Dyrk højden i haven

Det er få elementer, der skal til, for at lokke øjet opad i haven. Ved at plante i højden får du både plads til mere af det grønne og en mere sammenhængende have.

Foto: Torben Klint

Både små og store haver får en ekstra dimension, når der bliver tænkt i højden. De små især fordi haven vokser ved også at inddrage de lodrette flader; de store fordi der kommer en mere rumlig oplevelse, når der plantes i højden.

Det er nemt, og der er meget at vinde ved at hæve øjnene fra græshøjde, mener Bolius’ haveekspert Jesper Carl Corfitzen.

- Mange haver er for flade, fordi vi mennesker orienterer os horisontalt. Det kan være en god idé at tænke haven i flere lag, for at skabe et mere tredimensionelt rum, siger Jesper Carl Corfitzen.

Bryd de vandrette linjer

Det er ikke så meget, der skal til for at bryde de vandrette linjer og trække opmærksomheden opad. Uanset om det er i blomsterbedet, køkkenhaven, på terrassen eller midt i græsplænen

- I køkkenhaven kan man give ærteblomster nogle støttepinde at klatre op ad. Det kan også være majsplanter eller porrer, som får lov at bryde op mellem den øvrige beplantning. På samme måde kan man i blomsterbedet lade et par lupiner eller kleopatras nål skyde opad. Så har man allerede skabt noget variation i højden, siger Jesper Carl Corfitzen.

Der er også gode muligheder for at sætte et personligt præg, når man arbejder sig opad i haven.

- Man kan finde den gamle wienerstige frem og give den nyt liv med et par krukker på terrassen, bygge et stativ til klatrerosen af gamle konservesdåser, eller hvad man nu har ved hånden. Kun fantasien sætter grænser, siger Jesper Carl Corfitzen.

Skal det tage sig mere naturligt ud, kan man rejse en gammel stamme i haven som base for klatrende efeu, roser eller en klatrehortensia.

Klatrerose:

Stativer til klatreplanter kan skabes i alle mulige afskygninger. Her skaber to sorte massive stolper stringente opadgående linjer, som brydes af konservesdåsernes runder former og den gule klatrerose.

Stamme:

En gammel træstamme har fået lov at stå tilbage, da selve træet blev fjernet, og skaber variation med bløde lodrette linjer. 

Kleopatras nål:

Blomsterbedene får en ekstra dimension, når der arbejdes i flere højder. Her bliver bedet gjort mere tredimentionelt ved at lade kleopatras nål hæve sig op over den øvrige beplantning.

 

Stige:

En gammel malerstige er en nem og fleksibel måde at lege med højden i haven. Stil den op på terrassen med et par krukker i forskellig højde. En hylde på tværs af trinnene giver mulighed for at få plads til krukker. 

Husk at krukker skal vandes og gødes jævnligt.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab