Danskernes forbrug af sprøjtemidler i haven falder

Salget af sprøjtemidler til private er på et historisk lavt niveau, viser opgørelse fra Miljøstyrelsen. I stedet bekæmper danskerne ukrudt og mos på andre måder.

Danskerne bruger mindre roundup

Salget af sprøjtemidler er det laveste siden 2007. Foto: Jan Felland

Kort fortalt: Danskernes forbrug af sprøjtemidler

  • I 2016 blev der solgt 20 ton sprøjtemidler til private danskere - det laveste tal Miljøstyrelsen har målt. 62 % af de solgte sprøjtemidler var som klar til brug-produkter.
  • Med et salg på 18 ton i 2016 udgør ukrudtsmidler klart den største andel. Stoffet glyphosat står alene for 14 ton.
  • I 2011 købte private danskere 81 ton sprøjtemidler, cirka fire gange så meget som i 2016.
  • De 20,8 tons sprøjtemidler, der blev solgt til private i 2015, svarer til 0,8 % af det samlede salg af sprøjtemidler i Danmark.

Kilde: Miljøstyrelsen

Når ukrudtet bliver lidt for genstridigt, er det fristende at ty til den nemme løsning - sprøjtemidler.

Men danskerne er i stigende grad begyndt at fravælge den nemme løsning og i stedet tage arbejdshandskerne på og finde gravegreb og cirkelhakke frem.

Salget af sprøjtemidler mindskes

Der blev i 2016 solgt 20 ton sprøjtemidler til private, hvilket er det laveste siden Miljøstyrelsen begyndte at måle salget årligt i 2007. Det viser en undersøgelse lavet i 2017 af Miljøstyrelsen. Andelen af solgte sprøjtemidler er også lavere end Miljøstyrelsens tidligere undersøgelser fra henholdsvis 1986, 1996 og 2002.

- Faldet i brug af sprøjtemidler skyldes nok primært øgede salgskrav og stigende afgifter, men der er helt sikkert også sket en holdningsændring hos danskerne. Vi er blevet mere miljøbevidste og vælger derfor i stigende grad sprøjtemidler fra af principielle grunde, siger Jesper Carl Corfitzen, haveekspert for Bolius.

I november 2015 trådte nye regler for salg af sprøjtemidler i kraft. Det har fx. betydet, at koncentrerede sprøjtemidler skal opbevares i aflåste skabe og at forhandlerne skal have uddannede medarbejdere, der kan rådgive om sikker og korrekt brug af sprøjtemidler.

Danskerne bruger for meget ukrudtsmiddel

Selvom salget af sprøjtemidler siden 2007 løbende er faldet, mener Bolius’ haveekspert, Jesper Carl Corfitzen, at forbruget sagtens kunne være mindre. 

- Private haveejere har en tendens til at bruge mere, end der står på pakken. Og så er det altså, at brugen af fx Roundup bliver problematisk og ender med at forurene vores drikkevand. Så det ville både mindske salget og skaden på miljøet, hvis folk købte klar til brug-produkter eller fjernede ukrudt og lignende uden brug af sprøjtemidler, siger Jesper Corfitzen.

Bolius anbefaler, at du fjerner dit ukrudt med andre metoder end sprøjtemidler. Det er hverken specielt svært eller tidskrævende. I artiklen ”De 5 bedste tips til at fjerne ukrudt” kan du blandt andet læse, at du skal starte kampen mod ukrudt allerede i marts/april, og at det nemmest kan gøres et par dage efter regnvejr.

Miljøstyrelsens 6 vigtige råd, når du bruger sprøjtemidler

  1. Vælg klar til brug-sprøjtemidler: Vælg færdigblandede sprøjtemidler, så undgår du fejldosering samt risikoen for at spilde koncentreret sprøjtemiddel i naturen eller på din hud.
  2. Køb kun produkter godkendt til private.
  3. Køb kun produkter godkendt i Danmark.
  4. Læs etiketten og sprøjt efter instrukserne: Sprøjtemidler skal bruges rigtigt for at undgå miljø- og sundhedsfare.
  5. Smid ikke sprøjtemidler med faremærke i skraldespanden: Følg din kommunes anbefaling i forhold til farligt affald.
  6. Hold børn og husdyr væk, når du har sprøjtet: Vent med at slippe dyr og børn løs i haven, indtil du er sikker på, at det sprøjtede område er tørt.

Kilde: Miljøstyrelsen

Færre køber sprøjtemidler mod mos og ukrudt

Det er især mosmidler, der bliver købt mindre af i forhold til tidligere. Det faldende tal skyldes bl.a., at der i 2016 ikke var nogen godkendte mosmidler, der indeholdte jern(II)sulfat, som i de tidligere år har været det mest solgte aktivstof til bekæmpelse af mos. 

Ukrudtsmidler er også blevet mindre populære at bruge i de danske haver. I 2016 blev der solgt 18 ton ukrudtsmidler - det næstlaveste antal Miljøstyrelsen har registreret.

Ift. ukrudtsmidler er det især aktivstofferne MCPA og Mechlorprop, der bruges på græsplæner, der bliver solgt mindre af, mens salget af glyphosat, det primære aktivstof i roundup, ligger på et nogenlunde konstant niveau henover årene, toppende i 2013. I 2016 udgør glyphosat med 14 ton solgte aktivstoffer størstedelen af solgt ukrudtsmiddel i Danmark. 

Klar til brug-produkter vinder frem

Mens salget af sprøjtemidler generelt er vigende, stiger salget af klar til brug-produkter til glæde for både Miljøstyrelsen og Bolius' haveekspert, Jesper Carl Corfitzen, da midler, der allerede er opblandet, mindsker risikoen for uhensigtsmæssig anvendelse af sprøjtemidler.

Andelen af solgte klar til brug-produkter udgjorde i 2014 18 % af det samlede salg til private. I 2015 steg det tal til 32 % og igen til hele 62 % i 2016.

Miljøstyrelsen forklarer det stigende salg af klar til brug-produkter med større opmærksomhed fra brugerne samt de nye regler af salg af sprøjtemidler.

LÆS OGSÅ: Sprøjtemidler

Sådan mindsker du dit forbrug af sprøjtemidler

Salget af sprøjtemidler er faldende, men der bliver stadig brugt meget i de danske haver. Hvis du absolut vil bruge sprøjtemidler anbefaler både Miljøstyrelsen og Bolius, at du bruger dem korrekt, helst i en udgave, der er klar til brug.

Se i videoen, hvordan du bruger sprøjtemidler korrekt.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab