At skrue ned for temperaturen, når du tager et brusebad om morgenen, kan være en rigtig god idé. Tager du et koldt brusebad, er det dog som regel ikke koldere end 10 grader, og derfor skal du stå under bruseren i mindst et minut for, at det er godt for sundheden. 

Her er fire fordele ved at tage et koldt bad:

1) Varme og velvære

Det kolde gys udsætter din krop for en kortvarig, men ret voldsom stresspåvirkning, som sender alarmstoffer ud i hjerne og krop - som adrenalin, binyrebarkhormoner, humørstoffet serotonin og beta-endorfiner, der dæmper smerter og stress.

Det betyder, at når du lukker for det kolde vand igen, så oplever du en afslappet varmefølelse, når blodet vender tilbage til hud og muskler. Det kan give dig en velværefølelse i hele kroppen i flere timer bagefter. Det samme, som du vil opleve i endnu højere grad, hvis du vinterbader eller tager en tur i det kolde bassin i en svømmehal.

2) Smertelindrende

Er du gigtramt, har ømme muskler eller en betændelsestilstand i kroppen, kan du opleve, at smerten lindres, fordi det kolde vand virker som et koldt omslag.

3) Andre sundhedseffekter

Styrkelse af immunforsvaret, øget fedtforbrænding, forbedret funktion ift. blodsukker- og insulinproduktion, forebyggelse af hjerteproblemer og diabetes, forbedring af din søvn, mere glans og fugt til hud og hår og opstramning af huden er nogle af de mange andre effekter, et koldt brusebad – og måske især vinterbadning – siges at have.

Forskningen er dog ikke entydig, og det er usikkert, hvilke sundhedseffekter der alene opnås badning i koldt vand. Fx viser undersøgelser, at vinterbadere har færre sygedage og føler sig sundere, men forskerne ved ikke, hvad der kommer først: Er det sunde mennesker, der vinterbader - eller bliver man sundere af at vinterbade? 

4) Lavere vandregning

Du kan spare penge på vand-, strøm- eller varmeregningen med et koldt brusebad. Hvor meget, afhænger af i hvilken kommune du bor (på grund af de forskellige vandpriser), hvilken opvarmningsform du har (fjernvarme, gas osv.), og om vandet i din vandvarmer varmes op med strøm eller fx fjernvarme, og hvor mange liter vand, din bruser sender ud per minut. 

I gennemsnit er prisen for 1 liter koldt vand ca. 6,3 øre, mens varmt vand i gennemsnit koster 10,7 øre pr. liter, fordi du også skal betale for opvarmning af vandet. Så, hvis du tager et bad på fem minutter i under en bruser, der giver 10 liter pr. minut, ser regnestykket sådan ud:

  • Koldt vand: 3,15 kr.
  • Varmt vand: 5,35 kr.

Det vil sige, at du sparer 2,20 kr. på at tage et koldt brusebad på fem minutter i stedet for et varmt. På et år bliver det til 803 kr. Det er selvfølgelig muligt at spare endnu mere, hvis I er flere i husstanden, mens besparelsen på et koldt bad versus et varmt bliver mindre, hvis du korter badet lidt ned (for de fleste sker det nok helt automatisk, hvis man tager et koldt brusebad frem for et varmt) eller køber en sparebruser, der sender færre liter vand ud pr. minut.

NB: Personer med alvorlig diabetes eller svækket kredsløb, der er hypersensitive over for kulde, eller som har alvorlige hjerteproblemer eller meget højt blodtryk, bør undgå kolde brusebade og vinterbadning.