Så skete det en dag i april: for fire minutter siden blev min datter og jeg færdige med vores egen hjemmeside for huset. Vi havde aftalt, at når den var helt færdig, skulle det offentliggøres, at huset nu er til salg. Jeg har lige trykket på knappen til et Facebook-opslag, der om lidt kommer ud til alverden - også via vores børn, i forskellige bofællesskabsgrupper og i en annonce på en digital Nørrebroavis til publikum i København.

Vi har ikke skrevet under på formidlingskontrakten med den valgte ejendomsmægler endnu. Det sker faktisk først om 14 dage, men vi tyvstarter ved at fortælle om salget selv. Jeg kunne simpelthen ikke holde ventetiden ud længere. At gå og file på kontrakten med ejendomsmægleren, at være vægelsindet hver morgen – vil vi sælge nu eller ej? Og at gå og sige til hinanden, at nu bliver det forår, hvor er her dejligt, tænk, at vi skal af med dette.

Der har været bundet så megen negativ energi i ikke at tage en beslutning. Det tærer at være i et vakuum, det tærer også på parforholdet, når pinen trækkes ud. Så da påsken var overstået, og vi havde fået malet yderdørene, luget gårdspladsen færdig, lagt nyt perlegrus ud, slået plænen, fjernet skvalderkålene, så var det bare NU.

Jeg føler intet. Jeg troede, mit hjerte ville hamre vildt, men det føles bare som endnu en statusopdatering. Denne var jeg bare lidt mere stolt af. Jeg ved med mit hoved, at dette sætter en masse i gang, men mine følelser er endnu ikke kommet helt med. Om nogle timer bliver jeg bekymret, urolig, bange, får hjertebanken – for nu er vi flyvende. Jeg er alene hjemme, min mand er ude at spille, og er nok ikke helt klar over, at vi publicerede i dag. Jeg fortæller ham det først, når han er gået af scenen. Langsomt kan jeg mærke, at jeg bliver lettet. Processen kan ikke stoppes nu.

Bid 36 timer senere

Et par timer efter: Nu har både min datter og jeg selv delt opslaget på flere sider for bofællesskaber samt til mange venner og venners venner. Folk er begyndt at kommentere oplysningen, sige næh og åhh, hvor flot, hvor billigt, besøge websiden og se på vores dejlige hus. Nu begynder jeg at få kriller. Tænk nu, hvis der er bid allerede!! 

Næste formiddag:
Jeg har nu ventet hele formiddagen, og der er ikke én eneste, der har ringet og sagt, de vil købe vores hus! 
Hvad ligner det!!? 
Men så. Halvandet døgn efter melder der sig én på banen. En kusine til en, vi kender. Hun er vild med huset og vil gerne se det. Jeg er dybt overrasket. Kunne det være så heldigt, at vi kunne sælge, inden formidlingskontrakten er skrevet under? For så kan vi jo spare mange tusinde kroner på ikke at skulle annoncere. 

Kvinden vil utrolig gerne bare se huset for at kunne afgøre, om det er drømmen for hende og en veninde, der måske vil lave et bofællesskab. Vi aftaler kort efter et par timer til besøget, en form for generalprøve på en fremvisning. 

Dagen efter havde vi koncert med 50 gæster i vores koncertrum, og nu var det, jeg virkelig kunne mærke, at vi bor i et lille samfund. For rygterne var jo løbet hurtigt. Facebook-opslaget havde bredt sig som en løbeild, og vi måtte forklare igen og igen, at vi altså ikke er flyttet. Vi aner ikke engang, hvor vi skal hen. Og der går nok så lang tid med salget, at de får julekoncerterne med. Adskillige sagde tillykke med, at vi var flyttet til Frederiksberg?! Der gik lang tid, før jeg fandt ud af, at min kontoradresse på mit københavnerkontor, som jeg har haft i mere end 12 år, figurerer på min virksomheds webside og gav anledning til misforståelsen. Sidenhen har vi mødt andre, meget underholdende, udlægninger af, hvorfor vi flytter, hvor vi flytter hen, og hvad vi nok tjener på salget!

Fremvisning, dokumenter og til salg-skiltet

Et par dage efter kommer mægleren for at lave den sidste forhandling af kontrakten. Vi havde tjekket forskellige websider for at få råd om, hvordan man kan forberede salget, og hvad man kan forhandle om med mægleren. Noget af det, man kan forhandle om, er udgifter til fremvisning, indhentelse af dokumenter, huseftersynsordningen og markedsføringen. 

Vi vælger at lade ejendomsmægleren fremvise huset. Det bliver alt for personligt at vise sit hus frem, og de kommentarer, der kan komme, er ikke nødvendigvis rare at høre på som ejer. Det kan også være akavet for en potentiel køber at stille spørgsmål, når ejeren er til stede. 
Undervejs går det op for mig, at ejendomsmægleren ikke nødvendigvis kender huset så godt, som jeg selv gør, og at der kan blive tale om, at andre viser huset frem end ham, vi sidder og forhandler med. Vi aftaler, at jeg laver et skriv om de forskellige ombygninger, huset har været igennem, om historiske kuriosa i bygningerne, om isolering, solfanger og om de tilbud, vi allerede har indhentet til yderligere renovering. Man kan ikke forlange, at en mægler kender alle detaljer om alle huse, så jeg vil være mest tryg ved, at det, der fortælles, er helt korrekt.
Vi aftaler også, at vi ikke ønsker åbent hus hver søndag, men kun fremvisning mod aftale. Vi aftaler, hvor der skal stå et til salg-skilt, selv om vi egentlig ikke har lyst til at skilte med salget. Men nu går vi planken ud. Vi har allerede - uden skilt - haft ét uvarslet besøg, mens vi ikke var hjemme. 

Det var voldsomt ubehageligt at komme sent hjem en aften og finde spor efter en, der havde været hele haven og gårdspladsen rundt. Vi fik først dagen efter en tilkendegivelse fra den uanmeldte besøgende, der heldigvis viste sig at være en, vi kendte, men det var ikke rart alligevel. 

De fleste respekterer, at et skilt ikke betyder ”kom bare indenfor”, men derimod ”ring til det nummer, der står på skiltet”. Men vi ved også, at nogle kan finde på at overskride den grænse og gå ind og kigge ind ad vinduerne.  
En anden ting, man kan forhandle om, er fremskaffelse af dokumenter. I dag går tingene så elektronisk, at det næsten ikke er værd at overtage arbejdet og bruge tid på selv finde ud af, hvor disse dokumenter skal hentes, så det lod vi ejendomsmægleren om.

Markedsføring og tekster

Endelig er der markedsføringen. Den talte vi meget om. Netop fordi min spidskompetence ligger i kommunikation på de sociale medier var jeg utilfreds med de forskellige pakker, der var obligatoriske eller tilkøb. Jeg har virkelig svært ved at se det smarte i at få vist bannerannoncer på dmi.dk og tv2.dk for vores hus, men det er obligatorisk.

Vi sprang også andre pakker over, blandt andet pakker for lokal annoncering. Vi er overbeviste om, at huset skal sælges til en familie, der vil ud på landet. Hvordan rammer man dem bedst, og hvilke formuleringer ville være bedst på de digitale boligportaler, som vi må forvente, de fleste boligsøgende vil bruge? Også her afleverede jeg tekstforslag til mægleren, som tilpassede sproget i annonce og salgsomtale. Ordvalget og indhold havde jeg omhyggeligt testet af på en række unge familier i målgruppen og fundet gode formuleringer i stedet for, at der primært skulle stå ”et hus med mange muligheder”. 

Man kan også forhandle om antallet af billeder, der følger med i pakken. Jeg bad om tilladelse til selv at bruge de professionelle fotografier på de sociale medier og vores webside for huset gratis, og hvis jeg kunne skaffe en dronefotograf billigere end det, som mægleren tilbød, ville mægleren også gerne modtage en sådan optagelse og lægge den på salgssiden.

Markedsføringen kan blive væsentlig billigere, hvis man er sælger i et område, som er eftertragtet. Da er det måske ikke engang nødvendigt at afsætte penge til annoncer mv, fordi mægleren har et køberkartotek på spring allerede. Hvis man forventer at kunne sælge hurtigt, kan det derfor muligvis også lade sig gøre at forhandle salæret ned.

Huseftersynsordningen

Med hensyn til huseftersynsordningen har vores hus så mange erhvervskvadratmeter, at vi ikke skal ind under den ordning, som almindelige villaer skal. Vi blev derfor enige om, at en energimærkning var nødvendig, og en gennemfotografering også, men en besigtigelsesrapport (svarende til tilstandsrapport for en villa) skal først laves, når der er en seriøs køber. 

Mægleren ville sætte gang i fotograf og energimærke, og i løbet af nogle dage blev jeg ringet op og fik aftaler i hus. I de fleste formidlingskontrakter tilbydes man en rabatpakke bestående af energimærkning, tilstandsrapport og eleftersyn. Der kan man selvfølgelig spare penge, men man skal være opmærksom på, at en tilstandsrapport skal fornyes efter ½ år.

Til slut prøvede jeg at lokke mægleren til at lave et væddemål – hvor hurtigt sælger vi denne ejendom? Det var han ikke glad for. Han ville være tilfreds, hvis den blev solgt inden det første halve år, hvor kontrakten løber (”solgt indenfor 6 måneder eller gratis”). Min mand er overbevist om, at der går flere år, for huse som vores ligger længe, mens jeg er sikker på, vi får solgt inden efterårsferien 2019. Spændende hvem af os, der går af med sejren.

På vej ud til hoveddøren spurgte vi ham, hvornår huset endelig ville blive annonceret på nettet. 
- Om tre uger, svarede han. 
Pludselig fik jeg koldsved over det hele.

Lidt praktisk omkring egenmarkedsføring

En hel del huse sælges via mund til mund-metoden, helt uden om boligportalerne og avisannoncer. Eksempelvis en tante, der fortæller om et godt hus, hun har besøgt, og en boligsøgende niece hører derom og slår til. Nogen deler et opslag på Facebook, som ses af venners venner, og vupti er køberen fundet. Derfor har vi kastet os ud i også selv at fortælle om huset via en webside og via de sociale medier.

Webside

Fordelen ved at have en hjemmeside er, at du selv kan fortælle meget mere, end der kan stå i en annonce. Du kan vise flere billeder, fortælle om historien bag huset, fortælle om området. Din fortælling er langt mere autentisk end det, der står i annoncerne. Det koster nogle få hundrede kroner at købe domæne og webhotel, men en webside kræver selvfølgelig også, at du kan bygge den op selv eller kan finde nogen, der kan mod betaling eller søde ord. Pas på med at lave noget, der ikke ser professionelt ud – det kan skræmme købere, især hvis dine billeder, uden at du tænker over det, taler dit hus ned. 

I begyndelsen havde jeg selv taget billeder af det indendørs, dog viste vi ikke alle værelserne. Da den professionelle fotograf havde været der, skiftede jeg ud, så billederne på vores egen side var identiske med mæglerens.

Facebook

I stedet for en webside kan man oprette en side (ikke en profil) på Facebook for ens hus og fortælle der, hvad man vil. Derfra kan man så på sin egen profil dele opslag. Fordelen er, at mange (men ikke alle) er på Facebook. Ulempen er, at du ikke kan designe siden så meget, da du er bundet af Facebooks design. 

Men der er ingen tvivl om, at Facebook er næsten uvurderlig i forhold til at fortælle på sin egen profil om et hussalg og på den måde sprede budskabet. Husk at gøre dit opslag delbart, så det ikke kun går til vennerne, og husk at bede dem om at dele opslaget. Pas på med at gøre det for tit. De bliver nemlig hurtigt trætte af for mange opdateringer, der fortæller det samme. Brug masser af billeder til at fortælle.

Instagram

I og med at jeg blogger om huset på tredjdealder.dk, fortæller jeg også løbende om downsizing på Instagram. Det sker fra min egen profil. Hver gang, der er et nyt blogindlæg, fortæller jeg om det på Instagram-profilen og lægger et link til det seneste blogindlæg i biografien, som er det eneste sted, man kan lægge et klikbart link. I salgsperioden ligger der på skift et link til bloggen og et link til huset hos mægleren.

Læs næste gang: Ser dit hus pænt ud i køberens øjne?