Benzin-plæneklipperen er stadig den mest anvendte plæneklipper, når danskerne skal slå græs. I en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Videncenteret Bolius i januar 2022, svarer 39 procent, at de bruger en benzin-plæneklipper til græsslåning.

Men en del danskere – 16 procent - bruger også en plæneklipper med batteri, mens 14 procent lader en robotplæneklipper om at klippe græsplænen. Og det er en tendens, vi kommer til at se meget mere af, mener Anders Nielsen, produktchef i XL-BYG.

- Markedet for robotter og batteriplæneklippere er eksploderet de seneste år. I dag sælger vi både flere robotplæneklippere og batteriplæneklippere, end vi sælger benzinklippere. Klimakampen foregår også i haverne, og mange vælger en robotplæneklipper, fordi den kun udleder en brøkdel CO2 sammenlignet med en benzinmaskine. Derudover fjerner man støjgener, man får en altid perfekt plæne uden mos, og man skal aldrig mere på genbrugsstationen med græsaffald, siger han.

Vilde haver-tendens kan betyde færre robotklippere

Berit Rørbøl, haveekspert i Videncentret Bolius, er enig i, at der er nye tendenser for græsslåning på vej, men hun spotter endnu en tendens, som kan betyde, at de ellers så populære robotplæneklippere må vige pladsen:

- Jeg tror i højere grad, at det er robotklipperen, der bliver færre af i fremtiden. Der er en tendens til, at danskerne går over til vilde haver, og den slags haver kræver ikke megen græsslåning. Når de skal slås ned, eller der skal slås stier, så kræver det mere motorkraft, og det kan robotklipperen ikke klare, som den er nu. Det kræver en plæneklipper på el eller benzin, mener Berit Rørbøl.

- Derudover er robotplæneklipperen blevet udskældt blandt nogle befolkningsgrupper. Man kan sige, at der er to fraktioner: Dem, der kan lide den vilde have, og dem, der kan lide den velfriserede have. Blandt fortalerne for den vilde have er robotklipperen udskældt for, at den bare kører hele tiden og efterlader en grøn, friseret ørken.

Plæneklipning bruges som terapi

Bosch Danmark er enige i, at nogle danskere fravælger robotklipperen til fordel for den håndstyrede model. Firmaet oplever, at plæneklipning af nogle danskere bruges som selvterapi. Det fortæller Christian Juul Bødker, Key Account manager for DIY/Gør det selv hos Bosch Danmark:

- Jeg har været hos Bosch i fire år nu, og i de fire år har jeg oplevet, at der har været rift om robotplæneklipperne, og der er mange, der foretrækker, at robotplæneklipperen ordner plænen for dem. Robotplæneklipperen er jo indstillet til at følge en tidsplan, den slår typisk græsset, mens du er på arbejde. Men der er også nogle danskere, der bruger det at skubbe plæneklipperen som terapi. Der er stadig mange, der godt kan lide at slå plænen selv, forklarer han. 

Benzinplæneklippere og plæneklippere med ledning er på vej ud

Bosch er desuden klar til at tage endnu et skridt mod 100 procent batteridrevne maskiner:

- I 2025 er det slut med ledninger på plæneklippere og alle andre maskiner fra Bosch. Der er en stærk tendens med, at batterier, de er kommet for at blive, og derfor har vi besluttet at droppe ledningerne på alle vores maskiner fra 2025, fortæller Christian Juul Bødker

Han forklarer, at mange af Bosch Danmarks forhandlere ikke længere ønsker benzindrevne maskiner af miljøhensyn. 

- Vi producerer ikke selv benzindrevne maskiner hos Bosch, og jeg forudser, at de, der gør, får udfordringer i stor stil. Fra flere af vores kædekontorer vil de ikke længere sælge benzindrevne maskiner på grund af forurening. 

Hos XL-BYG ser man også forandringen, og produktchef Anders Nielsen forudser en ændring af lovgivningen på området:

- Personligt tror jeg, at der bliver sat lovgivning op for fx brug af benzinklippere i forhold til støj, forurening, arbejdsmiljø osv. Derfor ser jeg det meget naturligt, at benzindrevne produkter udfases, og vi ser, at mange af vores leverandører har allerede gjort det eller er i gang med en udfasning, fortæller han.

Fremtidens plæneklipper er på batteri

Tilbage står plæneklipperen på batteri som et godt bud på fremtidens plæneklipper.

- Teknologien er der, så jeg ser ingen grund til at vente. Batteriplæneklipperene er udviklet så meget, at langt de fleste normale villahaver klippes på en enkelt opladning, hvis man køber den rigtige model. Vi har modeller som kan klippe 800 m2 på to 18v batterier, siger Anders Nielsen. 

Men nogle danskere vil stadig vælger en benzinplæneklipper med mindre, der bliver lovgivet på området, mener Berit Rørbøl.

- Der vil stadig være nogle, der vil sværge til benzinplæneklipperen, fordi de kender den, og de vil gå uden om batteridrevne plæneklippere. Så medmindre benzinplæneklipperne bliver udfaset, så skal vi nok nogle generationer frem, før benzinklipperne er helt væk, siger hun

Den mest miljøvenlige plæneklipper er IKKE på batteri

Sådan vælger du din plæneklipper

Vælg plæneklipper ud fra:

  • Din haves størrelse. Har du en stor have med over 1.000 m2 græs, kan du overveje en havetraktor.
  • Mængden af græs. Har du en vild have med højt græs, dur en robotplæneklipper ikke - her bør du overveje en kraftig, batteridreven plæneklipper.
  • Hvor ofte du ønsker at slå græs. Ønsker du en græsplæne, der altid er trimmet, kan du overveje en robotplæneklipper. Synes du, at græsslåning er hyggeligt og har en terapeutisk effekt, så vælg en batteridrevet plæneklipper. 

Hvis du gerne vil spare miljøet for belastning, er det dog ikke den batteridrevne plæneklipper, du skal vælge, mener Berit Rørbøl.

- Så skal du vælge håndskubberen. Eller leen. Eller et får, siger Berit Rørbøl og smiler af sit sidste forslag, men tilføjer så:

- Der er jo folk, der bruger får til afgræsning, men så er du selvfølgelig ikke i en villahave. Håndskubberen er typisk til rækkehushaven. Men ironisk nok, egner den sig ikke til dem, der vil være rigtig bæredygtige og anlægge en vild have. Her kan håndskubberen slet ikke følge med, når haven skal slås ned, eller der skal laves stier. Her skal du vælge en batteridreven plæneklipper.

- Men det er ikke kun maskinens drift, du skal se på. Det er også maskinens holdbarhed. Det koster jo mange ressourcer at bygge en plæneklipper, så hvis en batteridreven kun holder i få år, er den ikke nødvendigvis bedre for miljøet end en benzinklipper, der fx kan holde i 20 år.

Del din plæneklipper med naboerne

Berit Rørbøl har endnu et miljømæssigt tip til fremtidens plæneklipper: Deleøkonomi.

- Hvorfor skal vi allesammen have en plæneklipper? Vi kan gå sammen og deles, så der ikke skal produceres så mange. Det er noget, der er blevet mere interesse for. Grundejerforeninger eller haveforeninger kan jo sagtens have en fælles plæneklipper. Før i tiden delte man meget den slags, og det tror jeg kommer igen, forudser Videncentret Bolius’ haveekspert.