Med hjælp fra tal fra Boliga har Videncentret Bolius undersøgt, hvilke villaveje i landet der er de dyreste at flytte ind på.

Tallene er målt på den gennemsnitlige kvadratmeterpris for solgte villaer og rækkehuse i 2019.

Danmarks 4 dyreste veje ligger i Charlottenlund

Som forventet er de fleste af Danmarks dyreste veje i 2019 placeret i København og i Nordsjælland, hvor Charlottenlund nord for hovedstaden topper med både første-, anden-, tredje- og fjerdepladsen med kvadratmeterpriser på over 60.000 pr. kvadratmeter. 

Landets dyreste vej i 2019 hedder Strandvejen, og her skal du betale 64.194 kr. pr. kvadratmeter. Det betyder, at hus på 100 kvadratmeter koster 6,4 millioner kr.

Frederiksborgvej i Roskilde er den eneste af de 10 dyreste villaveje, der ikke ligger i hovedstadsområdet.

Dyreste veje i København ligger på Amager

Modsat sidste år, hvor Østerbro repræsenterede København på listen med hele fire pladser, er Amager i år med som eneste københavnske postnummer og med to veje: Hf. Kongelund, der er et villakvarter øst for Bellacenteret, og Amager Strandvej, hvor en masse nybyggeri er skudt op de seneste år.

Dyreste veje i Jylland ligger i Aarhus

Vil du finde Danmarks dyreste villaveje i Jylland, behøver du ikke at bevæge dig ret langt for at besøge alle 10. De ligger nemlig alle i Aarhus og i forstæderne til Aarhus.

Jyllands dyreste vej hedder Capellavej og ligger i Højbjerg. Her er kvadratmeterprisen på de 5 solgte huse på 46.172 kr.

Odense og Svendborg har Fyns dyreste villaveje

På Fyn er kun Odense og Svendborg repræsenteret med veje på top 10-listen. Sadolingade i Odense M indtager førstepladsen med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 31.129 kr.