1. Gamle glas

Glas fra sennep, rødbeder eller oliven kan du vaske rene og bruge til opbevaring af overskydende dressing eller sovs, rester af maling, skruer og søm eller forskellige slags te. Sæt evt. en hylde op i skuret med lågene monteret under hylden, så glas med små dimser skrues på plads efter brug. Større glas kan bruges som minidrivhus over nye planter på friland, der skånes for vinden og holdes varme.

LÆS OGSÅ:Affald

2. Metalklemmer fra brødposer

Brød, gulerødder og nogle former for slik er ofte pakket ind i en pose, der er lukket med en lille metalklemme. Gem metalklemmen, og brug den, når dine tomatplanter, orkideer eller andre planter skal bindes fast til en støttepind.

3. Bildæk

Gamle bildæk bliver til gode gynger. Hvis du ikke allerede har et gyngestativ, kan du købe ét brugt, fx gennem dba.dk. Gummidæk kan også lægges i græsset og bruges som miniforhindringsbane, hvor børnene kan hoppe fra ring til ring.

4. Mælkekartoner 

Rens dem grundigt, og brug dem til opbevaring af madvarer, der skal fryses, fx bær, tomater til kompot osv. Kartonerne kan stables og udnytter derfor pladsen i fryseren bedre end fryseposer.

5. Spiritusflasker

Flaskerne er allerede desinficerede og er derfor eminente til opbevaring af saft og most. Gå efter dem med skruelåg, og undlad at skylle dem, da det er den sprittede inderside, der kan konservere most eller saft. Så behøver du ikke tilsætte konserveringsmiddel, fx Atamon.

6. Sodavandsflasker

Større flasker på halvanden liter kan du med fordel bruge i dine lange læderstøvler som skaftestøtter i stedet for at købe støvlestøtter i dyre domme. Skaftet holdes oppe og læderet strakt og pænt, selvom støvlerne står sommeren over i skabet eller er gennemvåde efter en tur i skoven. Husk at stikke toppen af flasken ned først, så støvlen ikke udvides ved anklen.