Flyverust, glaspest, revner og farver, der går af.

Det er ikke alle former for bestik, glas, tallerkner og køkkenredskaber, du bør vaske op i din opvaskemaskine. Bolius’ rengøringsekspert, Fru Grøn, fortæller her, hvad du ikke bør komme i opvasken og hvorfor.

  1. Redskaber af aluminium

Fx hvidløgspresser, sigte, si og æggedeler.

Aluminium er et blødt metal, der opløses i overfladen (korroderer) i forbindelse med alkaliske opvaskemidler i vaskemaskinen. De opløste aluminium-ioner kan sætte sig på de indvendige sider af maskinen og lave afsmitning på andet metal og porcelæn.

  1. Dårligt rustfrit stål

Gode legeringer af rustfrit stål tåler almindeligvis opvask i maskine. Nogle mindre robuste typer rustfrit stål, fx på bestik, hvidløgspresser og ostehøvl, eller hvis der er huller på trådkurven, kan danne flyverust. Korrosionen på metallet starter, når der er madrester med salt, syrer eller fx aluminium i nærheden af det rustfri stål.

  1. Stegepander og stegegryder

Stegepander af kobber, støbejern og/eller med ”sliplet” overflader vil blive angrebet af opvaskemidlerne, så de ændrer udseende, og de gode brugsegenskaber til stegning bliver nedsat. Chancen for flyverust øges.

  1. Porcelæn uden dækglasur

Malede eller guldbelagte kopper og tallerkner, der ikke har overglasur på dekorationerne, vil ændre farve efter vask i opvaskemaskinen. Håndmalet porcelæn har sjældent overglasur, så det vil efterhånden miste farve og glans.

  1. Fine glas

Krystalglas og flere hånddrejede glas kan få glaspest af at blive vasket op i opvaskemaskinen. Når de fine glas kommer i kontakt med vand, varme og alkaliske opvaskemidler, opløses overfladen, så den bliver mat og porøs. Det kaldes glassyge’ eller glaspest, og det kan ikke fjernes igen. 

  1. Redskaber af træ

Nogle redskaber af træ kan opsuge vand og måske revne under tørringen. Mest problematisk er sammensatte træting og fx knive med ben eller træskaft.

Nogle træredskaber er markeret med "Tåler maskinopvask", når du køber dem, og det bør de kunne. Grydeskeer, spatler og fx spækbræt af bambus kan normalt tåle at komme i opvaskemaskinen. 

  1. Plastbeholdere og andet plast, der ikke kan tåle 85˚C

Mange ting af plast kan komme i opvaskemaskinen, mens andre vil blive deformeret på grund af den høje temperatur, det kan bl.a. ske for plastbeholdere af Polyetylen (PE) og tynde engangsflasker af Polyetylentereptalat (PETP). Læs på mærkningen, om plasten tåler +85 grader, eller tjek, om der evt. et ”tåler opvask”-mærke på. Selvom du stiller opvaskeprogrammet på en lav temperatur, vil temperaturen i tørreprocessen ofte komme op på 80-85˚C.

7 overraskende ting du godt kan komme i opvaskemaskinen

  1. Opvaskebørster
  2. Emhættefilter
  3. Bokse fra køleskabet, hvis de kan i følge brugsanvisningen
  4. Glasvaser
  5. Moderne køkkenknive. De bliver ikke sløve af det (det kan ældre køkkenknive, der ikke har et så højt indhold af chrom dog godt).
  6. Dekoreret porcelæn og glas, hvis det har overglasglasur
  7. Grydesvamp af plast og tandbørste, der anvendes til rengøring

7 ting folk putter i opvaskemaskinen

Opvaskemaskinen bliver brugt til meget andet end at vaske tallerkner, glas, kopper og bestik i. Det fandt Fru Grøn ud af, da hun på Google søgte efter informationer om, hvad danskerne egentlig sætter i opvaskemaskinen. Hun fandt bl.a. frem til disse, som det heller ikke er en god idé at putte i opvaskemaskinen.

  1. Værktøj 

Det kan blive ødelagt, da det er sammensat af metal og træ, og metal kan give anledning til flyverust.

  1. Hårbørster

Er ofte sammensat af forskellige materialer, som måske ikke kan tåle de høje temperaturer i en opvaskemaskine.

  1. Toiletbørster 

Bør af hygiejniske grunde renses manuelt.

  1. Sportssko 

Ikke alle materialer kan tåle det, så de bør i stedet skrubbes med en stiv børste for at få snavset væk.

  1. Kasketter 

Bliver ikke rene, men bleget af de kraftige blegemidler, der er i opvaskemidlet.

  1. Dørhåndtag

Det er besværligt, og du skal være sikker på, at materialet kan tåle det.

  1. Madvarer

Nogle foreslår at tilberede mad i opvaskemaskinen, fx ovnbagt laks. Det kan man måske godt, men det er dyrt, og der skal anvendes meget emballage.