Mens jeg gik og ryddede op i mine forældres efterladenskaber, som var havnet hos mig, stødte jeg ind imellem på breve og billeder, hvis historie jeg ikke kendte til. Både fra den tid, før jeg blev født, fra da jeg var barn og fra den tid, hvor de blev skilt, og jeg var voksen. Fragmenter af livshistorie, som jeg nogle gange tænkte, det måske ikke var meningen, at nogen skulle have fundet. Eller måske var det historier, de gerne ville have fortalt, hvis jeg havde spurgt dem, mens de levede. 

Fundene gjorde, at jeg ryddede op i mine egne ting på en anden måde. Det, der er tilbage nu af mere private ting, er fragmenter af historier, børnene gerne må spørge ind til, eller som jeg gerne vil mindes om, skulle jeg en dag få demens. 

Det har nemlig gjort et stort indtryk på mig at møde pårørende til demensramte forældre, som har haft glæde af at få læst gamle breve op. Det er noget, jeg gerne nævner, når jeg er ude at holde foredrag om at downsize, og det giver ofte anledning til en længere diskussion om etiske udfordringer, når man flytter for andre.

At tage ansvaret for sorteringen

Når jeg er ude at holde foredrag, sidder der ikke kun mennesker på min egen alder, som selv skal flytte. Der er også nogle andre, som det viser sig er ”sandwichvoksne”. De har deres eget liv, stadig med store børn, der endnu skal tages hånd om, og samtidig har de gamle forældre eller svigerforældre, som har brug for hjælp til at flytte i tide. Nogle fra en stor bolig til en mindre, andre fra deres hjem til et plejehjem. Jeg lytter og hører både glade og smertefulde beretninger.

Selv om der er mange paralleller til ens egen flytning, kan det at flytte for andre gøre ondt på andre måder. Der er ligesom to dimensioner; den praktiske og den mentale: 

Det handler ikke kun om at pakke og flytte kasser – de pårørende skal også tage ansvaret for at sige farvel til ting på en andens vegne. Og det endda på et tidspunkt, hvor alle parter – formentlig – er smerteligt bevidste om, at downsizingen også sker, fordi der ikke skal være så meget tilbage, når forælderen endelig dør. Processen bliver ligefrem eksistentiel. I mange år har man samlet til huse, men det bliver følelsesladet, når man ved, at den omvendte proces skyldes, at man er tættere på døden.

Fra stort til mindre i rask tilstand

Hvis den gamle forælder stadig er rask og ”blot” skal have hjælp til at formindske og pakke ned i tide, kan det være en god ide i fællesskab at sætte sig ned og dele opgaven op i mindre og overskuelige bidder med deadlines. 

En af mine tilhørere fortalte, at de voksne børn havde lavet en flyttebog sammen med den gamle mor, der skulle flytte fire måneder senere. Da meget af flytningen skulle koordineres med, hvornår de voksne børn kunne afsætte tid og trailer til rådighed, fik moderen til opgave for eksempel at tømme et rum i kælderen inden en bestemt dato. Så døtrene kunne køre det overflødige væk til genbrug den efterfølgende weekend. 

I samme flyttebog blev også opført, hvem der hjalp moderen med at afmelde Falck-abonnement, melde flytning og en lang række af de praktiske ting, som i dag foregår via computeren. Det kan være en stor opgave for en, der ikke er født ind i den digitale tidsalder. Hver af børnene påtog sig også de større opgaver, såsom kontakten til ejendomsmægleren og kontakten til flyttefolkene.

Et sådant system med at bryde ned i overkommelige opgaver kan benyttes, hvis man har god tid og især, hvis man ved, hvor forælderen skal hen. Ved at kende den næste bolig kan det blive nemmere for forælderen at acceptere, at alting ikke skal med, fordi det simpelthen ikke passer ind det nye sted, eller fordi der ikke er plads. 

Kender man endnu ikke det nye bestemmelsessted, kan det være sværere for forælderen at holde aftalerne, fordi nødvendigheden af at få gjort tingene ikke er truende. (Fuldstændig ligesom for mig ?)

Uanset deadline skal man være klar over, at de samme overvejelser, som jeg har gjort mig i de forrige blogindlæg om afsked, også gælder her. Især hvis også børnebørn og oldebørn først skal hidkaldes for at se, om der er ting, de vil have.  

Husk at respektere, at de, som er opvokset i en tid, hvor man reparerede ting, stoppede sokker mv, måske har endnu sværere ved at smide ud end yngre generationer, der er mere til brug-og-smid væk. Omvendt skal den ældre generation acceptere, at de voksne børn også har et liv, der skal leves samtidig med flyttehjælpen.

Fra stort til mindre efter dødsfald

Det må bare ikke gå alt for hurtigt: En anden tilhører fortalte, hvordan de voksne børn havde hjulpet moderen med at flytte, da faderen var død. Moderen havde været så knust af sorg, at hun blot havde sagt: ”Smid det hele ud.  Jeg vil slet ikke have noget af det.” 

Børnene havde selvfølgelig ikke smidt alt ud, da moderen jo skulle opbygge et nyt hjem, men de oplevede efterfølgende, at moderen et års tid senere, da hun var kommet sig over chokket over ægtefællens død, savnede ting, der endegyldigt var væk. 

Både hun og de voksne børn var ulykkelige over, at for meget var gået til i processen. Men en deadline for flytningen og moderens insisteren på, at alt bare skulle væk, havde været medvirkende årsag til, at der var røget langt mere ud, end godt var.

Efter et dødsfald er de fleste i en eller anden form for krise. Det kan være en god ide at tage den med ro og ikke flytte for den efterladte lige efter et dødsfald, hvis det altså kan lade sig gøre. 

Hvis forælderen skal ud af boligen, kan man eventuelt i en periode opmagasinere flyttekasser og bohave, som ikke med sikkerhed skal smides ud eller gives væk. Det medfører, at de voksne børn formentlig får endnu en omgang med at flytte kasserne, men den efterladte kan jo leve mange år endnu og selv have brug for at tage afsked med sine ting i et roligere tempo. 

Ofte viser det sig i øvrigt, at det bliver meget nemmere at skille sig af med det opmagasinerede: Når man ikke har manglet noget fra en kasse i to år, så har genstandene nok haft sin tid. Og kan smides ud.

Brevhemmeligheder

Nogle voksne børn skal hjælpe deres forældre med at flytte på plejehjem, forældre, der er på vej til at få demens eller på anden måde ude af stand til at gennemføre processen selv. Dette kan være meget grænseoverskridende. Beslutningerne ligger primært hos det voksne barn, ikke hos forælderen. Fordi sønnen eller datteren bliver den, der skal gennemgå samtlige sine fars eller mors ting og tage stilling til, hvad der skal med videre eller ud.

De får også en indsigt i private ting, som forælderen ikke har haft mulighed for i tide at tage stilling til offentligheden om selv. Det gælder for eksempel breve og fotografier. Et er at rydde op i dette efter en afdød, et andet er, når forælderen stadig lever. 

Dilemmaet for flere af dem, jeg har talt med ved mine foredrag, består i, om man skal, må, kan, bør læse sine forældres private breve? Dels kan man få indsigt i forhold og hemmeligheder, man ikke kendte til, dels kan man få rykket alvorligt ved sin opfattelse af forælderen. Har man lyst til det?

I den lykkelige version kan det selvfølgelig være smukt at tage alle kærlighedsbrevene fra de unge nyforelskede forældre med på plejehjemmet og læse dem op for den gamle forælder, hvis han eller hun vil høre dem, men det kan også være helt forkert.  

En af tilhørerne fortalte, at hun under oprydning havde fundet breve fra sin (afdøde) mor til faderen, men ville undlade at læse dem, indtil faderen også var død. 

Jeg har ikke løsningen på brev- og fotohemmeligheden, og hver gang jeg spørger forsamlingen – ”Hvad gør I”, får jeg svar, der stikker i hver sin retning og med mange forskellige begrundelser. Fra at man selvfølgelig læser ikke andres breve, for der er jo noget, der hedder brevhemmelighed, til at man selvfølgelig da læser dem alle, gemmer dem til næste generation og måske endda sørger for, at de kommer videre til museer eller historiske samlinger.

Det eneste, jeg kan konkludere, er, at hvis man ikke har lyst til, at andre skal læse de breve, man gemmer, så gælder det om at få dem smidt ud, mens man stadig kan gøre det selv.

Fra bolig til plejehjem

At flytte for en person med demens kan have visse udfordringer. Der skal helst ikke være for mange forandringer, så en nøje planlægning af en flytning kan gøre det nemmere for alle parter. 

En bekendt skulle flytte for sin begyndende demente far og valgte en fremgangsmåde, som jeg her refererer: 

På en af faderens friske dage gik hun og faderen igennem lejligheden og udpegede de møbler og ting, som han helst ville have med på plejehjemmet. Hun styrede forløbet og spurgte til, hvilke genstande der betød noget. Det lykkedes nogenlunde, men hun måtte også gå efter sin intuition. Der blev så sat gule sedler på disse ting. 

Da dagen oprandt nogle dage senere, hvor hans værelse blev ledigt på plejehjemmet, inviterede hun faderen ud på en god kop kaffe. Det beskæftigede dem så tilpas længe, at broderen kunne nå at flytte de mærkede genstande over til plejehjemmet og arrangere møblerne på en velkendt måde, sætte lamper op og hænge billederne på plads. 

Da kaffekoppen var tømt, kørte datteren sin far til plejehjemmet i stedet for til hjemmet, og her følte han sig straks hjemme. Hun tog desuden mange små ting med fra hans liv, som hun vidste, han ville mene, var vigtige. De blev sat på en hylde, og engang imellem bliver de skiftet ud, så der er noget at nyt at tale om med besøgende.

At flytte for en dement forælder kan være utrolig vanskeligt, fordi personen med demens kan være blevet så syg, at vedkommende modsætter sig flytningen. Derfor kan det være meget vigtigt, at man i god tid taler muligheden for en fremtidsfuldmagt igennem

Det kan være en vanskelig samtale at tage, men endnu vanskeligere kan det være for de pårørende at se en syg forælder sande helt til i sin bolig uden at kunne hjælpe vedkommende videre til et plejehjem eller anden passende bolig. Desuden kan en flytning også gå ind og aktivere nogle familiedynamikker, som alle havde glemt, at man var en del af. Det skal der gøres plads til undervejs.

Det kan også være ganske udfordrende, hvis den ene forælder skal på plejehjem, mens den anden skal blive boende, for så er det ét hjem, der skal deles i to, og hvem har så fortrinsret til tingene? 

En tilhører fortalte engang om dilemmaet, da både moderen og faderen ønskede at have billedvæggen med børn og børnebørn hængende. Den endte hos moderen på plejehjemmet, men kom tilbage til faderen, da moderen ikke levede længere.

Gem det betydningsbærende

Man skal træde utrolig varsomt, for det er nogle gange en usynlig værdi, der repræsenterer det betydningsbærende. Formidlingschef for Hjem til den tredje alder, Kristine Virén fortæller så glimrende i et nyhedsbrev fra Videncentret Bolius, hvordan hun fik lidt for megen fart på med at lægge ting til udsmidning, da hun skulle flytte for sin sygdomsramte mor:

Da jeg holder en skæv blomsterkrans af tørrede blomster op og hurtigt siger, at den da er lige til at smide ud, opdager jeg, hun begynder at græde og siger stille, det var den sidste blomsterkrans, hun kunne binde med sine hænder, så den betød noget… 

Jeg blev så hårdt ramt af hendes reaktion og min egen ufølsomhed. Det var jo ikke bare ting, nips og ragelse, vi sorterede i. Det var et helt liv, vi sad med i hænderne, og det skulle håndteres med kærlighed og respekt. Tempoet blev sat gevaldigt ned, mange ting blev heldigvis gemt, og vi gav os tid til at snakke om de ting, vi sad mellem.

Processen er svær, fordi man ikke selv kan tage beslutningerne om hver af tingene, men skal afveje, rådføres sig – skal dette smides ud, er det noget, du vil gemme. Det kræver tålmod og indlevelse at finde frem til det mest betydningsbærende. Men en glimrende øvelse: Prøv bare på dine egne ting!

Tag samtalen i tide

Jeg synes, vi skylder dem, der skal rydde op efter os, at foretage denne oprydning selv, i tide. Hvis en flytning er tabu at tale om, kan processen blive både brutal og grænseoverskridende, især når sidste udløbsdato er tæt på. 

I nogle familier taler man bare ikke om, hvad forældrene forestiller sig om deres alderdom. Enten afviser forældrene - med mange forskellige begrundelser - at tale om helbred, økonomi, ønsker og fremtid. Eller også viger børnene tilbage for at tage emnet op af angst for at forældrene skal tro, de dømmer forældrene døde allerede.

Hvis ens forældre ikke tager emnet op selv, kan man forsigtigt spørge, om de har tænkt sig at blive boende her. Hvis de vil det, så kan man råde dem til at gemme nogle penge til den tid, for det er ikke sikkert, de kan få hjælp til hus og have eller boligsikring. 

Spørg dem, om der er en bestemt bolig, de har kig på, som de skal skrives op til i tide, inden huset gror til. Spørg til foranstaltninger som at lukke kælderen af, leje førstesalen ud, andet, som måske kan sikre dem længere tid i boligen, hvis de ikke vil flytte nu.

Men drømmene om en kommende bolig kan være brutal at tale om, for selv om man taler i positive vendinger om en fremtidssikret bolig uden dørtrin, med elevator etc, så taler man jo om, at den næste bolig er en, man kan dø fra. De færreste 75-årige flytter ind på en 5.sal uden elevator.

Det mest nænsomme er, at man giver sig god tid til at tale med hinanden om fremtiden, så børnene har mulighed for at hjælpe i tide. Når mor eller far først har hjemmehjælpsbesøg otte gange i døgnet, skulle flytningen måske være sket meget tidligere. Og for børnene især kan det være hårdt at se på forældrenes hjem forfalde, meget hårdere end at komme med flyttekasser. 

Grundtræthed

Det kan være utrolig opslidende at flytte for sine forældre/svigerforældre. Mange voksne børn fortæller om en grundtræthed, hvor man ikke kan slæbe sig af sted. Om at være træt på en måde, man ikke kan sove sig fra. 

Du må ikke være for hård ved dig selv. Der er mange hensyn at tage undervejs, såvel til forældre, svigerforældre, sin egen ægtefælle og sine egne børn. Du må acceptere, at der sker fejl og bare lære at leve med dem. 

Der er sikkert værdifulde ting, der bliver kasseret, som kunne være solgt. I endte sikkert med at sende det forkerte til forbrændingen i stedet for til genbrug. Der er ting, der blev smidt ud, som skulle være gemt. Du må bare acceptere, at I ikke kan opmagasinere alt, for det koster penge og udskyder bare arbejdet.  

Flytter man forældre mod deres vilje, kan det gøre endog meget ondt og efterlade følelsen af at have svigtet. Men du gør, hvad du kan og skønner bedst i situationen.

Husk at bede om hjælp. Og opsøg eventuelt grupper, hvor du kan få gode råd fra andre. Der findes en del Facebook-grupper for pårørende til demente og til plejehjemsbeboere. Dér kan hentes inspiration, både til flytteproces og til livet med en forælder på plejehjem. 

Under alle omstændigheder gælder det om at flytte i tide, hvad enten det er for ens forældre, eller det gælder dig selv. 

En amerikansk undersøgelse viser, at 75 % af de adspurgte seniorer mener, at det, de har samlet til hobe, udgør en større eller meget stor forhindring for, at de flytter. Undersøgelsen viser også, at ældre, som har formået at flytte i tide som del af deres seniorplanlægning, var lykkeligere end dem, der blev i eget hjem. 

Jeg tænker igen og igen på, hvornår i tide er i tide. En af de faktorer, der dukker oftere og oftere op i mine egne overvejelser, er, at vi skal flytte, mens vi er så friske, at vi kan nå at skabe nye forbindelser, det sted, vi flytter hen. 

Så nu må der ærlig talt gerne komme gang i salget af vores gamle skole. Vi er parate til flytningen.