Når du bygger om eller til, er byggestøv en uundgåelig sideeffekt, uanset om du gør det selv, eller I har håndværkere til opgaven. Mange mennesker oplever, at byggestøvet generer deres vejrtrækning og hud.

- Byggestøv er ofte meget fint og kan blive hængende længe i luften. Det kan mærkes som et ubehag, hvor luften føles tør, men det er den egentlig ikke. Det er fordi dine luftveje er generede, fortæller Ph.D. Thomas Witterseh, som er teamleder for indeklima hos Teknologisk Institut.

Byggestøv giver ikke allergi, men symptomer

- Almindeligt byggestøv er ikke i sig selv allergifremkaldende, men har du allerede astma eller høfeber, er dine lunger og slimhinder sarte og derfor udsatte. Og så kan byggestøv give symptomer og astmaanfald, forklarer rådgivningschef i Astma- og Allergiforbundet Betina Hjort.

- Der er ikke ret meget byggearbejde, som ikke støver. Og da alt støv er skidt, så er det bedste faktisk altid at bruge maske, når du støver, anbefaler Kell Guldager Petersen, chefkonsulent i Arbejdstilsynet.

Byggestøv udtørrer hud

Det er ikke kun lungerne, der helst vil undgå byggestøv. Selv almindeligt byggestøv irriterer huden, og det er svært at undgå at få støvet på huden.

- Det fine støv lægger sig på flader, og du kommer ofte til at røre ved. Hvis først du har noget på hænderne, har du det lynhurtigt i ansigtet, fordi vi ubevidst rør os tit i ansigtet. Både i ansigtet og på hænderne vil støvet kunne give irritation, forklarer Thomas Witterseh.

- Det bedste middel er at vaske hænder grundigt og bruge en fed creme bagefter.

Det samme gælder for børn med eksem. Giv dem et bad og en grundig omgang creme, anbefaler Betina Hjort.

Går du selv og bygger om, anbefaler Arbejdstilsynet, at du bruger en engangsstøvdragt, som kan begrænse hudgenerne meget.

Pas på PCB og asbest

Samtidig henviser Kell Guldager Petersen til, at der i mange danske hjem er brugt materialer, som ikke er farlige, når blot de bliver siddende i væg eller tag, men så snart vi begynder at rive dem ned, kan de være meget sundhedsskadelige.

PCB og asbest er de mest farlige med deres stærkt kræftfremkaldende stoffer, men også trykimprægneret træ kan give store gener, hvis det kommer på huden eller i luftvejene.

Lad håndværkeren tage sig af asbest og PCB

Hvis der er risiko for, at der er asbest eller PCB i de materialer, der skal fjernes, anbefaler Arbejdstilsynet, at du overvejer at entrere med en professionel håndværker. Lav en klar aftale med håndværkeren om, at de afdækker grundigt, nedtager det forsvarligt og skaffer sig af med affaldet.

- Husk at fortælle den vvs-mand du hyrer til at nedtage dit gamle oliefyr, at der er risiko for asbest, da der faktisk er mange håndværkere, som ikke er opmærksomme på det længere, siger Kell Guldager Petersen.

Støv fra træ kan genere hud og åndedræt

Men det er ikke kun asbest og PCB, som kan gå ud over helbredet.

- Støv fra trygimprægneret træ kan give problemer både for huden og luftvejene, så det er vigtig at beskytte sig. Men også støv fra hårdt træ, som bøg og eg, er meget fint og ikke godt for lungerne, fortæller Kell Guldager Petersen.

Mindsk byggestøv med afdækning og rengøring

Teknologisk Institut og Arbejdstilsynet opfordrer til, at du beskytter dig selv og begrænser støvet i boligen ved at dække grundigt af.

- Men støv i resten af huset kan aldrig helt undgås. Selvom om du dækker grundigt af, vil støvet altid spredes. Derfor er grundig rengøring og udluftning vigtig, siger Betina Hjort.