1. Teenageren sidder på sit værelse og gamer på 5. time. Du steger bacon i det tilstødende køkken med emhætten tændt. Skal døren mellem køkken og teenageværelse være åben eller lukket for at sikre den bedste luft for teenageren?
Løsning: Normalt er det bedste råd, at døren til teenagerens værelse skal være åben for at sikre, at luften på værelset ikke bliver for tung. Men hvis teenagerens værelse ligger lige ved siden af køkkenet, er det bedre at lukke døren, når vi går i gang med madlavningen. Der kommer en masse små, fine partikler fra stegning, som kan sprede sig til hele boligen, også selvom emhætten kører. Så teenageren kan sidde med lukket dør, men det er en god idé at lufte ud med gennemtræk et par gange på værelset – og huske at åbne døren igen, når maden er lavet.
2. Det regner udenfor, og det er i forvejen fugtigt indenfor. Skal du lufte ud i regnvejr, eller giver det for meget fugt i boligen?
Løsning: Selvom det er meget fugtigt udenfor, kan du godt lufte ud. I Danmark er temperaturen næsten altid højere indenfor end udenfor. Varm luft kan indeholde mere fugt end kold luft, så når den kolde og fugtige luft kommer indenfor, bliver den varmet op og kan indeholde mere fugt, uden at der kommer for meget fugt indenfor i boligen.
3. Du har ventilationsanlæg, så derfor behøver du ikke at lufte ud. Men er det forstyrrende for anlægget, hvis du også lufter ud med gennemtræk, eller får du dobbelt op på gevinsten ved udluftning?
Løsning: Et ventilationsanlæg er indstillet til at sikre en jævn udskiftning af luften fordelt over hele døgnet. Det er ikke lavet til, at du justerer på anlægget, hvis du synes, du har brug for ekstra luft. Nogle anlæg er indstillet til selv at skrue op for udluftningen, hvis det måler ekstra meget CO2 eller fugt. Men det skader ikke at lave gennemtræk med åbne døre og vinduer efter madlavning, mange gæster eller tændte stearinlys.
4. Du vil gerne lufte ud med gennemtræk, men luften udenfor er fyldt med uønskede partikler, fx fra lastbiler på en meget trafikeret vej, røg fra naboernes brændeovne eller græspollen, som din kone er allergisk over for. Er det bedst for luften i boligen at lufte ud eller ej?
Løsning: Det er godt for boligen at lufte ud med gennemtræk 5-10 minutter tre gange om dagen, men der kan være tidspunkter, hvor det er en dårlig idé. Undgå at lufte ud i myldretiden, hvis der er meget trafik. Er der fx græspollen i luften, er det typisk værst om eftermiddagen, så her kan det være en idé at lufte ud, når det bliver køligt om aftenen. Er det svært at finde en rytme, hvor udluftning på disse tidspunkter passer ind i hverdagen, er det værd at overveje et ventilationsanlæg, som med filtre kan fange en del partikler.
5. Når du laver mad, har du både mulighed for at tænde emhætten eller åbne køkkenvinduet. Hvad er bedst?
Løsning: Et enkelt åbent køkkenvindue er ikke nok i sig selv. En effektiv emhætte kan fjerne de fleste partikler fra madlavningen, hvis den bliver brugt på det rette trin – hvilket som regel er den højeste indstilling. Når du slukker for emhætten, kan der stadig være partikler i luften, så det er en god idé at lufte ud med gennemtræk. En recirkulationsemhætte med kulfilter fjerner ikke partikler nok, og det er vigtigt at lufte ud med gennemtræk, hvor flere vinduer bliver åbnet på hver sin side af boligen. I nye og tætte boliger kan det være en idé at åbne et vindue på klem, så emhætten ikke skaber undertryk og trækker radon ind i boligen.
6. Når du har været i bad, eller hvis du tørrer tøj på badeværelset, er der meget fugt i rummet. Skal du helst åbne døren til resten af boligen, så fugten fordeler sig, eller er det bedre at lukke fugten inde?
Løsning: Fugten skal helst blive i vådrummet, så det er bedst at lukke døren til badeværelset, så fugten ikke spreder sig til resten af boligen. For at fjerne fugten i badeværelset bør du åbne et vindue, og hvis der ikke er et vindue, så kan en form for ventilator fjerne fugten. Er der ingen af delene, er det bedre at åbne døren til badeværelset – og så lufte ud med gennemtræk i 5-10 minutter, så fugten ikke hober sig op i andre rum.
7. Du har ikke mulighed for at lave gennemtræk. Nytter det noget at lufte ud, hvis du alligevel ikke kan lave gennemtræk, eller er det bedre end ingenting?
Løsning: Der er boliger, hvor det er svært at lave et gennemtræk, hvor der bliver åbnet til luft på begge sider af bygningen. Men lidt er trods alt bedre end ingenting. Husk også at tænke dørene ind i udluftningen: Måske er der en dør til en bagtrappe, der kan være med til at skabe gennemtræk. Det manglende gennemtræk betyder, at det er svært at fjerne partikler fra boligen, og det er endnu vigtigere at bruge en effektiv emhætte.