Dyrk dine egne tomater og oplev – måske for første gang – hvor sødt, krydret eller frisk en tomat kan smage. Tilmed er det ren terapi at spire frø, plante planten og pleje den løbende, mener Camilla Plum.

Læs, hvordan hun dyrker tomatplanter her

Spir dine egne tomatfrø

  • Spir tomatfrøene ved 24–27 grader, fx i en vindueskarm over en radiator.
  • Så frøene enkeltvis i små potter, fx foldet af avispapir, og placer dem i en bakke. Pak dem ind i en sort plastsæk, så de får meget lidt lys.
  • Flyt de spirede planter i en spirekasse med plastlåg eller en klar plasticpose lagt løst over planterne bedre. Planterne skal også stå køligere, ca. 18 grader.
  • Hold dem fugtige – uden at drukne dem – og sørg for rigelig lys.
  • Pot planten om til en større potte i takt med, at den vokser og får små, begyndende blade. Heller en ompotning for meget end for lidt – det holder væksten i gang.

Galleri: Her er Camilla Plums yndlings tomatsorter

Inden udplantning: Gør jorden klar

  • Grav store mængder kompost og formuldet ko- eller hestemøg ned i jorden– enten i efteråret eller i det tidlige forår, så kan du dyrke i den samme jord hvert år. Bland ko- eller hestemøg med anden kompost, inden det æltes i jorden.
  • Brug ikke for kraftig gødning, der giver masser af blade og få tomater. Hønselort er fx meget kraftigt. 2 kilo hønselort skal minimum spredes ud over 100 m2 bed. Hestegødning indeholder meget halm og har mindre gødningsværdi end hønsegødning.
  • Lad gødningen ligge i et halvt til et helt år, inden den skal anvendes. Stik i den med en greb, inden den vendes i jorden.
  • Dæk evt. jorden med sort ukrudtsdug, som du kan købe i et plantecenter. Brug ikke sorte plastiksække – det lader ikke fugtighed sive ned igennem til jord og planter.
  • Skær huller i dugen, der hvor der skal plantes.

Udplantning: Undgå nattefrost og sæt tomaterne dybt

  • Plant ud, når nattefrosten er helt væk og luften er mindst 7 grader om natten i drivhuset. Det er som regel midt i maj. Plant endelig ikke for tidligt ud – planterne dør let.
  • Har du et opvarmet drivhus, kan du plante ud midt i marts.
  • Plant dine tomater direkte i drivhusjorden – det giver store tomatplanter og stort afkast.
  • Sæt tomaterne dybt i jorden. Gerne så kun en tredjedel af den lange plante stikker op.
  • Lad der gerne være en halv til en hel meter mellem planterne – så får de god plads til at bære mange tomater.
  • Tomater danner rødder langs hele stænglen. Udnyt denne evne, og grav stænglen dybt ned i jorden –og dybere og dybere i takt med, at plantens tomatklaser modnes. Det giver tomatplanten fornyede kræfter til at modne de næste klaser.

Gå tomatplanterne efter ugentligt

  • Gå dine tomatplanter efter en gang om ugen – tomatplanter bliver ukontrollerbare og kæmpe store, hvis de bare får lov at vokse. Store tomater er mindre smagfulde end små.
  • Fjern de nye stængler, planten danner i jordhøjde meget tidligt i forløbet, så den kan vokse sig stor i højden.
  • Knib nye skud af i de hjørner, hvor bladene sidder. Tynder du ikke hårdt ud i det, ender du med en tomatbusk med færre tomater. Og din tomatplante bliver rigelig busket alligevel.
  • Vand så lidt som muligt, fx en sjat om dagen, når tomatplanterne er i vækst – det giver det giver bedre smag, tomaterne revner sjældnere og får mindre skimmel.
  • Brus tomatplantern med vandekandevand, hvori der har været et par brændenælder. Det styrker planterne mod utøj.
  • Plant basilikum og tagetes i jorden mellem planterne – i stedet for at overlade den gode jord til ubrugeligt ukrudt.