De 5 bedste tips mod ukrudt

Du behøver ikke at bruge så meget tid på ukrudt, hvis du fjerner det på den rigtige måde og på de rigtige tidspunkter. Få de 5 bedste tips til at komme ukrudtet til livs.

Begynd tidligt på året med at fjerne ukrudt i blomsterbede. Jo mindre rodnet, de når at danne, jo nemmere er ukrudtet at få op.

Begynd tidligt på året med at fjerne ukrudt i blomsterbede. Jo mindre rodnet, de når at danne, jo nemmere er ukrudtet at få op.

Ukrudt er genstridigt, uanset om det generer dig i din køkkenhave, i blomsterbedet, græsplænen eller mellem fliser og perlegrus. Men der findes gode tommelfingerregler til at komme af med alt fra skvalderkål til vorterod.

1. Fjern ukrudt nemmest i marts og april

Jo tidligere, du kommer i gang med at fjerne ukrudt, jo mindre bliver du generet af ukrudtet i sommersæsonen. Hvis du er over ukrudtet allerede i marts/april, forhindrer du det i at blomstre og brede sig.

  • Mellem fliser og i perlegrus: Brænd ukrudt væk med en gasbrænder allerede i januar, så gammelt ukrudt fjernes, og nyt aldrig får fat.
  • I blomsterbede og i køkkenhaven: Fjern ukrudt allerede i marts, så snart de første grønne ukrudtsskud dukker op. Jo mindre rodnet, de når at danne, jo nemmere er ukrudtet at få op.
  • Græsplænen: Slå græsset første gang, så snart det begynder at blive grønt. Så evt. skvalderkål også straks holdes nede.
Fjern ukrudt et par dage efter, det har regnet. Det er bedst at bruge fingrene, fordi det er en mere nænsom og effektiv måde at komme ukrudtet til livs på.

Fjern ukrudt et par dage efter, det har regnet. Det er bedst at bruge fingrene, fordi det er en mere nænsom og effektiv måde at komme ukrudtet til livs på.

2. Fjern ukrudt i solskin - et par dage efter regnvejr

Fjern ukrudt et par dage efter, at det har regnet, så er jorden blød og nem at grave i. Hvis solen skinner, mens du fjerner ukrudt, kan du lade de små planter ligge, så de visner i solen og ikke slår rod igen - og de er nemme at rive sammen bagefter.

Skaf store ukrudtsplanter som skvalderkål med blomsterskærme af vejen med det samme, så de ikke spreder deres frø/rødder på den ene eller anden måde. Brænd dem, eller kom dem i sække, og kør dem på genbrugspladsen.

3. Undgå bar jord

Undgå store, bare pletter med jord i din køkkenhave eller i dit blomsterbed. Ellers er der større spillerum for ukrudt.

  • Plant fx dine stauder meget tæt, så der ikke kommer lys til jordbunden. Så kan ukrudt ikke trives og brede sig.
  • Læg et tykt lag flis eller kompost mellem rækkerne i køkkenhaven, hvor du ikke kan undgå bar jord.
  • Så græs på større områder, hvis du ved, du alligevel ikke får tid til at holde ukrudtet nede.

4. Brug hænderne, gravegreb eller cirkelhakke mod ukrudtet

Lug med fingrene - det er den mest nænsomme og effektive måde at komme ukrudtet til livs på. Mange redskaber vil hakke rødder over og få ukrudtet til at brede sig endnu mere.

Redskaber roder også mere rundt i jorden og kan få flere frø fem i lyset og til at spire. Når du bruger hænderne, er der også mindre risiko for, at du kommer til at hakke blomster eller grøntsager ned.

Hvis du alligevel gerne vil have hjælp af redskaber, er der 4 gode bud her:

  • En lille gravegreb. Den kan hjælpe med at løsne jorden omkring en ukrudtsplante, så du bedre kan få fat om rødderne med fingrene.
  • En cirkelhakke. Med den kan du komme helt tæt på en plante for at fjerne ukrudt uden at skade selve planten.
  • Et flisejern. Den er god til at bruge mellem fliser, hvor det kan være svært at få helt fat om en ukrudtsplante med fingrene, hvis jorden ikke er løs nok.
  • Et skuffejern. Kan bruges både i bed og i perlegrus til at få fat om ukrudtet.

SE TEMA: Ukrudt

Video: Fjern ukrudt mellem fliser og belægninger

5. Slip for ukrudt på kun 20 minutter om ugen

Hvis du vil have køkkenhave og et par blomsterbede, er du nødt til at afsætte tid til at fjerne ukrudt. Men slet ikke så meget, som du måske tror. Hvis du tager en ordentlig omgang i det tidlige forår, kan du klare dig med at bruge ca. 20 minutter om ugen - hvis du har en gennemsnitlig parcelhushave.

Tricket er, at du hele tiden får fat på ukrudtsplanterne, inden de vokser sig store. På den måde kan du hele tiden med en minimal indsats holde dem nede og forhindre dem i at brede sig vildt.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab