Hvad er smart home-produkter?

Smart home-produkter er enheder eller gadgets, der kan styre dine elektroniske apparater i hjemmet på en intelligent måde – fx via en app eller stemmestyring.

  • Du kan fx få intelligente pærer, hvor du kan styre lyset, så det automatisk slukker, når du forlader hjemmet – eller med bevægelsessensorer styrer lyset, alt efter hvilket rum du er i.
  • Du kan også styre varmen i hjemmet med intelligente termostater – fx kan nogle systemer løbende analysere rummet og justere varmen efter behov. Du kan også opsætte forskellige scenarier, så varmen justeres alt efter familiens vaner.
  • Du kan også opsætte ekstra sikkerhed omkring dit hjem, så du automatisk får notifikationer, hvis nogen bevæger sig rundt om dit hus, når du ikke er hjemme.
  • Andre eksempler på smart home-produkter er intelligent overvågning af dit køleskab, stemmestyrede højtalere og automatisk aktivering af kaffemaskinen.
  • Nogle smart home-produkter kører på batteri og bruger kun den lille mængde strøm, der fx bruges på at oplade batteriet. Det gælder fx termostatventiler til wi-fi eller Bluetooth.

Kilder: Videncentret Bolius og SparEnergi.dk 

Køleskabe, belysning, varme, højtalere og sikkerhed. Der findes snart ikke det produkt til hjemmet, der ikke kan styres intelligent – fx via en app eller et kontrolpanel. 

De såkaldte smart home-produkter er designet til at gøre din hverdag nemmere, men spørgsmålet er, om produkterne også kan hjælpe dig til at spare på energien, eller om du i virkeligheden giver adgang til en række strømslugere?

– I udgangspunktet kan smart home-produkter være med til at spare energi i boligen, fordi fx intelligent lysstyring kan sørge for at slukke lyset, så du ikke skal huske på det – eller intelligent varmestyring kan skrue op og ned for dine varmeapparater, alt efter om du er hjemme eller ej. På den måde bruger du jo mindre energi, fortæller fagekspert i Videncentret, Bolius Henrik Bisp.

Smart home-produkter bruger kun lidt strøm, men tjek, om du bruger dem

Der er dog nogle ting, du bør være opmærksom på, inden du fylder boligen med smart home-produkter for at spare på energien.

– Hvert smart home-produkt i sig selv bruger ikke nævneværdigt meget strøm, heller ikke på standby, eller hvis der er tale om 5-10 år gamle produkter. Men hvis du har mange smart home-produkter i dit hjem, løber det samlede strømforbrug jo op. Og så skal du overveje, om du rent faktisk får brugt alle de intelligente produkter, for de er ikke alle sammen forbundet via én app. Så du skal kunne overskue fx at bruge 10 forskellige apps til at styre dine elprodukter i hjemmet, forklarer Henrik Bisp og giver et konkret eksempel:

– Lad os sige, at du har intelligent lysstyring, men ikke bruger funktionen og dermed måske lader lys stå tændt unødvendigt. Så har du jo faktisk både strømforbrug til smart home-funktionen og til dine pærer og dermed et højere strømforbrug, end hvis du ikke havde smart home-produktet.

Ældre smart-apparater bruger flere kWh

Hvad er der så konkret at spare med smart home-produkter, og hvad skal du regne med af standbyforbrug? Ifølge SparEnergi.dk kan du fx spare op til 40 procent af dit elforbrug til udendørsbelysning, hvis du har automatisk styring sat til. Samtidig kan du spare 10-15 procent af dit varmeforbrug med intelligente termostater – alt efter opvarmningsform, bolig og vaner.

Når det kommer til apparaternes standbyforbrug, kommer det an på, hvor gammelt fx dit smart-tv er.

– Ifølge EU-krav må nyere apparater, der er købt inden for de seneste 5-10 år, maksimalt have et standbyforbrug på 0,5 watt og 2 watt, hvis apparatet er på nettet. Så det gælder om at undersøge, hvor gamle dine apparater er – eller eventuelt gå dem slavisk igennem med fx en energimåler, så du kan se, om du har en række strømslugere stående på standby, forklarer Henrik Bisp. 

Ifølge SparEnergi.dk vil det samlet set koste ca. 1.000 kr. om året i standbyforbrug, hvis du i hjemmet har 20 intelligente pærer, tre netværksforbundne højtalere og et smart-tv. Et ældre smart-tv kan koste 500 kroner om året alene i standbyforbrug, hvor et nyt smart-tv typisk koster omkring 80 kroner om året i standby.

Få dine smart home-produkter til at bruge mindre strøm

Her er nogle gode råd til at spare strøm på konkrete smart home-produkter:

Smarte stikkontakter: 

  • Brug smarte stikkontakter til at slukke automatisk på bestemte tidspunkter. 
  • Sluk hele dit standbyforbrug på én gang med en sluk alt-knap.

Typisk standbyforbrug: 4 kWh om året.

Hårde hvidevarer (fx køleskab eller vaskemaskine):

  • Vælg kun hvidevarer med wi-fi, hvis du ved, at du vil bruge det.
  • Har du hvidevarer med wi-fi uden at bruge det, så slå det fra.

Typisk standbyforbrug: 18 kWh om året.

Smart højtalere:

  • Indstil højtalerne til at gå i sleep, når de ikke afspiller lyd.
  • Sluk højtalerne helt, når du er færdig med at bruge dem.

Typisk standbyforbrug: 26 kWh om året.

Tv:

  • Husk at slukke for fjernsynet, hvis din app ikke gør.
  • Slå funktioner fra, du ikke bruger – fx stemmeaktivering.
  • Spørg forhandleren, om fjernsynet har energistyring, der sørger for at skifte fra netværksstandby til almindelig standby med lavt forbrug.

Typisk standbyforbrug: 15 kWh om året.

Smart pærer:

  • Indstil lyset til at slukke automatisk, når du går hjemmefra.
  • Sluk alt lys på én gang.
  • Brug bevægelsessensorer i fx gang og garage.

Typisk standbyforbrug pr. pære: 4 kWh om året.

Kilde: SparEnergi.dk