Danskerne elsker skure. Så enkelt kan det siges.

I vores undersøgelse svarer alle husejere, at de har et eller flere skure i deres have. Og for nyopførte skure er den mest almindelige løsning, at man bygger det selv, evt. i selskab med venner og familie.

Beregn prisen for et nyt træskur

I denne artikel kan du læse, hvad det koster at bygge et nyt træskur helt fra bunden. Du kan også beregne din konkrete pris afhængigt af om du fx vil have el og isolering samt hvilket tag du ønsker at bruge.

Priserne og beregneren bygger på stykvise priser, der er indhentet i april 2020.

Beregn: Det koster det at bygge et træskur

Med Videncentret Bolius' beregner nedenfor kan du få svar på, hvad det kan koste at købe samtlige materialer, du har brug for til et nyt træskur.

Beregneren giver et estimat for den samlede pris - samt prisen for delelementer som tag, isolering, el og belægning. Men vær opmærksom på, at den pris du ender med at betale, sagtens kan blive billigere, hvis du køber materialer på tilbud eller med rabat.

Beregnerens forudsætninger:

Priser er indhentet april 2020 af Henrik Bisp, fagekspert i Videncentret Bolius.

Priserne dækker udgifter til alle materialer, der er af god kvalitet og certificerede. Priserne er indhentet som stykpris fra diverse byggemarkeder og afrundet til nærmeste 50'er. Den endelige pris kan blive billigere, hvis du indkøber større eller samlede partier af materialer og/eller hvis du laver en aftale om rabat med forhandleren.

Udgifter til værktøj er ikke medregnet. Arbejdsløn er kun medregnet for el.

Pris på haveskur, træskur og redskabsskur

Et skur kan have mange navne - redskabsskur, haveskur, træskur, brændely - men som udgangspunkt dækker de alle over det samme bare i forskellig størrelse og opbygning. 

Et nyt skur på ca. 10 m2 koster omkring 10.000 kr. uanset om du køber det som et færdigbygget samlesæt eller selv finder materialerne. 

I vores beregner vil et simpelt skur på 10 m2 med træbeklædning og plastiktag, men uden ekstra tilføjelser, koste 9.750 kr. Du kan måske finde et billigere samlesæt fra diverse byggemarkeder eller finde billigere materialer, men i så fald er det vigtigt at undersøge materialernes kvalitet og certificering med respekt for klima og miljø.

Derudover er det især "luksus"-tilføjelser som el og isolering, der koster, når der skal bygges nyt skur. El-arbejdet skal udføres af en autoriseret elektriker og vil derfor løbe op i ca. 4.500 kr. 

Den store fordel ved selv at købe materialer og bygge det selv er, at du selv kan bestemme mål samt hvilke materialer du bruger.

Hvad koster el, isolering, tag og belægning i nyt skur?

Prisen for dit skur - samt de fleste tilføjelser - afhænger selvfølgelig af, hvor stort skuret skal være og dine behov generelt. 

Flisebelægning

Grus og betonfliser til et nyt skur på 20 m2 vil ca. koste 3.900 kr. i materialer. Derudover skal du sørge for det korrekte udstyr.

Tag

Skurets tag er det, der varierer mest i pris afhængigt af hvilket type tag du vil have. Et plastiktag af trapezplader er den billigste løsning til lidt mere end 500 kr. for et standard træskur. Et tag med bølgeeternit koster ca. 2.300 kr. Og et tagpap med krydsfiner under koster 3.800 kr.

Isolering

Ønsker du, at dit skur skal være nogenlunde frostfri, vil ca. 100 mm isolering i konstruktionerne være tilstrækkeligt. Det vil til et standardskur på 10 m2 koste ca. 3.600 kr. i materialer. 

El

Prisen på at få lagt el ind i skuret afhænger ikke af størrelsen. Den kan dog variere afhængigt af, hvor i landet du bor. I vores beregner regner vi på en pris på 4.500 kr. for komponenter og trækning af kabler samt for tilslutning af autoriseret elektriker.

Spar penge, når du bygger skur

Prisen er vigtig for mange, når der skal bygges nyt skur. Mange vil have et så billigt skur som muligt - uden at gå på kompromis med kvalitet, æstetik og holdbarhed. Det er i sagens natur svært. Som med så mange andre ting, følges pris og kvalitet rimelig godt ad.

Derfor skal du heller ikke automatisk gå efter de billigste materialer. Kig på kvaliteten, certificeringen (miljø- og mærkningsordninger) og standen på materialerne. For jo bedre kvalitet, jo længere holder de - og det er til gavn for både din pengepung og klimaet.

Tips til et billigere skur

  • Køb materialer i større partier. Eller på tilbud.
  • Prut om prisen. Hvis du køber en større bestilling, kan du måske få en bedre samlet pris.
  • Genbrug. Brug egne eller køb brugte materialer, fx træstolper, plastikplader og brædder.

Derudover bør du ikke opføre et unødigt stort skur. Find ud af, hvad du vil bruge skuret til og læg lidt til, så har du størrelsen på dit skur. Jo større det er, jo dyrere bliver det. Overvej også, om det er nødvendigt med isolering, el og andre tilføjelser i skuret.