- St. Croix er et fantastisk sted at bo. Her kan du stadig finde en kridhvid sandstrand med det mest turkisblå vand, du kan forestille dig, og uden en person på stranden, du har det hele for dig selv.

Den danske kvinde Sanni Craft havnede på De Amerikanske Jomfruøer ved et rent tilfælde i 2004, da en veninde, der arbejdede på et rejsebureau, spurgte, om hun kunne tænke sig at hjælpe dem et par måneder som rejseguide.

- Jeg var der i to måneder og tog hjem igen i orkansæsonen, men jeg havde allerede forelsket mig i stedet. Så jeg valgte at komme tilbage og tage et halvt år mere. Jeg mødte faktisk min mand Jay, den første uge jeg var her. Han var fra Texas, men arbejdede i et finansfirma på øen. Da jeg returnerede, begyndte vi at date, og et halvt år blev vi gift på stranden på Chenay Bay med familierne fra Danmark og Texas samlede, fortæller hun.  

Siden kom der to døtre til, der i dag er henholdsvis 10 år og 5 år gamle.

Alt er lavet om i drømmehuset på St. Croix

I 2012 besluttede familien sig for at finde noget større at bo i. De forelskede sig i et caribisk hus med syv meter til loftet og masser af lys, der lå i St. Croix’ bedste kvarter, Shoys. 

I første omgang havde de dog ikke pengene til at købe det, så de satte deres daværende hus til salg. For to år siden kunne de så endelig købe drømmehuset, der egentlig består af to huse på i alt 250 m2, som er forbundet med en overdækket gang. Pris: 350.000 dollars (2,4 millioner kr.).

- Det var en ’fixer upper’, så alle fliser i huset er blevet revet af. Ovenpå var der ingen elektricitet, vvs, vinduer eller døre, det var bare et tomt rum. Nedenunder var der ét stort rum, som vi har lavet til børneværelser. 

- Vi har stort set været igennem hver lille del af huset. Jeg kendte en håndværker, der var rigtig god til beton, og min far kom også ned og hjalp. Jeg stod op om morgenen og mødtes med arbejderne og fortalte, hvad der skulle laves. Så tog jeg på arbejde og bestilte materialer. Når jeg fik fri, kom jeg hjem og tjekkede, og hvis tingene ikke var i vater eller i orden, så fik jeg dem til at rive det ned og bygge det op igen. Så hentede jeg børn og så hjem igen. 

- Det gjorde jeg et års tid, indtil vi løb tør for penge, men nu er det indvendige af huset lavet. Vi har også nogle store projekter udenfor, der skal laves. Der er en terrasse, der skal gøres større, der skal etableres en pool, og så skal der en balkon ovenpå, men det er noget, der skal spares op til, forklarer Sanni Craft.

Hus i dansk og caribisk stil

I det forreste hus er der nu køkken, stue, gæstesoveværelse og et toilet. I det bagerste hus, er der to børneværelser samt et badeværelse nedenunder, ovenpå er der et stort soveværelse med walk-in skab og badeværelse. Indretningen er en blanding af dansk og caribisk stil.

- Jeg kan godt lide den caribiske brug af farver, men også den danske stilrenhed. Der er meget hvidt i vores hus i forhold til amerikanske boliger, hvor der oftest er køkkener i mørkt træ og brune møbler. Jeg har et hvidt køkken, og mine venner har spurgt, hvordan jeg har tænkt mig at holde det hvidt, men det kan vi i Danmark, så det kan vi nok også herovre, siger Sanni Craft.

Huse har eget regnvandsanlæg, så vandet kan genbruges

Der er et enkelt vandværk på St. Croix, men man kun kan blive koblet på, hvis man bor i nærheden, og da vandet også er dyrt, har de fleste huse deres eget regnvandsanlæg, det gælder også Craft-familien. Her har man to tanke, der kan lagre mellem 137.000 og 181.000 liter vand, som bliver opsamlet fra taget. Et filtreringsanlæg med tre store filtre samt et uv-filter renser vandet. 

Faktisk kræver byggeregulativerne, at alle nye huse bygges med regnvandsanlæg, og man er generelt meget vandøkonomiske på øen.  

- Vandet fra vores bruser løber ud i haven og vander planterne, og mange bruger vandet fra vaskemaskinen til at vande bananer, fortæller Sanni Craft. 

Venner hjælper, når der er brug for det

For tre et halvt år siden skiftede hun spor og blev ejendomsmægler, og selvom hun har travlt, giver jobbet hende også en vis fleksibilitet, så hun sørger for, at der er tid til at nyde omgivelserne og pleje venskaberne.

- Vi lever lidt, som I gør om sommeren. I weekenderne mødes vi på stranden med alle vennerne, og så tager alle noget mad med. De fleste af os har ikke familie hernede, så vores venner er vores familie, og når der sker noget, og man har brug for hjælp, så er folk der bare. 

- Jeg mistede min mor for et år siden. Da jeg kom tilbage fra Danmark, havde de allerede sat en madplan op, så vi fik leveret mad fjorten dage i træk og hjælp til at hente børn, fortæller hun.

Det er et åbent spørgsmål, om familien med tiden vil flytte tilbage til Danmark.  

- Man skal aldrig sige aldrig. Danmark betyder rigtigt meget, men jeg kunne ikke forestille mig at bo i Danmark hele året rundt. Jeg kan ikke lide vintrene, erklærer Sanni Craft.