Mange sommerhusejere har fået en tilbøjelighed til at efterligne deres helårshus i forhold til komfort, indretning og udtryk. Det ville en australsk forretningsmand for alt i verden gerne undgå, da han bad arkitektfirmaet Austin Maynard Architects om at tegne et simpelt, utraditionelt fritidshus med plads til kun basale fornødenheder.

Kort om boligen

Beliggenhed: St. Andrews Beach i Australien.
Hustype: Feriehus i to etager opfør i 2018.
Størrelse: 139 m2 på en 8.304m2 stor grund.
Arkitektfirma: Austin Maynard Architects

Løsningen er blevet et rundt hus i to etager, der ikke fylder mere end 10 meter i diameter og er placeret i et øde område blandt klitter og træer. En ren geometrisk form midt i et råt og sandfyldt terræn.

Cirkelformen tvinger dig til at bevæge dig og indrette dig anderledes end traditionelt, hvilket er med til at gøre livet i fritidshuset meget anderledes end hverdagen i helårshuset. 

I midten af huset er der en vindeltrappe i stål, der forbinder de to etager, som begge er udstyret med store vinduer og glasdøre, der for de flestes vedkommende kan foldes sammen og udviske skellet mellem inde og ude.

Den åbne konstruktion giver en rustik atmosfære, hvor alle byggematerialer er blotlagt. De består fortrinsvist ude og inde af en australsk type af hårdfør asketræ og stål, der begge patinerer smukt. 

Den runde form gør også, at huset ikke har nogen forside eller bagside. Hele vejen rundt har det vigtigste været at give mulighed for det mest optimale udsyn til naturen.

Terrassen er skåret ud af cirkelformen, så den ikke er bygget uden for huset, men er en del af selve huset