange forskellige steder fra, vi er forskellige steder i livet, da nogle fx stadig arbejder, og så er vi bare forskellige mennesker, siger Marianne.

Men det er ikke, fordi de er ved at flytte ud igen, forsikrer Marianne og Steen. Tværtimod er de ovenud tilfredse med at have taget beslutningen om at flytte ind i seniorbofællesskabet i Valby og glade for de mennesker, de kommer til at have et tæt fællesskab med.

Boblende spænding i Kamelias Hus

– Jeg kalder det allerede mit hjem, siger Steen om den lille lejlighed. Selve Kamelia Hus skal jeg stadig vænne mig lidt til, men jeg er ovenud positiv over det hele. Jeg kan da allerede sætte navne og ansigter på langt over halvdelen af beboerne, siger han og fortsætter:

– Jeg kan mærke en boblende spænding indeni, og jeg kan næsten ikke vente til, at vi kommer rigtigt i gang med at udnytte de fælles faciliteter og startet på en masse aktiviteter sammen.

Også Marianne glæder sig til den kommende tid, som er fyldt med praktiske opgaver og møder for at få huset til at fungere som et seniorbofællesskab.

– Jeg var meget spændt på, hvordan det ville være at skulle starte fællesskabet op og på, hvem vores medbeboere ville være. Men det er jeg ikke nervøs for mere, for det tegner rigtig lovende, siger Marianne.