1. Jibo

Jibo er en såkaldt social robot, der er designet til at hjælpe familien i hverdagen. Den har et indbygget kamera og software til ansigtsgenkendelse, så den kan skelne forskellige personer fra hinanden.

Jibo er stadig lidt spøjs, men idéen om en social robot i hjemmet, kommer vi helt klart til at se mere til. Den kan automatisere hverdagsopgaver som at tænde lys, komme med påmindelser fra din kalender, fortælle dig vejrudsigten eller hjælpe dig i køkkenet ved eksempelvis at læse en opskrift højt, mens du laver mad.

2. Asus Zenbo

Mens Jibo står plantet samme centrale sted i hjemmet, kan Zenbo køre rundt i alle rum. Udseendet af robotten leder tankerne hen på Pixars animerede film WALL-E, og den har både touchskærm og indbygget kamera.

Det er ikke sikkert, at det er denne version af hjemmerobotten, vi kommer til at se, men konceptet skal nok vinde frem. Man kan eksempelvis forestille sig, at den kan holde øje med ældre mennesker i hjemmet og udsende en alarm, hvis der sker en faldulykke. Den kan også underholde børnene med musiklege, videofilm og højtlæsning, mens de voksne slapper af.

3. Amazon Echo

Amazon Echo er en populær stemmestyret højttaler – men også meget mere end det.
Jeg har taget den med, fordi stemmestyring bliver større og større i de kommende år. Amazon Echo fungerer faktisk ret godt. Man kan få højttaleren til at afspille musik, læse e-bøger op, tænde og slukke lyset og meget mere.

4. Dyson 360 Eye

En robotstøvsuger med et indbygget kamera, som kan registrere indretningen af dit hjem og tilpasse støvsugningen derefter.

Robotstøvsugere bliver mere og mere intelligente – og man kan også få varianter, der kan vaske gulvet. Det er populært i mange almindelige hjem, men der er også et stort marked til eksempelvis plejesektoren. Jeg læste for nylig, at 50 procent af dem, der har en robotstøvsuger, har navngivet den. Det siger lidt om, at vi hurtigt får et tilhørsforhold til teknologi, der udfører menneskeopgaver.

5. Robomow

En robotplæneklipper, der kan trimme græsplænen for dig, uden at du behøver at røre en finger.

Jeg testede selv en i min have i sommer, og det fungerede superfedt. De er dog endnu ikke så intelligente som mange af robotstøvsugerne, og så var den, jeg testede, heller ikke ledningsfri.