Hvordan kan din indretning give mere dagslys?

Både indeklimaet og din sundhed bliver påvirket af, hvor meget dagslys der kommer ind i din bolig. Derfor bør du være opmærksom på, hvordan du indretter dig, så der kommer så meget lys ind som muligt.

Dagslys, og lys i det hele taget, har stor betydning for den måde, vi oplever rummene i vores boliger på. Det betyder blandt andet noget for, hvordan vi oplever rummenes dimensioner - altså om de virker store eller små.

Brug af halve vægge eller rumopdelere i stedet for fulde vægge er en måde at få dagslyset længere ind i boligen på. Kombineret med lyse overflader og høje glaspartier kan det være en god løsning. Et højtsiddende glasparti i væggen ind mod et rum, som er bedre oplyst, kan trække lys ind til det mørkere rum.

For at få mere dagslys i et rum kan det også være nødvendigt at ændre forhold udenfor. Gode måder at få mere dagslys i boligen på kan for eksempel være at fælde et træ, fjerne buske eller flytte et skur, der står i vejen for det gode lysindfald.

Dybden på din bolig har stor betydning for, hvor meget dagslys der kan nå ind til midten af den. Er boligen dyb, er det ofte nødvendigt at tænde lys i dagtimerne selv midt på sommeren, hvor der er lange lyse dage. Det giver selvsagt et højere energiforbrug.

Mens dybden på boligen er svær at ændre, er der en række andre ting, du kan gøre for at få en lysere bolig.

Mal i lyse farver

Mal vægge og lofter i lyse farver. Lyse farver reflekterer mere lys og øger lysets styrke i modsætning til mørke overflader. Farverne på dine møbler har også betydning for, hvor lyst der er i rummet.

Brug lyse materialer udendørs og få bedre lysindfald

Vælg lyse materialer udendørs, hvis du gerne vil have reflekteret dagslyset ind i boligen. Der bliver reflekteret mere lys ind i boligen fra en lys træterrasse i forhold til en mørk træterrasse. Lyset kan også blive farvet efter omgivelserne. Dagslyset i rummet kan eksempelvis få et grønligt skær, hvis græsplænen støder op til facaden.

Mal vinduerne indvendigt

Mal vinduesrammer, paneler, karme og vinduesplader lyse på den indvendige side. Jo færre potteplanter og ting, der står på vinduespladen, jo mere lys kommer der ind i boligen. Undervurder heller ikke effekten af at have rene vinduer, så sørg for, at dine vinduer ofte bliver pudset.

Indret dig efter dagslyset

Indret dig, så du udnytter dagslyset bedst muligt. Ryk fx arbejdspladsen hen til et vindue - også selvom rummet vender mod syd. Husk dog, at du skal kunne skærme af for solen, når den står lavt på himlen.

Flyt også opholdspladserne hen til vinduerne. De fleste mennesker vil automatisk placere sig tæt på et vindue, hvis de har valgmuligheden. Både på grund af lyset, men også fordi det gør det muligt at se ud.

Vær opmærksom på indeklima og sundhed

Både lyset og udsigten påvirker vores velbefindende. Vores døgnrytme bliver styrket, hvis vi får den rette mængde lys i løbet af dagen. Vi får en bedre søvnkvalitet, og det har en positiv indvirkning på vores sundhed. Når du overvejer indeklimaet i din bolig, er det derfor også afgørende, at du medtænker mængden af dagslys.

Udsigten til natur er også med til at skabe velvære. Undersøgelser fra hospitaler viser, at patienter, der ligger på sengestuer med masser af dagslys, bliver hurtigere udskrevet, end patienter, som har begrænset dagslys og ringere udsigt.

Det er en fordel, at der kommer lys fra flere verdenshjørner i rummet. Det gør lyset i rummet mere interessant, da du kan følge lysets bevægelse i løbet af dagen og får flere typer af lysindfald.

Billedserie: Luk lyset ind i din bolig

Hvordan kan vinduer give mere dagslys?

Vinduernes størrelse har helt naturligt betydning for, hvor meget dagslys der kommer ind i din bolig. Jo højere vinduer, desto længere når lyset ind.

Det er dog kun de første 4-5 meter fra vinduerne, hvor det betyder noget, om vinduet er højt eller lavt. Så selvom du vælger høje glaspartier i din bolig, er det ikke ensbetydende med, at lyset kommer helt ind midt i boligen. Det er et spørgsmål om prioritering, hvorvidt det er arbejdspladsen, køkkenet eller opholdszonen, der skal være tæt på lyset.

Hvis du vil have vinduer med sprosser, vil så smalle sprosser som muligt give mest muligt dagslys.

Har huset tykke mure kan man ved, at lave skrå lysninger, som skydeskår i gamle bygninger, få spredt lyset mere ind i boligen.

Ovenlysvinduer eller lysskakter kan give dagslys ind de steder i boligen, hvor der ikke er vinduer i facaden.