Du kan nemt opbevare løg fra fx køkkenhaven henover vinteren. 

Herunder kan du læse tre typiske opbevaringsløsninger. Så hvis du har høstet rigeligt med løg omkring juli-august, så kan du med fordel læse videre.

Hvordan høster du løg?

Når stilkene på løgene er knækket over, kan du vrikke løgene løs fra de værste rødder ved at stikke en spade ned ved siden af rækken og vippe den - uden at skubbe løgene helt op af jorden. På den måde får du vredet de lange rødder af. Stilkene skal ikke være tørre, bare knækket over, så de ligger hen ad jorden. En uge senere trækker du så alle løgene op. Fordi de allerede er løsnet, risikerer man heller ikke, at stilkene knækker og løget bliver siddende i jorden.

Klargøring af løg til vinteropbevaring

Før du kommer til den egentlige opbevaring af løgene, skal de vaskes og tørres. Dette gælder uanset om det er zittauerløg, rødløg, hvidløg eller andre typer løg.

Spul dem over med havebruseren og gnub jorden af med hænderne. Det tager den tid det nu engang tager. Børn er glimrende assistenter til sådan en opgave.

Sådan tørrer du løg, så de kan gemmes

Løgenes stilke skal være helt tørret ud, og der skal være dannet den tørre papiragtige yderskal, før løgene gemmes væk. Hvis det er muligt, kan du vælge at høste løg op til et par tørre, solrige og blæsende dage, hvor de har let ved at tørre under halvtaget. 

Supermarkederne har af og til åbne grøntkasser i plast. De er gode til formålet, fordi der er riller på alle side, så løgene kan ånde. Efter de er vasket, skal du fylde dem op i sådan en grøntkasse og stille dem på fx en havestol under et halvtag, hvor de ikke får sol. På stolen kan luften komme godt ind under dem, og duggen falder ikke på dem. Her får de lov at stå i 2-3 uger indtil stilkene er helt tørre og al kraft og smag er trukket tilbage i løget.

Tre forskellige metoder til opbevaring af løg

Hvilken opbevaring af løg til vinteren, du skal vælge, afhænger af temperament og i særdeleshed hvor, du har mulighed for at gemme løgene. Løg skal opbevares frostfrit, mørkt og køligt. En kælder eller et frostfrit loft er ideelt. Alternativt en kælder eller viktualierum. 

1. Den smukke måde: Sådan fletter du løg

2. Den lette måde: Opbevar løg i en netpose eller nylonstrømpe

Et ganske udmærket, tidsbesparende og mindre sindsoprivende alternativ er opbevaring i kasserede nylonstrømer eller en netpose, som kan købes i friluftsbutikken.

Her er det endnu mere vigtigt, at stilken er tørret helt ned til løget. Klip stilkene af 1 cm over løget. Kyl alle løgene i posen eller nylonstrømpen og hæng dem på opbevaringsstedet. 

Fyld 10-12 løg i hvert ben på strømpebukserne og hæng et ben på hver side af sømmet. Hvis du binder knude, bliver det besværligt at få den op, hver gang du skal bruge et løg.

3. Den frostsikre metode: Flamingokasser med udluftning

Brug flamingotønder med låg til frostfri opbevaring af både løg, rodfrugter og kartofler vinteren igennem.

Når du opbevarer dine løg på denne måde, er det en god idé at fore med lidt halm, så det ikke bliver for fugtigt, og så løgene ikke alle ligger mast op af hinanden og risikerer at smitte hinanden, hvis et af dem rådner. Derudover kan du med fordel lægge aviser imellem hvert lag, og ikke fylde tønden helt op.

Løgene skal kunne ånde

Det er vigtigt, at løgene kan ånde og eventuel fugt kan undslippe, så lav en 4-5 huller i låget på størrelse med en 5-krone. Som til netposen, skal løgene være helt tørre i stilkene og de skal klippes af 1 cm over løget.

Den største trussel er fugt, så tjek lagene engang i mellem og fjern løg, der er begyndt at blive dårlige. Har du en frostsikker opbevaringsplads, er det dog mere sikkert med de to første metoder, da der er mindre risiko for fugt og råd.