I ”Ret BBR-oplysninger” kan du som boligejer:

  • Se din egen ejendom.
  • Se ejendomsoplysninger om grund, bygninger og tekniske anlæg på din ejendom.
  • Foreslå ændringer til registrerede BBR-oplysninger (ændringer til grunde, bygninger, enheder og tekniske anlæg, som allerede er registreret i BBR).
  • Foreslå ændringer til placering af bygninger på din ejendom. 
  • Foreslå registrering af nye småbygninger (udhuse, garager, carporte m.v.). 

Som boligejer kan du selv gå ind og rette dine ejendomsoplysninger og sende dine forslag til ændringer til kommunen. 

Det sker via BBR's og Vurderingsstyrelsens ”Ret BBR-oplysninger”.

Du kan også skrive direkte til din kommune via denne formular på bbr.dk. Det er også stadig muligt at kontakte kommunen via e-mail eller telefon, hvis du ønsker at rette i BBR, og ikke kan bruge de andre muligheder.

Ændringsforslagene sendes til BBR’s indbakke, hvor kommunen behandler og godkender ændringer, inden de lægges i selve BBR.

BBR står for Bygnings- og Boligregistret, og her finder du oplysninger om alle bygninger og boliger i Danmark.

Hvorfor er det vigtigt at rette dine BBR-oplysninger?

Det er vigtigt at have orden på BBR- oplysninger for din bolig. 

Oplysningerne fra BBR danner nemlig grundlag for beregningen af bl.a. ejendomsværdiskat og afgifter til vand, varme og renovation. Samtidig henter forsikringsselskaberne oplysninger om boligen, når der tegnes husforsikring. Desuden bruges oplysningerne bl.a. ved optagelse af lån og ved forsikring af ejendommen. 

Boligejere er ansvarlige for, at BBR er korrekt

Som ejer af et parcelhus, rækkehus, sommerhus og ejerlejlighed er du ansvarlig for, at registreringen i BBR er i overensstemmelse med de faktiske forhold på din grund. Du har pligt til at meddele kommunen enhver oplysning, der er af betydning for opdatering og drift af BBR. Det betyder også, at du har pligt til at rette oplysninger i BBR, hvis du bliver opmærksom på, at de ikke er korrekte. 

Fejl i BBR kan straffes med bøde

Kommunen har mulighed for at udstede en bøde på op til 5.000 kr., hvis der ikke er indberettet oplysninger til BBR rettidigt, eller hvis der er opgivet urigtige oplysninger.

Kommunen kan ligeledes foretage en udvendig besigtigelse og opmåling af en bygning, hvis der skulle være tvivl om oplysningernes rigtighed. 

Hvilke oplysninger skal du indberette til BBR-registret?

Du er som ejer forpligtet til at give kommunen besked, hver gang du foretager ændringer på din bolig. Det kan fx være, hvis du:

  • Ændrer på beboelsesarealet. Også selvom det er i en allerede eksisterende bygning. 
  • Ændrer på varmekilder – fx får en varmepumpe i stedet for et gasfyr.
  • Ændrer på installationsforhold, fx får et ekstra toilet. Det gælder dog ikke udskiftning af allerede eksisterende installationer. 
  • Ændrer på tagdækning, materialet eller ydervæggenes materiale.
  • Opfører eller fjerner bygninger på din grund – fx en garage eller et skur, drivhus eller overdækket terrasse.
  • Efterisolerer udvendigt, så boligens areal ændres.

De fleste af ovennævnte forhold kræver også, at du enten søger byggetilladelse, eller at du anmelder det til kommunen. I sådanne tilfælde vil din BBR-meddelelse automatisk blive rettet.

Find den fulde liste over de oplysninger, som du har pligt til at indberette til BBR, samt hvornår de skal indberettes, i bekendtgørelse nr. 1010 af 24. oktober 2012 om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR).

Hvad bliver mine BBR-oplysninger brugt til?

BBR har siden 1977 indsamlet oplysninger om landets bygninger og boliger fra ejerne selv. Oplysningerne blev i 1977 hovedsageligt brugt til folkeboligtællinger og ejendomsvurdering. I dag benyttes BBR-data af mange forskellige offentlige myndigheder og private virksomheder.