Når du kigger efter ny lejlighed, uanset om det er til køb eller leje, er den vigtigste tommelfingerregel: Er du urolig for lyd, så bør du overveje om en lejlighed er for dig. Der vil nemlig altid være en vis larm fra naboer i et lejlighedskompleks, uanset om lejligheden er godt lydisoleret. 

3 typer lyd i lejligheder

Man kan groft sagt inddele lyde i lejligheder i 3 kategorier:

  1. Trinlyd er fx lyden af trin på gulvet, banken på vægge og boren i loft og vægge. Trinlyd er lyd, der opstår, fordi loft, vægge og gulv bliver udsat for en fysisk påvirkning. Trinlyd transporteres i bygningens konstruktioner. 
  2. Luftlyd er fx lyd fra musik, babygråd og trafik. Lyden transporteres gennem luften. 
  3. Teknisk lyd er de lyde, som en etageboligs tekniske anlæg giver. Det kan være fra ventilation, udsugningsanlæg og faldstammer.

Selv i helt moderne, godt lydisolerede lejligheder, kan du høre, hvis nogen tramper eller støvsuger ovenpå, hvis der bores eller hamres i lejlighederne omkring dig, eller hvis der er fest.

Når det er sagt, er der selvfølgelig forskelle på lydniveauer i lejligheder, og hvis du vil have et hint om, hvor meget støj der kan være i den lejlighed, du kigger på, er er her nogle råd.

  1. Tjek lejlighedens byggeår

Nyere lejligheder, bygget efter 1990, er sandsynligvis bedre lydisolerede end lejligheder fra 1960’erne. 

Men husk, at en ældre lejlighed fra fx 1900 alligevel kan være bedre lydisoleret end en fra 1960’erne. Det afhænger bl.a. af, om der stadig er fx lerindskud i etageadskillelsen, da lerindskud lukker for eventuelle revner og hjælper med at dæmpe lyden mellem etager. 

En ældre lejlighed kan også være efterisoleret i etageadskillelsen, hvilket vil lydisolere den yderligere.

  1. Bank på væggene med knoen

Hvis du banker på lejlighedens vægge med dine knoer, kan du høre, om det er en tung væg eller en let væg. 

Er lyden hul, så er væggen let, det vil sige typisk en væg af gips, koks eller brædder med puds. En let væg isolerer sandsynligvis godt mod såkaldt ’trinlyd’, da en let væg typisk består af 2 gipsplader, isolering og endnu 2 gipsplader. Trinlyd kan være trin på gulvet, banken på vægge, boren i loft og vægge – lyd, der kommer, fordi loft og vægge bliver påvirket. 

En dump lyd betyder, at væggen er tung og altså af mursten eller beton. En tung væg isolerer godt mod luftlyd, hvilket fx kan være musik, babygråd, tale eller trafikstøj – lyd, der transporteres gennem luften.

  1. Find beskrivelser af vægge og lofters materialer

Ejendomsmægleren eller udlejeren, der viser lejligheden frem, bør vide, hvilket materiale lejligheden er opført i. Er lejligheden til salg, vil du typisk få tegnings- og beskrivelsesmateriale med i salgsmaterialet.

Du kan som udgangspunkt ikke selv finde oplysninger om vægge og lofter på et website, men prøv at tjekke på weblager.dk. Hvis du ikke kan finde info om din bolig her, så spørg hos din kommune, der kan have et digitalt eller fysisk arkiv med tegninger af ejendommen og beskrivelser af dens materialer og konstruktioner.

  1. Få hjælp af en fagperson

Det kan være en god idé at få professionel hjælp til at vurdere lydniveauet i lejligheden. Det kan være en byggeteknisk rådgiver, der kan hjælpe med at gennemgå lejlighedens tegninger og selve lejligheden.

  1. Gå en tur i nærområdet

Ligger lejligheden i nærheden af et stadion, et spillested, en klub eller andet, der kan larme?

  1. Besøg lejligheden i myldretid og dagtimer

Hvis du typisk er hjemme i myldretiden, er det en god idé at besøge lejligheden, når der er allermest trafik på vejene omkring, så du kan vurdere, hvor meget trafikstøjen betyder for dig. 

Hvis du er hjemme i dagtimerne, giver det også mening at besøge lejligheden her. Hvis der fx er en café, skole eller daginstitution i nærheden, kan det give en del støj.

  1. Tjek trafikstøj i området på Danmarks støjkort

På Miljøstyrelsens støjkort, kan du slå adressen på lejligheden op, og se, hvilke støjende veje der eventuelt er i området, og hvor højt støjniveauet er.

Gå til støjkortet her