Når du er afsted på ferie, har indbrudstyve bedre mulighed for at arbejde uforstyrret, medmindre du er heldig at have vågne naboer.

En vigtig ting, du kan gøre for at undgå indbrud i din bolig, er at sikre dine vinduer, låse og døre. En låsesmed kan hjælpe med at få undersøgt, hvor godt dit hus er sikret, og hvad du kan gøre for at forbedre det.

Derudover er der en række andre tiltag, som kan bidrage til at forhindre indbrud og undgå at få stjålet dine mest værdifulde ejendele, mens du er bortrejst.

Her får du 7 gode råd:

1. Få dit hus til at se beboet ud

Lav med vilje lidt rod, så det ser ud som, du stadig er hjemme. Lad fx lidt legetøj ligge fremme, stil en kop og lad en opslået avis eller bog ligge på spisebordet og lad opvasken stå fremme.

Sæt timere (tænd/sluk-ure) til dine lys og evt. radio eller tv, så de tændes om aftenen.

Træk gardinerne for i soveværelset, men ikke andre steder.

Få nogen til at komme og vande dine potteplanter.

2. Få haven til at se ud som, der er nogen hjemme

Igen: Lav lidt rod. Lad fx bolde og andet legetøj ligge på plænen eller terrassen, og stil havestolene lidt rodet ved havebordet.

3. Brug Nabohjælp

Fortæl dine naboer, at du tager på ferie. Tilmeld dig Nabohjælp og tal med dine naboer om at gøre det samme, så I kan hjælpe hinanden.

Gennem Nabohjælp, der er veldokumenteret til at forebygge indbrud, kan du få gratis rådgivning og hente den gratis app Nabohjælp.

I appen kan du oprette din ferie og aftale med naboer, at de er feriehjælpere, mens du er væk.

Bed derudover naboer om at fylde din skraldespand, tømme postkassen og parkere deres bil i din indkørsel, så dit hus ser beboet ud. Naboen kan også slå græsset, evt. bare i forhaven, og hænge sit vasketøj til tørre på din tørresnor.

Som naboer kan I også hjælpe hinanden i feriesæsonen ved at gå mere rundt i kvarteret end normalt, især om aftenen.

4. Vis ikke feriebilleder på sociale medier, mens du er afsted

Nogle indbrudstyve bruger sociale medier til at se, om beboerne er på ferie, så vent med at poste opslag på offentligt tilgængelige profiler, til du er hjemme igen.

5. Lad ikke tyven arbejde i fred

Brug sensorstyret lys til dine udendørs lys, så de automatisk tænder ved en bevægelse.

Sørg for, at din hæk, dine buske og planter er så lave, at en tyv ikke kan stå i skjul, mens han bryder ind. Klip hækken ned, så den er højst 1,6 meter høj.

Sørg også for, at dit husnummer kan ses tydeligt fra vejen, så det er let at finde huset, hvis der skulle opstå en nødsituation.

6. Sæt lås på skuret

Lås værktøj, haveredskaber og stige inde i skuret med fx en god hængelås. Nogle tyve bruger de remedier, de kan finde på adressen, til at bryde ind med.

Hænger stigen udendørs, så lås den fast.

7. Beskyt dine værdigenstande

Lad ikke værdigenstande som smykker, eller ting, du er særligt glad for, ligge frit fremme, og gem dem heller ikke i soveværelset, som typisk er det første sted, en tyv vil lede. Læg dem i stedet i en bankboks eller et indbruds- og brandsikret pengeskab/værdiskab i hjemmet, eller gem dem et sted, hvor der er mindre risiko for, at en tyv vil lede.

Tyve går også efter designermøbler og -lamper. Flyt disse, hvis det er muligt til steder, hvor de ikke kan ses udefra.

Gem også ekstranøgler til hus og bil.

Se videoen 'Undgå indbrud: Tjeklisten inden du tager på ferie'

Flest indbrud i sommerferien og ved juletid

Generelt er ferier – især sommerferien og juleferien – højsæson for indbrud. Vær derfor ekstra opmærksom på at træffe dine forholdsregler og indbrudssikre dit hus, når ferierne nærmer sig.