Det er noget af et benspænd at skulle skabe en funktionel, rummelig og ekstraordinær enfamiliebolig i et ældre hus, der er 4 meter bredt og 69 meter langt.

Ikke desto mindre er opgaven løst til guldmedalje for arkitektfirmaet Taller Estilo, der står bag Kaleido House på Yucatán-halvøen i det sydlige Mexico.

Se boligens mange udtryk her

En bolig udformet som kalejdoskop 

Som titlen på huset antyder, er resultatet som et kalejdoskop fuld af indtryk, der hele tiden skifter, afhængigt af hvor i huset du befinder dig, og hvordan lyset falder ind mod husets kun to fronter fra et skulpturelt snittet lysindfald i taget, og hvordan lyset reflekteres i de mange glas og spejlflader i boligen. 

Ambitionen var fra begyndelsen at drage fordel af bygningens lange, smalle dimension ved at skabe sanselige oplevelser gennem hele husets længde. Det er blandt andet gjort ved at arbejde med halvcirkler på de to etager. Cirkler i form af udsnit i gulve og lofter og buede skillevægge i glas, som betyder, at beboerne ikke kan gå hurtigt gennem rummene, men må give sig tid til at mærke og dvæle ved indretningen og stemningerne.

Cirkeludsnittet i husets midte, hvor trappen til 1. sal er placeret, har i øvrigt også den funktion at lede naturligt lys fra vinduer i taget ned til stueetagen og sørge for ventilation. Udsnittet gør, at der er færre kvadratmeter flade, men det ekstra lys, som det arkitektoniske greb giver, får boligen til at virke meget mere rummelig og lys, end den er fra naturens side.