DM i carport kort fortalt

  • I april og maj 2019 afholdt Videncentret Bolius uofficielt DM i carport. Formålet var at finde kongerigets flotteste carport. 
  • Alle danskere kunne deltage, og mere end 70 husstande indsendte billeder af deres carport. 
  • En jury bestående af Tine Nielsen, fagekspert i Bolius, og Pernille Hjorth, sekretariatsleder og arkitekt i Danske BoligArkitekter, udvalgte de 10 flotteste ud fra funktion og æstetik. 
  • Brugerne på bolius.dk stemte derefter og fandt vinderen af DM i carport.
  • Der var præmier for 10.000 kr. til fordeling mellem de tre flotteste carporte samt seks gavekort blandt alle, der stemte.

En carport, der går i ét med omgivelserne, men samtidig er funktionel.  Sådan lyder den korte beskrivelse af Elin og Morten Boelskiftes carport, der er kåret som Danmarks flotteste carport i Videncentret Bolius’ uofficielle konkurrence. Konkurrencen blev afholdt i 2019.

– Det er en carport, vi er virkelig glade for i hverdagen. Men det giver da stor glæde, at andre også synes, vi har en flot carport, siger Morten Boelskifte. 

Carporten, der ligger i Hørning i Østjylland, fik 25 % af alle stemmer og havde en vis margin ned til de resterende carporte. Parret vandt udover æren en robotplæneklipper til en værdi af 6.500 kr. 

- Det er de sjoveste konkurrencer man kan deltage i, og DM i carport er bestemt en af dem. Men vi er glade for at vinde, siger Morten Boelskifte. 

Arkitekt: Carport er tænkt ind i stedet

Fagekspert i Videncentret Bolius, arkitekt maa Tine Nielsen, var som den ene halvdel af juryen med til at udvælge carporten blandt de 10 bedste.

– Især to ting gør carporten til Danmarks flotteste. Den er virkelig godt tænkt ind i stedet, så selvom den egentlig er stor, fylder den ikke meget visuelt. Derudover er den gennemført og detaljeret rent byggeteknisk, så den nærmest svæver. Det er virkelig inspirerende, siger arkitekten.

Parret har med input fra en arkitektstuderende selv tegnet og senere selv bygget alt på carporten. Den stod færdig i vinteren 2008. De er derfor meget tilfredse med de fine ord.

– Vi havde brug for en stor carport, der også fungerer som vendeplads, men samtidig skulle carporten også være let at se på. Det synes vi selv er lykkedes, siger ejeren.

Sådan ser Danmarks flotteste carport ud

Indbygget carport blev nummer to i DM i carport

Andenpladsen i DM i carport gik til Susanne og Søren Buje fra Svenstrups hobbit-lignende carport, der er bygget ind i grunden. Dermed er carporten nærmest usynlig.

Den tredjeflotteste carport blev Gyrithe Saltorp fra Gentoftes sorte carport med runde søjler, der grundet spredte lameller giver et fint indblik ind til haven bag carporten. 

– Der har været et højt niveau i de indsendte carporte. Der er mange forskellige typer både i materialer, udtryk og funktionalitet. Og så må man sige, når man læser deres kommentarer, at folk virkelig er glade for deres carport, siger Tine Nielsen.

De 10 nominerede i DM i carport

Bliv inspireret til din nye carport

Videncentret Bolius afholdt konkurrencen for at give lidt mere kredit til carporten. Den har for mange en stor betydning i hverdagens trummerum, og viser sig ofte at være mere synlig på grunden, end man egentlig havde tænkt. Og da den ofte er placeret mellem hus og vej, giver den tit et tydeligt førstehåndsindtryk af grunden. Alligevel bliver den sjældent prioriteret højt i boligejernes bevidsthed. 

Ved at finde Danmarks flotteste carport satte Videncentret Bolius fokus på de mange gode egenskaber en carport har – og hvor stor en betydning den har for grunden og boligens udtryk til inspiration for andre.  

– De mange forskellige bud viser, at der findes mange flere muligheder end dem fra byggemarkedet, når man skal bygge en carport. Der er mange aspekter at tænke over, og her har vi set mange gode bud på, hvordan man kan tænke carporten som en helhed sammen med grunden og boligen, men også med konkrete bud på arkitektoniske detaljer, siger Tine Nielsen.